ANMELDELSE: The Man Who Had All The Luck, King's Head Theatre ✭✭✭✭✭

Jamie Chandler og Alex Warner i The Man Who Had All The Luck. Foto: George Linfield The Man Who Had All The Luck

Kings' Head Theatre

3/09/15

5 Stjerner

The Man who had all the Luck er ikke ligefrem Arthur Millers første stykke, men det er uden tvivl hans første professionelt opsatte værk. Det blev skrevet i 1941 og opsat uden succes tre år senere, hvorefter det forsvandt i årtier. Miller selv anså det for at være en fiasko, der ikke stod til at redde. Herhjemme blev det genoplivet på Bristol Old Vic i 1990 og igen mere nyligt på Donmar i 2008. Stykket går i den grad imod strømmen af de Miller-klassikere, vi kender så godt. Fra Alle mine sønner og frem ser vi Miller som en dramatiker, der udforsker tragiske temaer, hvor store sociale og nationale spørgsmål udspilles gennem et familiedrama. Her finder vi de samme interne familiekonflikter og bagtæppet af de store politiske og metafysiske debatter, men den overordnede dynamik er præget af ubønhørlig succes snarere end katastrofe for hovedpersonen. Det er netop sagens kerne. Dette er et studie i den angst og selvtvivl, der følger med vedvarende god lykke, som karakteren selv føler er helt ufortjent. David Beeves (Jamie Chandler) starter som en ydmyg mekaniker med få evner, men alt falder i hak for ham – i arbejdet, i kærligheden og i venskaber. Han har succes, men ikke på andres bekostning. Det er dog ikke nok, for han mangler stadig en klar identitet og mening med livet: For at citere Miller selv, så 'opsamler han skatte, der ruster, og som hans ånd er flygtet fra.' Samtidig oplever de omkring ham, især broderen Amos (Michael Kinsey), en knusende modgang, der virker ligeså fuldkommen og tilfældig som Davids succes.

Jamie Chandler, Michael Kinsey i The Man Who Had All The Luck. Foto: George Linfield

Der må vel findes et princip om retfærdighed et sted i livet? Eller er alt bare tilfældigt, som en goples bevægelser i vandet? 'Tidevandet går ind, og tidevandet går ud. Mennesket har ikke meget at skulle have sagt om, hvad der sker med det.' Det kan vel ikke være nok at sige, at folk enten lykkes eller fejler på grund af god eller dårlig karma, eller på grund af en enkelt fejl? Hvor skal man finde mening uden de græske guders eller den kristne guds styrende (og beroligende) rammer?

Millers dramatiske svar på dette evige spørgsmål er ikke helt så dybe eller gribende som i hans senere stykker, men de foregriber meget af det samme terræn. Flid, ydmyghed og en utrættelig søgen efter integritet over for andre bliver bestemt valideret, men ikke på en naiv måde. Velkendte temaer optræder som omdrejningspunkt for karakterernes diskussioner – er den amerikanske drøm et svindelnummer eller virkelighed under depressionen, hvor stykket udspiller sig? Er ambitioner og individuelle præstationer det, de giver sig ud for at være? Gælder der forskellige regler for privatlivet og det offentlige liv? Kan fædre, sønner og brødre samarbejde, eller er de dømt til konflikt?

Ved siden af David selv er der flot udviklede roller til hans udkårne og senere støttende hustru, Hester (Chloe Walshe), hans far Pat (Keith Hill) og broderen, samt et galleri af lokale folk fra Midtvesten. Den vigtigste af disse er Gus (Alex Warner), en dygtig østrigsk immigrant og mekaniker, som er en af de få, der virkelig forstår og trænger igennem til Davids indre kvaler. I anden akt foregår den centrale debat i høj grad mellem de to.

Jamie Chandler, Chloe Walshe og Alex Warner i The Man Who Had All The Luck. Foto: George Linfield

Stykket er rigtig godt og uden tvivl en vigtig del af Millers samlede værker, men det er ikke et mesterværk. Sideløbende med de exceptionelle kvaliteter, der er hans varemærke, må man også sige, at der er en vis kluntethed i dramaturgien. Visse passager er overraskende tyndt skrevet og bliver ekspederet for hurtigt – for eksempel det pludselige dødsfald hos den monstrøse patriark, der er den største hindring for David og Hesters lykke. Hvorfor opbygge denne spænding for blot at afvise den så brat? Ligeledes virker det som en spildt mulighed, at vi ser så lidt til broderen Amos i anden akt, når først pointen med hans professionelle fiasko som baseball-pitcher er slået fast.

Måske er det fundamentale problem, at stykket aldrig helt finder et skarpt fokus, men i stedet flirter med forskellige genrer. Det truer med at bevæge sig i en tragisk retning, og flere af karaktererne ender da også i ulykke. Men fordi stykket aldrig helt bekender kulør, bliver anden akt viklet ind i lidt for mange melodramatiske drejninger, som om Miller selv ikke helt kan beslutte sig.

Miller skriver i sin selvbiografi Timebends (1987), at kritikeren John Anderson gav ham en indsigtsfuld kommentar om, hvorfor stykket ikke fungerede. Han fortalte ham, at der lurede en skyggeverden af tragedie i stykket: 'Du har skrevet en tragedie, ved du nok, men i en stil som en folkekomedie'. Dette var tydeligvis en vigtig lektie for Miller, for uanset hvor svært det er at generalisere over de mange stykker, han senere skrev, er der aldrig siden nogen tvivl om genren i hans arbejde.

Chloe Walshe og Jamie Chandler i The Man Who Had All The Luck. Foto: George Linfield

Der var meget at beundre i denne opsætning. Den meget enkle iscenesættelse fungerede godt, da den tvang os til at fokusere og reflektere over teksten og karakterernes dilemmaer frem for alt andet. Jeg forstod ikke helt, hvorfor stykkets sidste side var skrevet ind på scenegulvet i anden akt, men ellers var det en behagelig ligefrem og ukompliceret forestilling. Der blev også brugt minimal tid på sceneskift, hvilket jeg ellers har bemærket som et problem i tidligere produktioner her.

Der var ingen tydelige svagheder i castingen, bortset fra et par usikkerheder, som er uundgåelige så tidligt i spilleperioden. Accenterne sad for det meste i skabet, og alle navigerede den lille thrust-scene med selvtillid og et naturligt flow – stor ros til instruktør Paul Lichtenstern. Hovedrollerne blev spillet af unge skuespillere, hvis intensitet og engagement i stykket er præcis det, der skal til for at få det bedste ud af Millers ambitiøse dialog. Dette stærke ensemble-spil lover rigtig godt for fremtidige produktioner fra det prisvindende kompagni End of Moving Walkway.

Arthur Miller blev født for hundrede år siden. Et jubilæum handler om at genopdage værker, og King's Head fortjener stor ros for at vælge at hylde denne store forfatter, ikke gennem et af de stykker vi kender så godt, men med et mindre kendt, men ikke mindre vigtigt værk, der stadig taler stærkt til os i dag.

The Man Who Had All The Luck spiller på King's Head indtil den 27. september 2015