ANMELDELSE: The Motherf**ker With The Hat, Lyttleton Theatre ✭✭✭

The Motherf**ker With The Hat

Lyttelton Theatre

24. juni 2015

3 stjerner

Bestil billetter

Helt ærligt, hvad er pointen med de tre stjerner? Enhver, der ser plakaten, ved med det samme og uden tvivl, at stykkets titel indeholder ordet Motherfucker. Hvis man bliver foraget over at se det ord trykt fuldt ud, bliver man så seriøst ikke også foraget over den halvhjertede censur? Er det britiske publikum virkelig mere konservativt end det amerikanske? Stykket kunne ses på Broadways billboards uden at der blev byttet rundt på bogstaverne i de groveste gloser. Så hvis det ikke handler om at undgå at støde folk, hvad er formålet så? Kynikere vil nok mene, at det kun er en titel som denne, der kan lokke folk ind og se et nyt stykke af en relativt ukendt puertoricansk-amerikansk forfatter.

Det står ikke klart, hvem der traf beslutningen, eller hvad grundlaget var, men det virker unægteligt mærkeligt, at National Theatre sætter et stykke på plakaten med titlen The Motherfucker With The Hat, lader det spille uden nogen form for censur af det grove sprog i dialogen, men konsekvent omtaler det med en anden titel i alt PR- og marketingmateriale. Man kan spekulere på, hvad de gjorde i radio- og tv-interviews? Rødmede de og brugte biplande?

Når man tænker på, hvor mange gange ordet 'Motherfucker' bliver slynget rundt i Stephen Adly Guirgis' stykke, som lige nu spiller i Lyttelton Theatre i en opsætning instrueret af Indhu Rubasingham, sammen med diverse andre offensive bemærkninger, er denne malplacerede form for 'anstændighed' ærlig talt pinlig. Det virker som om, National Theatre er en smule forfærdet over deres eget valg.

Og det kan man måske godt forstå, for Guirgis' stykke er hverken revolutionerende, banebrydende eller synderligt chokerende. Guirgis vandt Pulitzer-prisen i 2015 for sit nyeste stykke, Between Riverside And Crazy, men The Motherfucker With The Hat vandt ingen priser til ham. Da det blev sat op på Broadway, floppede det og fik i bedste fald blandede anmeldelser.

I betragtning af at der findes nyere Pulitzer-vindende værker, som National Theatre ikke har sat på programmet – Annie Bakers The Flick eller Broadway-succeser som Next To Normal, for slet ikke at tale om Tony-vindere som Vanya and Sonia and Masha and Spike – skulle man tro, at der var noget helt særligt eller unikt ved Guirgis' stykke.

Men der tager man fejl.

Det er ikke fordi, det er et dårligt stykke; det føles bare ikke rigtig som et helstøbt teaterstykke. Det er en række separate scener, primært dialoger mellem to personer, der mest af alt handler om hovedpersonen Jackie. Der mangler et overbevisende overordnet tema, der er ingen lyrisk eller politisk skønhed i sproget, og det forsøger ikke at kaste lys over samfundet eller kulturen på nogen væsentlig måde. Det ligner og lyder som en kortfilm – ikke et sammenhængende, storslået drama værdigt til Lyttelton-scenen.

På sin vis ser stykket på forskellige former for afhængighed og konsekvenserne af både at være fanget i det og slippe fri. Det stiller spørgsmålstegn ved, om hellige eks-misbrugere, der "holder sig til planen", har en bedre moral end de misbrugere, der kæmper for at forbedre sig, men får midlertidige tilbagefald. Men er det nok til at retfærdiggøre 105 minutter i National Theatres sal?

Ikke efter min mening.

Skuespillet er engagerende, og enkelte præstationer er imponerende i deres detaljegrad og styrke. Men dette er et stykke, der læner sig op ad grove fornærmelser, trusler og følelsen af vold i luften. Men ærlig talt, når man har hørt 'Motherfucker' én gang, gør de næste halvtreds ikke det store indtryk. Og når et klimaktisk, testosteronfyldt slagsmål mellem to hårde mænd (over den kvinde, de begge har haft sex med) slet ikke er så voldsomt og realistisk, som det burde være, så smuldrer de søjler, som fortællingens interesse hviler på.

Ricardo Chavira, tidligere kendt fra Desperate Housewives, er truende, hård og overraskende sympatisk som den voldelige alkoholiker, der tror, at hans kæreste er ham utro med den titulære hat-ejer. Han viser sig at have ret, men han tager fejl af, hvem hatten tilhører. Chavira er i topform og vrider virkelig hver en dråbe interesse ud af sin karakter. Det er råt og brutalt skuespil, når det er bedst.

Yul Vázquez er ganske fængslende som den finurlige Cousin Julio, der trods en interesse for madlavning og en flamboyant personlighed er den hårde type, der kan skaffe en pistol eller få nogen ryddet af vejen, hvis det er nødvendigt. Hans monologer om forpligtelser og bånd mellem venner og familie er hele aftenen værd. Det er en formidabel og nuanceret præstation.

Flor De Liz Perez er sexet, ondskabsfuld og temperamentsfuld som Veronica, pigen der deles af Jackie og den førnævnte Motherfucker. Hun spytter fornærmelser ud med samme præcision, som Julie Andrews udtaler konsonanter i The Sound of Music. Perez leverer en gennemført præstation, og når hun slår Jackie i hovedet med et baseballbat, beder man til, at hans understudy står klar i kulissen. Det er en præstation med fuld skrue.

Som den selvretfærdige og dobbeltmoralske Ralph, Jackies sponsor og ven, er Alec Newman mere tam og mindre farlig, end rollen kræver. Han skal være Jackies ligemand på alle måder, især fysisk, men han er ikke i samme liga som Chavira. Han får heller ikke meget hjælp fra Nathalie Armin, der virker fejlcastet som Ralphs kone, Victoria.

Det mest teatralske ved produktionen er scenografien – et intelligent og stemningsfuldt puslespil af tre rum: Veronicas lejlighed ved Times Square, Cousin Julios sted og Ralph og Victorias mere velstillede hjem. Brandtrapper i en skrigende orange farve hænger ned fra mørket og placerer os solidt i New Yorks gader. Oliver Fenwick lyssætter det hele med sit sædvanlige blik for detaljer og atmosfære. Man kan næsten smage hotdoggen fra gadekøkkenet.

Rubasingham instruerer økonomisk, og tempoet er friskt nok. Men der bliver ikke tilført noget visionært til værket, og instruktionen formår ikke at afsløre dybere lag i stykket, end hvad teksten i forvejen dikterer. Det er voldsomt og groft, ofte morsomt, men sjældent lårklaskende sjovt. De øredøvende og skramlende lydflader, der markerer sceneskift, virker pointløse. Der burde ikke gives point for blot at spille højt.

Det er ikke kedeligt, det er ikke dårligt – men det er heller ikke spændende eller nyskabende. The Motherfucker With The Hat lover en vild og provokerende oplevelse, men afslører i stedet igen den manglende vision hos dem, der i øjeblikket lægger programmet på National Theatre.

Rufus Norris er nødt til at løfte opgaven som kunstnerisk leder af National Theatre. Teatret som kunstform har desperat brug for det.

The Motherf**ker With The Hat spiller på National Theatre indtil den 20. august 2015