ANMELDELSE: The Producers, Churchill Theatre og efterfølgende turné ✭✭✭✭

Cory English (Max), Jason Manford (Leo) og Tiffany Graves (Ulla) i The Producers. Foto: Manuel Harlan. The Producers

Churchill Theatre, Bromley nu og derefter på UK turné

11. marts 2015

4 Stjerner

Da New York Times-kritikeren Ben Brantley anmeldte The Book Of Mormon efter premieren på Broadway, udtalte han med rette: "...The Book of Mormon” opnår noget nær et mirakel. Den både gør grin med og hylder inderligt den ærkeamerikanske kunstform 'the inspirational book musical'. Intet Broadway-show har haft held med at gøre begge dele så overbevisende, siden Mel Brooks adapterede sin film ”The Producers” til scenen for ti år siden."

Mel Brooks' politisk ukorrekte og satiriske genistreg, The Producers, banede vejen for en genopdagelse af Broadway-musicalen som værende både knivskarp og morsom, samt fyldt med iørefaldende melodier, selvtillid, spektakel og farver. Brooks tog sigte mod en bred vifte af stereotypiske Broadway-karakterer og spiddede dem alle – nogle gange så man tabte kæben – i en vanvittig joke-fest, hvor der behændigt var indvævet de nødvendige vink til musicalens sædvanlige hovedingrediens: hjertet.

Det virkede. Helt formidabelt.

Succesen med The Producers banede vejen for andre af samme støbning, men selvom efterfølgerne har glimrende kvaliteter (Hairspray har for eksempel et utroligt melodisk partitur og en fortælling fuld af hjertevarme), er intet for alvor kommet tæt på at genskabe den rene glæde, som Brooks skabte med The Producers – eller rækken af varierede hovedkarakterer, som alle får deres øjeblik i rampelyset.

Nu kan man opleve Matthew Whites stilfulde og imponerende nyopsætning af The Producers på turné i Storbritannien. Set i lyset af de logistiske og budgetmæssige begrænsninger, der følger med en turnéproduktion, som skal spille på mange forskellige spillesteder, har White præsteret noget ret bemærkelsesværdigt.

For det første har White benyttet sig af "stjerne-casting" med stor sikkerhed: De stjerner, han har valgt, kan – med én undtagelse – det hele: både musikalsk, dramatisk og koreografisk. For det andet har Paul Farnsworths scenografi formået at vende budgetbegrænsningerne og turnéformatets krav til en dyd. For det tredje leverer det skarpe ensemble et væld af kloge og velafmålte små scener, samtidig med at de lever op til alle stykkets øvrige krav. For det fjerde introducerer White nye, friske indfald, der både overrasker og begejstrer: fin fysisk komik samt små hilsner til andre musicals. (Udover den sædvanlige leg ved turnéforestillinger – "Find den understuderende" – inviterer denne også til "Find referencen til andre Broadway-hits", hvor referencer til Chorus Line, Gypsy, West Side Story og 42nd Street alle kildrer lattermusklerne på inspireret vis). For det femte tilføjer Lee Prouds smarte, sprudlende og meget (meget) hvirvlende koreografi konstant gejst og interesse.

Men hvad der måske er vigtigst, så lykkes det White i denne genopsætning at overvinde to centrale forhindringer for The Producers: manglen på et fuldt orkester og et stort budget (hvilket ses på ensemblets størrelse og scenografiens begrænsninger). I sin kerne er The Producers en stor og prangende musical om et lille, tarveligt show; kontrasten i stil og præsentation er en del af fornøjelsen og det, der får det til at fungere. Her er produktionen ikke stor eller prangende, men den sitrer af opfindsomhed og gedigent håndværk.

Cory English, en veteran fra tidligere opsætninger af The Producers, er en Max i særklasse. Han rammer alle joksene og spiller den beskidte, drilske, manipulerende og pengegriske konge af det gamle Broadway med flair og overskud. Som en skælmsk gavtyv med uudslukkelig energi er Englishs Max på én gang konstant på spanden og hurtig i replikken. Hans diktion og accent er lige så perfekt som hans timing og sang: Betrayed i anden akt er helt suveræn.

English arbejder også gnidningsfrit sammen med Jason Manfords bangebuks, den uforvarende rænkefulde og absurd (og derfor elskværdige) naive Leo Bloom. Som et eksempel på stjerne-casting er Manford svaret på spørgsmålet "Where did we go right?". Han opbygger omhyggeligt en klodsmajor med et hjerte af skumfidus, er meget morsom (både fysisk og verbalt) og rammer Leos passion for showbusiness præcis. Han synger smukt og rent, er afslappet på scenen (hvilket er svært, når man spiller en karakter, der er alt andet end afslappet) og selvom der glimter en smule frygt – måske rædsel – i hans øjne, klarer han det glimrende i de hurtige koreografier. Hans Leo blomstrer i takt med showet, præcis som han skal.

Tiffany Graves er i sensationel form som fristerinden Ulla med det uudtalelige efternavn. Hun ser fantastisk ud fra alle vinkler, leverer en upåklagelig svensk accent, der er uomtvisteligt morsom, og synger og danser med stor lyst. Det er vidunderligt at se en af West Ends talentfulde kræfter skinne som en ægte stjerne. Hun har det, og hun flasher det.

Det andet eksempel på stjerne-casting involverer rollen som Franz Liebkind, den skøre og forblindede Hitler-fanatiker, der bor i West Village i beskidte lederhosen og taler med duer; forfatteren til det "dårligste stykke" Max og Leo kan finde til deres svindelnummer. Her er Phil Jupitus et inspireret valg.

Som en vanvittig bratwurst-gigant er Jupitus' Franz en triumf af dysfunktionalitet, hysterisk dedikation til en tabt sag og elskværdige morderiske vrangforestillinger. Han griber rollen med begge hænder og ryster hver eneste bid af komik ud af muligheden. Begge hans store numre, men især Haben Sie gehört das deutsche Band?, bliver leveret med stor power. Jeg tvivler på, at der nogensinde har været en Franz som denne: Jupitus foretrækker et mut raseri frem for fjollet irritabilitet, og det fungerer rigtig godt.

Det sidste indslag i stjerne-castingen er Louie Spence som Carmen Ghia, assistenten til Broadways dårligste instruktør, Roger de Bris. Spence leverer en spektakulær Spence – eller måske mere præcist: en spektakulær Spence-der-spiller-Carmen-Ghia. Hvilket er fint nok, hvis det er det, man vil have; ved anden akt har man vænnet sig til tanken, og det føles ikke længere forstyrrende.

Men reelt set er det en skuffelse. Dynamikken mellem Carmen og Roger fungerer kun for alvor, og komikken kommer kun til sin ret, hvis de arbejder som et sammenspillet team. De er en duo, ikke to separate præstationer. Uden den varme, som synkronicitet bringer, går meget tabt. Når det er sagt, tilføjer Spence en prangende koreografisk bravur til Carmens repertoire og får grin på steder og måder, som ingen anden Carmen har gjort eller kunne gøre.

David Bedella er bedst i den herligt over-the-top sekvens i anden akt, hvor Roger træder til som historiens mest 'camp' Hitler i premiereforestillingen af Springtime for Hitler. Dette er naturligvis øjeblikket i stykket, som virkelig er Rogers solo-øjeblik. Bedella er meget morsom og virker mest veltilpas her, væk fra Spence, hvor han uden tvivl er øjeblikkets stjerne.

Men i næsten alle deres andre scener, især Keep It Gay-scenen i første akt, virker Roger og Carmen-scenerne kolde, flade og uden forbindelse. Bedellas stemme virker mærkeligt nok ikke helt egnet til den vokale smidighed, som Roger burde kunne fremvise. Der var heller ingen følelse af kammeratskab mellem Roger og hans produktionsteam, hvor kun Jay Webbs Sabu forsøgte at præsentere et billede af sammenhold. Denne besynderlige mangel på forbindelse til stykkets iboende komik afspejles igen i sekvensen med de gamle damer, der indvarsler slutningen på første akt: Along Came Bialy. Den hylder mærkeligt nok ikke de gamle damer, men læner sig i stedet op ad sygdom og mænd-i-kjoler-tropen for at høste billige grin.

Men set i et større perspektiv betyder disse problemer ikke såfærdelig meget. For det meste er de bærende kræfter fremragende, og ensemblet arbejder utrætteligt og professionelt gennem hele forestillingen.

Springtime For Hitler-sekvensen er smukt håndteret og voldsomt morsom, hvor kostumer, dans og præstationer går op i en højere enhed af glitrende guld, præcisionsdans og skøn sang: hvem end der besluttede at give Webbs smukt syngende ariske solist glitrende lederhosen på, var ganske inspireret. Der er flere fantastiske øjeblikke undervejs: Tosh Wanogho-Maud, der er hylende morsom i Show Boat-stil som utilfreds bogholder og siden forpustet morsom som den meget irske Sergeant O’Houlihan; Rebecca Fennelly og Aimee Hodnett som friske og vokalt stærke forestillingspiger; Aron Wild, der er saligt tavs som fængselsbetjent; og den hvirvlende dervish Andrew Gordon-Watkins, hver gang han viser sig.

Andrew Hilton leder det lille orkester effektivt, og når man først har vænnet sig til det beklagelige fravær af strygere i den musikalske ledsagelse, er der ikke meget at klage over rent musikalsk. Sangen er energisk og præcis, og tempi og balance sidder lige i skabet. Den iboende charme i Brooks' melodier får fuld plads.

Dette er en stor fornøjelse i teatret. Som turnéforestilling er dette et pragtfuldt eksempel – morsom, vovet og konstant sprudlende.

BESTIL BILLETTER TIL THE PRODUCERS