ANMELDELSE: The Rivals, Arcola Theatre ✭✭✭✭✭

The Rivals

Arcola Theatre

16. oktober 2014

5 stjerner

Anmelder - Tim Hochstrasser

Opsætninger af Sheridans to mesterværker, The Rivals og The School for Scandal, er efterhånden sjældne gæster på scenen. Det er en skam, for begge stykker byder på fantastiske muligheder for teaterhåndværk af højeste kaliber – med roller til skuespillere i alle aldre og med lige stor vægt og vid til både mænd og kvinder. Når man tænker på, at alle Wildes stykker, selv de mindre kendte, jævnligt bliver støvet af, er det gådefuldt, at disse to perler er så usynlige. Derfor er det en stor fornøjelse at kunne hylde en fremragende ny version af Sheridans første store succes, som spiller de sidste par dage på Arcola Theatre i Dalston. Se den, mens tid er….

The Rivals er ikke et perfekt stykke. Det floppede ved premieren i 1775, og selv efter omfattende beskæringer og omskrivninger kan anden halvdel føles langstrakt. Da det meste af plottet allerede er faldet på plads her, risikerer man at miste publikums opmærksomhed, hvis teksten ikke leveres med tempo og en god portion opfindsomhed i iscenesættelsen. Ofte bliver forestillingerne lidt for magelige – en slags kostumedrama, der blot fungerer som rygstød for stjernerne i rollerne som Mrs. Malaprop, Sir Anthony Absolute og de to forelskede par. Men i virkeligheden bør det være et kantet stykke, der kun tøvende og til sidst finder ind i sin romantiske rytme.

Konstante udbrud af vrede, seksuel frustration, fordomme mellem land og by (eller englænder og irer) samt fjendtlighed mellem far og søn, eller tjener og herskab, løber som en rød tråd gennem hver scene. Kønsbestemt forfængelighed – både misantropisk og mandschauvinistisk – er kilden til meget af humoren, hvoraf noget stadig føles foruroligende råt og hånligt. Det var stykkets grovhed, snarere end dets elegance som sædekomedie, der dominerede den oprindelige, småskandaløse modtagelse. Enhver moderne opsætning er nødt til at indfange disse kvaliteter, hvis vi skal se stykket med friske øjne.

Det er en stor cadeau til holdet bag, at de har modet til at modstå fristelsen til at modernisere for enhver pris, og i stedet graver dybt i teksten for at finde nye og overbevisende svar.

Instruktør Selina Cadell skriver i programmet, at ’nutidens skuespillere ofte påtvinger indholdet en stemning, fordi deres forhold til sproget er langt mindre sikkert. Udfordringen i en komedie fra denne periode er derfor at finde ud af, hvordan karakteren eksisterer gennem sproget – og sproget alene.’ I stedet for en falsk naturalisme omfavner de udfordringen ved at finde det autentiske i det kunstige. Skuespillerne spiller deres roller med dødsensalvor, og humoren bliver naturligvis kun større af den grund. Desuden finder de fuldstændig det rette tempo ved ikke at jage igennem Sheridans smukt konstruerede talestrømme. At mestre de lange sætninger med deres mange indskud kræver en balancegang som en surfer på toppen af en bølge: holder man for meget igen, mister man publikum; mumler man sig igennem, misser man pointen.

Hele holdet var eksemplarisk til at tage sig den nødvendige tid og sætte tempoet op, når dynamikken krævede det. Ved at stole på ordene på siden og udvikle karaktererne gennem dem, bliver gevinsten desto større i slutscenerne, hvor plottet mister pusten: her leverer de detaljerede præstationer deres helt egen humor. Hver skuespiller har forstået, at i en tid, hvor fysisk kontakt var strengt begrænset, måtte sproget – fra det subtile vid til det bramfrie og lystige – bære alle de følelser, frustrationer og jalousi, som i et moderne stykke ville være indikeret af kropssprog. Det fungerer fornemt, når de bryder ’den fjerde væg’ og minder os om, at vi ser et teaterstykke – præcis som publikum i det 18. århundrede oplevede det. Det var en sjælden fornøjelse at høre tekst leveret med så stor sikkerhed og tredimensionel nydelse.

Der er ingen svage led i dette skarptskårne ensemble, og det er næsten uretfærdigt at fremhæve enkelte. Men for deres tekniske evne til at få os til at genopdage en velkendt tekst, må jeg rose Iain Batchelor som Jack Absolute og Nicholas Le Prevost som hans far. Ved at true med vrede, men først lade den eksplodere præcis når man ikke venter det, gav Le Prevost en mesterklasse i komisk timing. Batchelor udfyldte hver en facet af sin dobbeltrolle som Captain Jack og Ensign Beverley med elegant opfindsomhed.

Gemma Jones var herligt hidsig og forvirret som Mrs. Malaprop, en lille sky af grå silke og lyserød tyl, og hun fortjener stor ros for IKKE at skilte for tydeligt med sine sproglige bommerter. Hendes berømte ’pineapple of politeness’ faldt helt naturligt som kulminationen på en fremragende tirade, snarere end som en isoleret vits.

Jenny Rainsford var elegant længselsfuld som Lydia med mere kampgejst i rollen, end man normalt ser, og Justine Mitchell var et mønstereksempel på underspillet tilbageholdenhed som den hårdt prøvede Julia. Adam Jackson-Smith spillede Faulkland, som var han en ung John Cleese, hvilket gav os et perfekt referencepunkt for karakterens trættende og selvdestruktive skrupler.

Typerollerne som den irske brushoved og den bondske godsejer er mindre veludviklede fra forfatterens hånd, men blev løftet flot i aftenens anledning. Alle tjenestefolkene greb deres øjeblikke og leverede deres skarpe kommentarer med masser af overskud.

Skulle jeg komme med en enkelt anke, må det være iscenesættelsen. Arcola er et lidt kluntet rum, der kræver en fast hånd, hvis scenerne skal glide ubesværet ind i hinanden. Her var der lidt for meget ’gejl’ mellem scenerne – enten i form af sceneskift (f.eks. en unødvendig papfigur af en urne) eller musikalske indslag. I et stykke af denne længde, hvor sproget sad lige i skabet, var det en skam, at overgangene ikke var mere flydende, især i den strukturelt svagere anden halvdel. Selvom stykket foregår i Bath, behøver vi ikke se byen fysisk manifesteret i hvert et skift.

Når det er sagt, så er denne opsætning en mindeværdig og tankevækkende fortolkning af en gammel klassiker – og en af de sjoveste aftener i teatret lige nu. Man behøver ikke være enig i min ’derangement of epitaphs' (for at sige det med Mrs. Malaprops ord), men gå ikke glip af den….