ANMELDELSE: The Secret River, National Theatre London ✭✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Sydney Theatre Companys opsætning af The Secret River, som netop nu spiller på National Theatre i London.

The Secret River.

National Theatre

27. august 2019

5 stjerner

Bestil billetter

Det første, man må nævne i forbindelse med denne opsætning, er den triste nyhed om, at skuespilleren Ningali Lawford-Wolf, en af Australiens største scenekunstnere, pludselig gik bort, mens kompagniet optrådte med The Secret River i Edinburgh tidligere på måneden. Det har forståeligt nok været et stort chok for truppen, og med velsignelse fra Ningalis familie gennemføres forestillingerne i London som en hyldest til hende. Og hvilken hyldest: denne dragende og smukke dramatisering af Kate Grenvilles roman er fænomenal, nu med Pauline Whyman i rollen som Dhirrumbin, fortælleren og symbolet på Australiens oprindelige folk.

Dette er en episk fortælling om William Thornhill, der i 1806 bliver dømt til hængning for tyveri af træ, men takket være sin hustru Sals indsats får ændret straffen til forvisning til kolonien New South Wales. Dette bliver flugten fra hjemlandets fattigdom og det klassesystem, der ellers fordømte ham til et forudbestemt liv. Efter at have vundet sin frihed tager han Sal og deres børn fra Sydney Cove til Hawkesbury River, hvor han gør krav på 100 hektar land – et 'blankt stykke papir', hvor han kan genopbygge et liv for sin familie. Problemet er blot, at landet allerede tilhører Dharug-folket, som har dyrket jorden i årtier før Thornhills ankomst. Hans drømme fører ham til en handling, der ikke blot vil hjemsøge ham, men forme hele nationens fremtid.

Andrew Bovells dramatisering indfanger romanens sjæl perfekt, og forestillingen bæres oppe af to fremragende præstationer af Georgia Adamson som Sal og Nathaniel Dean som William Thornhill. Især Dean gør det svært at fordømme Thornhill entydigt, da han overbeviser os fuldstændig i sin desperation efter at skabe et nyt liv. Produktionen syder af gode skuespillere: Jeremy Sims som Smasher Sullivan, der begår utilgivelige onde handlinger og personliggør de tilflyttedes holdninger; Toby Challenor er stærk som den yngre søn Dick – det eneste familiemedlem, der lærer sine venners rigtige Dharug-navne i stedet for blot at give dem nye navne for nemhedens skyld; Marcus Corowa har en imponerende tilstedeværelse som Wangarra, og Melissa Jaffer stråler som nabokonen Mrs. Herring. Det, man naturligvis aldrig får i en roman, er selve lydbilledet, og her er musikken, der spilles live, og sangen helt bjergtagende.

Som en flod bobler kilden først lidt, før den tager fat, men så snart den flyder, vokser stykket til en mægtig historisk strømhvirvel. Indimellem blev skuespillerne overdøvet af lydeffekterne, så dele af fortællingen gik tabt. Men Neil Armfields innovative og fremragende instruktion er veltalende i sin vrede over destruktionen af et folk, og han formår at formidle det gennem overvældende visuelle tableauer – især under massakren mod slutningen. Den ene race drager ud for at kolonisere og genopfinde landet; den anden drives til randen af udslettelse gennem drab, sygdom og kulturel udrensning. Denne kraftfulde forestilling, skabt med kærlighed og respekt, er dog med til at genoprette den skjulte historie og er episk historiefortælling, når det er allerbedst.