ANMELDELSE: They Don't Pay? We Won't Pay!, Mercury Theatre Colchester ✭✭✭

Paul T. Davies anmelder De betaler ikke? Vi betaler ikke!, en nutidig opdatering af Dario Fo og Franca Rames farce.

Tesni, Marc Pickering og Laura Doddington. Foto: Pamela Raith De betaler ikke? Vi betaler ikke! Mercury Theatre, Colchester.

23. marts 2023

3 stjerner

BESTIL BILLETTER

Det kræver mod af et teater at opsætte en komedie om leveomkostningskrisen midt i en reel krise. Oprindeligt kendt som Vi betaler ikke! Vi betaler ikke! af Dario Fo og Franca Rame, har denne italienske politiske farce fået en moderne overhaling af dramatikeren Deborah McAndrew. Da hustruerne (kønsrollerne er meget skarpt trukket op i dette stykke) nægter at betale de tårnhøje priser i den lokale butik, stjæler de mad og fornødenheder og forsøger at skjule varerne for både deres mænd og politiet. Ensembleres evner er tydelige i stykkets hæsblæsende tempo, men faren er, at en forestilling som denne ikke når ud til de mennesker, der virkelig burde høre budskabet – i stedet prædiker den for de allerede omvendte. Og hold nu op, hvor der prædikes. Lange politiske taler om vores nuværende ledere og nationens tilstand klinger hult ved siden af platte vittigheder, pantomime-agtige henvendelser til publikum og endeløse – og jeg mener endeløse – jagter rundt i scenografien.

Jack Shalloo, Marc Pickering og Joseph Alessi. Foto: Pamela Raith

Skuespillerne gør det godt med de todimensionelle karakterer, og der er mange fremragende sekvenser (selvom de fleste falder i anden akt; første del føles noget tung). Forestillingens helt store stjerne er Marc Pickering, der er hylende morsom i skiftende roller. Han skaber herlige øjeblikke af metateater, især når han træder ud af karakter og skælder resten af holdet ud for ikke at forstå de krav, de mange rolleskift stiller til ham. Uden ham ville forestillingen ramme endnu længere ved siden af; han er en fryd at følge. Joseph Alessi leverer en solid præstation som Jack, den eneste lovlydige borger, og Laura Doddington driver som hans hustru Anthea handlingen effektivt fremad. Jack Shalloo og Tensi Kujore gør, hvad de kan med de yngre, knapt så skarpe naboer, men stereotyperne er så overvældende, at jeg aldrig rigtig blev overbevist.

Joseph Alessi and Jack Shalloo. Foto: Pamela Raith

Instruktør Ryan McBryde spiller på sine styrker, og der er mange greb, som Mercury-publikummet efterhånden kender godt (løb i slow-motion i scenerøg, brud på den fjerde væg, stærk fysik), men her bevirker disse greb desværre, at produktionen føles lidt for sikker. Som politisk satire mangler den bid. For mig blev dette tydeligst mod slutningen, hvor en ret uhyggelig sekvens – hvor karaktererne føler, de forsvinder og ikke bliver hørt – kunne have efterladt publikum i en eftertænksom stemning. Dette undermineres dog øjeblikkeligt af en afsluttende sang med amatørkoret, der forsøger at give os en god mavefornemmelse omkring det at protestere. Det er en blandet fornøjelse; en forestilling for fans af klassisk farce, mens de, der søger et mere skarpt angreb, nok vil gå skuffede derfra.

Spiller indtil 31. marts.