ANMELDELSE: Tick Tick BOOM!, Park Theatre ✭✭✭✭

Gillian Saker og Chris Jenkins i Tick Tick BOOM! Tick Tick BOOM!

Park Theatre 90

8. maj 2017

4 stjerner

Bestil billetter

Bronagh Lagan, instruktøren bag denne skarpe genopsætning af Jonathan Larsons 'generalprøve' på hans epokegørende kultmusikal 'Rent' i Finsbury Parks vidunderlige nye kulturcenter, er hurtigt ved at blive en af landets mest innovative og eftertænksomme instruktører.  Faktisk er hun så langt foran feltet, at vi på sin vis må kæmpe for at følge med hende, mens hendes egen fantasi løber forud og skaber nye måder at reagere på.  Jeg så hende første gang gøre sig bemærket på det intime Tristan Bates Theatre med en iøjnefaldende opsætning af Tim Connors og Susannah Pearses 'The Stationmaster'.  Mens jeg stadig fordøjede den, banede hun vejen for den store sal på Southwark Playhouse med en direkte og mesterlig 'Promises, Promises' – en forestilling af en sådan brillans, at det først er nu, det for alvor går op for mig, hvor velovervejet og effektiv den var.  Jeg vidste det ikke på det tidspunkt, men flere måneder efter den spillede færdig, kan jeg stadig se hendes iscenesættelse og karakterernes opstillinger for mig; jeg kan stadig følge deres bevægelser, høre deres ord, se deres ansigtsudtryk og – frem for alt – mærke, hvordan det føltes at sidde i teatret som publikum og opleve den begivenhed.  Ikke alle instruktører er velsignet med denne ekstraordinære evne til at skabe 'resonans' hos deres publikum på denne måde, at fortsætte forholdet mellem sig selv, deres omhyggeligt sammensatte ensemble og deres detaljerede produktioner, så det når ud over den tildelte spilleperiode og ind i efterlivet efter tæppefald.  Jeg tror, at Lagan måske er en af de bemærkelsesværdige instruktører.

Jordan Shaw, Gillian Saker og Chris Jenkins i Tick Tick BOOM.

Hvis det er tilfældet, går al ære til Katy Lipson fra Aria Entertainments, som Lagan er protegé af, og som sammen med Joe C. Brown nu står i spidsen for denne fine iscenesættelse af den charmerende lille forestilling skabt ud fra Larsons egen vittige soft-rock-monolog. Her afprøver han mange af de idéer, troper og greb, der senere fik lov at blomstre fuldt ud i den langt større og mere gennemarbejdede modernisering af 'La Boheme'.  Som debuterende producenter på denne adresse har holdet engageret et charmerende trekløver i det mindre scenerum: Chris Jenkins, der hittede her for lidt tid siden i 'The Burnt Part Boys', vender tilbage som stand-in for Larson, Jonathan, der kæmper for at skrive 'Den Store Amerikanske Musical' i form af sin (sandsynligvis ret uopførlige) 'Superbia'. Og som hans trofaste venner har vi Gillian Saker, der ankommer med upåklagelige meritter fra det klassiske teater, som Susan, og Jordan Shaw, der bringer West End-stjernestøv som Michael.  Alle tre får lov til at spille en række andre mindre roller, som de indimellem deles om, hvilket giver stykket et sjovt og improvisatorisk præg.

Chris Jenkins i Tick Tick BOOM!

Deres præstationer er fulde af kærlighed, ømhed og vid, pakket ind i en mild, ironisk selvironi og en lidenskabelig selvoptaget humor.  Det er præstationer, der vokser indefra karaktererne og ud mod os.  Jeg er sikker på, at de vil modnes yderligere i løbet af spilleperioden.  Teknisk set kan der være et par småting, især med lydhørheden (og jeg er overbevist om, at Jamie Woods løser de problemer i sit lyddesign): Bandet er forstærket, men – i hvert fald på premiereaftenen – lød det ikke som om, at de medvirkende var det.

Selve manuskriptet er tilsyneladende en ligefrem 'backstage-historie' af typen 'og så skrev jeg...', men givet en massiv postmodernistisk overhaling.  Sangene minder mere om varieret revy-stil end om konventionel musicalform.  Det lille live-band (dygtigt ledet af kapelmester og Larson-ekspert, Gareth Bretherton) virker faktisk til at spille 'inde i væggene' i hans lille lejlighed i New York.  Og møblerne i Nik Corralls collage-agtige scenografi kan skubbes og trækkes rundt for at skabe et hav af forskellige rum og miljøer, såvel som stemninger og rammer for de individuelle 'numre', der udgør historiens scener.  Ben M. Rogers lyssætter det hele med fokus på detaljerne, fra strejf af Broadway-glimmer til små, flakkende Puccini-agtige stearinlys.  Den urbane atmosfære understreges af den periodiske brummen fra klimaanlægget eller røgskyerne fra maskinen.  Denne rå storbyverden antyder både centraliteten og det flygtige ved de mennesker, der krydser gaderne, stuerne, dinerne, kontorerne og bilerne i Larsons verden.  Philip Michael Thomas sørger for de glidende overgange til bevægelser, der er både interessante og karakteristiske.

Chris Jenkins, Jordan Shaw, Gillian Saker i Tick Tick BOOM!

Lagan genskaber musicalen som et teaterstykke.  Hun griber ikke manuskriptet an som en opskrift på lette effekter, hurtige grin og forudsigelige følelser, men som en intellektuel udfordring for både hende selv og publikum.  Hun tager et ikke bare velkendt, men legendarisk værk og siger nærmest til os: 'I tror, I kender det her... men gør I nu det?'  Og det er netop gået op for mig, at hun gjorde det samme i 'Promises, Promises' og 'The Stationmaster', og det er en spændende erkendelse.  Effekten her er, at forestillingen virkelig rammer en: Man bliver konstant puffet ud af sin komfortzone og tvunget til at lytte – virkelig intenst – til hver eneste replik fra disse vidunderlige mennesker, der som luftkasteller flimrer for øjnene af os i al deres menneskelige skrøbelighed.  Det giver en usædvanlig form for engagement, hvor publikum metaforisk set balancerer på kanten af at opdage noget varigt og betydningsfuldt om karaktererne, mens man samtidig føler, at den åbenbaring glider længere og længere væk – den bliver stærkere og mere tydelig, efterhånden som den bliver sværere at nå.  For en forestilling, der reelt er en øveproces til den meget større 'Rent', er denne tilgang helt rigtig.  Den er måske vildt konstrueret med scener skrevet i vidt forskellige stilarter, hvor det nogle gange er umuligt at se en rød tråd i tone og formål.  Ikke desto mindre kan jeg med glæde sige, at jeg allerede har bestilt billet til at se den igen senere på sæsonen for at dykke ned i dens fascinerende æstetiske gåder.  Det er den type opsætning, der belønner et ekstra kig.

Fotos: Claire Billyard

Spiller indtil 27. maj 2017

BESTIL BILLETTER TIL TICK TICK BOOM! PÅ PARK THEATRE 90