ANMELDELSE: Two, Above The Arts ✭✭✭✭

Foto: Piers Foley Photography TWO

Shrapnel Theatre hos Above the Arts

4 stjerner

London bugner i øjeblikket af pub-teatre, der viser fremragende arbejde, både nyt og gammelt; men studioteatret Above the Arts lige ved Leicester Square er sandsynligvis det eneste pub-teater, hvor baren, stolene og gæsterne udgør den realistiske ramme for selve stykket. Da jeg ankom, så jeg mig omkring på stolene, der var opstillet omkring et halvvejs ryddet område foran baren, og spurgte bartenderen, hvor det var bedst at sidde. Han trak på skuldrene og sagde: ’Hvor som helst – du kommer til at sidde midt i begivenhedernes centrum.’ Og det viste sig i den grad at holde stik.

TWO blev opført første gang på Young Vic for omkring 25 år siden og var en af Jim Cartwrights tidlige succeser. Det er et hæsblæsende, virtuøst to-personers stykke, hvor skuespillerne starter bag baren som værtsparret på en pub i det nordlige England, før de løbende genopfinder sig selv i realtid som en række på tolv vidt forskellige stamgæster i løbet af en begivenhedsrig aften. Det, vi ser, er i essensen adskillige karakter-miniaturer, hvor stemning og tone skifter hurtigt; nogle gange er det monologer, andre gange dialoger mellem par. De tolv gæster afbrydes af gensyn med værtsparret, efterhånden som deres eget forhold bliver mere og mere betændt, før en afsluttende duet mellem de to ved lukketid gribende udfolder alt det, der hidtil har været antydet og skjult bag facaden.

Jeg spekulerede på forhånd over, om stykket mon ville føles dateret, men i denne forestilling fremstod kvaliteten i teksten helt frisk og retfærdiggjorde mere end rigeligt de priser, det modtog for et kvart århundrede siden. Præcis som med samtidens ’My Night with Reg’ er det den livlige, underfundige humor, den præcise karakteropbygning og den smertelige dialog, der straks fanger opmærksomheden. De kontrasterende menneskelige dramaer, der her skitseres med let hånd, har en overbevisningskraft, der gør det irrelevant, at der ikke findes mobiltelefoner, og at ingen har bestilt en Double Drambuie på en pub, jeg kender til, i meget lang tid. I tekstur og tone minder dramatikken om to forfattere, der er forskellige på overfladen, men tætte underneden: Terence Davies og Terence Rattigan. Dette stykke har scener, der fremmaner det hårdføre fællesskab og den rå, gnidningsfulde hverdag, man finder hos Davies, mens det også portrætterer den blege ensomhed og det stoiske sortsyn, som er Rattigans ’Separate Tables’ værdigt – et værk, som det også formmæssigt står i gæld til. Mange af de kvaliteter, der har kendetegnet Cartwrights senere arbejde, er allerede fuldt til stede her.

Men stykkets egentlige succes afhænger ligeså meget af de to skuespillere selv, både som individer og som parløb. Deres præstationer kræver mange hurtige skift i kostume, fremtoning og dialekt for at portrættere de mange lokale typer, mens de samtidig omhyggeligt opbygger den ulmende fjendtlighed og iboende ensomhed hos parret i centrum for handlingen. I 1990 var to kendte ansigter fra Brookside en stor succes i den første produktion, og lignende ros tilfalder denne gang Jamie Shelton og Chelsea Halfpenny, begge kendt fra Emmerdale, som mestrer de tekniske og følelsesmæssige udfordringer med sjælden dygtighed og elegance. Som de tolv forskellige karakterer interagerer de overbevisende med publikum (der behandles som andre gæster på pubben) og udfylder de forskellige personligheder med distinkte accenter, manerer og kropssprog. Med kun minimale skift i tøj, frisure og makeup hviler alt på skuespillernes evner, og her triumferede de. Som det centrale par opbygger de detaljerne så dygtigt, at når afsløringen i sidste scene endelig kommer – årsagen til deres fremmedgørelse – får det en voldsom gennemslagskraft og rører publikum dybt uden at føles manipulerende.

Det er svært at fremhæve enkelte præstationer fra dette gennemført fremragende persongalleri, men de mest mindeværdige karakterstudier var for mit vedkommende de portrætter, der handlede om henholdsvis smertelig selvlede og tyrannisk ondskab. Halfpennys skildring af en beruset og desperat elskerinde, der forsøger at konfrontere sin elsker og hans kone på pubben, havde en enorm dybde. Hun indfangede smukt den ydmygende skyggetilværelse som ”den anden kvinde”, der mod sin vilje altid må tilsidesætte sig selv. For Sheltons vedkommende kom aftenens højdepunkt måske i den utaknemmelige rolle som en besat, usikker og voldelig ægtemand, der er fast besluttet på at finde fejl i sin kones mindste ord og handling. Denne scene emmede af trussel og realisme og skabte en af de pauser af koncentreret stilhed, hvor man ved, at publikum er fuldstændig opslugt af karaktererne og handlingen.

Jeg havde en lille anke vedrørende håndteringen af den afsluttende scene. Den fungerer som en kraftfuld coda, hvor forfatter og skuespillere må give alt, hvad de har, og kaste de fine nuancer fra de tidligere sektioner over bord. Uden at afsløre for meget af handlingen er det måske nok at sige, at tonen i teksten pludselig skifter til den nådesløse konfliktform mellem par, som man finder hos Edward Albee. Holdet og instruktøren (Darren RL Gordon) valgte at spille materialet meget langsommere end den foregående naturlige dialog, hvilket fik scenen til at virke næsten operalignende, især i de lange pauser. Selvom dette gav ekstra vægt og betydning til skænderiet og årsagen til deres indestængte vrede, følte jeg stadig, det var en fejl. Dialogen ville have haft endnu mere chokeffekt og gennemslagskraft, hvis den havde bevæget sig i højt tempo mod den stoiske afslutning; og den ville stadig have stået i klar kontrast til de lettere, hurtigere sektioner fra tidligere. Musikalsk set er dette stykke egentlig et tema med en række herligt kontrasterende variationer, og slutscenen bør stadig stå i proportion til den overordnede struktur.

I sidste ende er TWO en fremragende aften i teatret, der suser afsted på firs minutter og efterlader en fuld af beundring over en så detaljeret opbygning af fortælling og karakter med brug af få, men effektive virkemidler og en bred følelsesmæssig palette. Denne genopsætning er fuldt fortjent og rigt belønnende på alle planer.

Man får lyst til at blive hængende og købe en drink i den ægte bar bagefter….

TWO spiller på Above The Arts frem til 22. april 2015.