ANMELDELSE: Violence and Son, Jerwood Theatre Upstairs ✭✭✭✭

Violence And Son

Jerwood Theatre Upstairs

8. juni 2015

4 stjerner

Royal Court har ikke ligefrem haft medvind på det seneste, så det er opmuntrende at kunne rapportere, at de med Gary Owens nye stykke har fået fat i en fremragende tekst i en mindeværdig opsætning, der helt er i tråd med teatrets radikale og bevidst udfordrende traditioner. Handlingen er til tider foruroligende og ubehagelig at overvære, og den fremstår helt indtil sin forløsning fuldkommen overbevisende. Skuespillerholdet er hele vejen igennem fremragende, og produktionen lever fuldt ud op til forfatterens ambitioner. Det kreative kollektiv har gjort et flot stykke arbejde med at bringe dette omfattende værk (over 100 sider i manuskriptform) til live i en forestilling, der aldrig trækker i langdrag eller ophører med at provokere og underholde.

Forestillingen er opsat som arena-teater på Jerwood Upstairs. Vi befinder os i en slidt og lurvet dagligstue i en dal i det sydlige Wales. Det hele starter med en 'Doctor Who'-fantasisekvens, hvor lysstofrørene over scenen sænkes og forvandles til en TARDIS-konsol, mens Liam (David Moorst) træder ind og styrer slagets gang klædt som Matt Smiths version af Doktoren. Lignende indslag med soniske skruetrækkere og lyssværd følger med i sceneskiftene. Disse er ikke blot dekorative eller morsomme afbræk; i stedet etablerer de et af de centrale temaer i dette mangefacetterede stykke, nemlig Liams behov for at finde et aspekt af sit liv, hvor han for et øjeblik kan føle sig som herre over sin egen skæbne – som subjekt frem for objekt. Han er en karakter, for hvem magtesløshed er normen, og hvor udfordringen består i at finde både overlevelsesmekanismer og måder at hævde sig selv på. Stykkets forløb kortlægges gennem de rivaliserende måder, hvorpå de andre karakterer tilbyder både fristelser og forslag til at nå disse mål, mens de samtidig lægger hindringer i vejen.

Liam er den syttenårige søn af Rick (Jason Hughes), en buldrende og uregerlig far, hvis karakter opsummeres af hans kaldenavn 'Violence' – ofte kærligt (eller mindre kærligt) forkortet til 'Vile'. Liam er vokset op hos sin mor i det nordlige England, men har for nylig måttet flytte tilbage til sin far i Wales efter moderens død af kræft, så han har en base, mens han færdiggør sin studentereksamen. Han har ikke andre muligheder.

Han reagerer på situationen dels ved stumt at acceptere den mobbende atmosfære i hjemmet, dels gennem eskapisme, som når han klæder sig ud som Matt Smith med fez og det hele. Rick har i mellemtiden fundet ind i en fast rytme af druk, damer og pludselige udbrud af voldsom aggression. Han er en rugende skikkelse, der i starten er fåmælt og blødes lidt op af kæresten Suze (Siwan Morris), der deler hans forkærlighed for alkohol og vilde byture. Ind i dette hjemlige setup træder Jen (Morfydd Clark), en veninde til Liam, som han lige har været til 'Doctor Who'-fanmesse med. Handlingen udspiller sig over en enkelt aften, da Jen ikke kan få en taxa hjem og må overnatte.

Der mangler selvfølgelig ikke rystende stykker om vold i hjemmet, dens årsager og konsekvenser, men dette stykke rammer plet på tre særlige måder.

For det første er det bemærkelsesværdigt nuanceret i sin præsentation af konflikterne. Gary Owen forsøger aldrig at undskylde eller bortforklare fysisk og seksuel vold, men han er dygtig til at vise, hvordan karaktererne kører hinanden op – nogle gange bevidst – for at fremprovokere en reaktion, som de må vide ender galt. Det gælder alle relationerne: Liam afskyr sin far, men vil samtidig desperat gerne ses og vinde hans respekt; Suze tørster efter Ricks opmærksomhed og går til selvdestruktive yderligheder for at få den; og Jen præsenterer sig for Liam både som en ven og noget mere, hvilket efterlader både ham og publikum i tvivl om hendes egentlige intentioner.

For det andet udviser teksten en sjælden evne til at illustrere, hvordan karaktererne interagerer så skadeligt, fordi de i virkeligheden lever i hver deres boble uden egentlig indlevelse i hinanden. Dette gælder især Rick/Vile, som ikke kan se ud over hverdagens druk, nemme scoringer og voldelige reaktioner på frustration. En af stykkets pointer, som måske bliver lidt vel pædagogisk mod slutningen, er, at nægtelsen af at lytte til eller overhovedet bemærke andre mennesker uundgåeligt fører til den brutale gennemtvingelse af både synspunkter og næver.

Endelig er det vigtigt at understrege, at det på ingen måde kun er sortseeri. Der er en modvægt af tør humor og opfindsom grovkornethed, som løber sideløbende med den faretruende vold, og som er med til at gøre karaktererne sympatiske på forskellige tidspunkter. Det gælder selv Vile, der besidder et skarpt og satirisk vid, når han er ædru nok til at bruge det.

Skuespillerpræstationerne er fremragende fra alle fire medvirkende, og instruktionen er flydende og usnobbet og udnytter den lille scene til fulde. Moorst er formidabel til at formidle Liams nørdede kejtethed, hans sorg over moderen og det virvar af ustabile følelser, der syder i ham i forhold til faren.

Hughes bevæger sig rundt på scenen med en ulmende intensitet, som man føler kan bryde ud i lys lue hvert øjeblik. Morris får det meste ud af en karakter, der har visse uforløste aspekter, mens Clark giver et nuanceret og detaljeret portræt af en karakter, hvis sande intentioner forbliver en gåde, selv for hende selv.

Så hvorfor ikke give den sidste stjerne til denne beundringsværdige opsætning? Det skyldes simpelthen, at slutningen føles uforløst efter så fint et karakterarbejde. Der virker til at være et knæk mellem den næstsidste scene, hvor Liam skarpsindigt gennemskuer, hvor lidt Jen egentlig ved om kærlighed og livet, og det efterfølgende forløb, som vrider karaktererne i retninger, der strider mod alt det forudgående.

Der er med andre ord en uforløst spænding mellem den gennemførte karakterudvikling og behovet for endnu flere plot-twists. For mig var slutningen slet og ret ét sving for meget, som hverken gavner budskabet eller dramaet.

Violence and Son spiller på Royal Court (Jerwood Theatre Upstairs) indtil den 11. juli 2015