ANMELDELSE: You Won't Succeed On Broadway If You Don't Have Any Jews, St James Theatre ✭✭✭✭

Ensemblet i You Won't Succeed On Broadway If You Don't Have Any Jews. Foto: Pamela Raith You Won't Succeed on Broadway if You Don't Have Any Jews

St James’ Theatre

27. august 2015

4 stjerner

Bestil billetter

At få til opgave at sammensætte en kabaret med de største jødiske musicalsange må svare til at skyde sild i en tønde.

Denne forestilling sigter efter at håndplukke fløden af en yderst succesfuld høst, og sikke en fløde det er – musicals af jødiske komponister tæller alt fra Oklahoma og Troldmanden fra Oz til Guys and Dolls, Spillemand på en tagryg, Skønheden og Udyret, Rent og Gypsy. Gershwin, Berlin, Hammerstein og Sondheim fylder alle præcis så meget, som man kunne forvente, sammen med et par overraskelser – hvem vidste for eksempel, at Boublil og Schönberg fra Les Mis-berømmelsen var jødiske?

Med sådan et talentfelt at trække på var sætlisten forudsigeligt fremragende, og et genkendelsens 'åh' mødte næsten hver eneste åbningsakt. Der er 28 sublime numre (medleys ikke medregnet) i denne produktion, og man kunne uden tvivl fylde dusinvis af fantastiske shows med det, der ikke slap gennem nåleøjet. Det virkede dog som en stor udeladelse ikke at inkludere noget fra The Producers – en musical, der er omtrent lige så jødisk som challah-brød og gefilte fish (hovedpersonerne hedder trods alt Bialystock og Bloom!).

Showet var bygget op kronologisk og startede med den store jødiske migration til Amerika i de tidlige 1930'ere og sluttede i nutiden. Mellem hvert årti var der et filmklip, der gav historisk kontekst og forklarede mere om sangene. Dette kunne nemt være blevet tørt og ensformigt, men de ledsagende animationer var en fornøjelse at se på. Disse vignetter blev desuden bakket op af levende musik fra Inga Davis-Rutters band, som var fremragende hele aftenen.

Forestillingen er fuld af liv og gejst, og den undgår den statiske følelse, der ofte kan præge kabaretter. Hver sang er tydeligvis tænkt som et selvstændigt teaterstykke frem for blot en fællessang, og Chris Whittackers koreografi er helt afgørende for, at det lykkes. Dansen er sjovest, når den omfavner showets jødiske rødder; 'Tradition' fra Spillemand på en tagryg og den forrygende finale blev begge ledsaget af energifyldte rutiner. Det føltes som at være gæst til et jødisk bryllup – det var smittende hyperaktivt og opløftende.

John Barr og ensemblet i Be Our Guest. Foto: Pamela Raith

Overgangene mellem sangene, som ofte kan ødelægge energien i denne slags shows, var hurtige og i ét tilfælde ligefrem hylende morsomme. Jackie Marks, den første britiske kvinde til at spille Fantine, leverede en bjergtagende udgave af 'I Dreamed a Dream' fra Les Mis. Da hun forlod scenen med bævrende læber, blev hun næsten løbet over ende af en flok fitness-entusiaster i neonfarver og lycra, der stormede ind for at levere en forrygende version af 'Fame'. Begge præstationer var strålende på hver deres måde; forestillingens store alsidighed holdt den frisk og sikrede, at den aldrig føltes langtrukkent.

Selvom koreografien generelt var rigtig god, kunne den til tider have været brugt med lidt mere mådehold. De energiske ensemblenumre nød tydeligvis godt af truppen på seks dygtige dansere. Men at bruge dem under solonumrene og videoerne var ofte distraherende, når selve handlingen sagtens kunne tale for sig selv. At have et dansenummer samtidig med, at man ønsker, publikum skal se på en skærm et andet sted på scenen, virker modhensigtsmæssigt – især når emnerne var så tunge som Holocaust og 9/11. Ligeledes havde Sophie Evans' suveræne fortolkning af 'Over the Rainbow' ikke brug for ballet under andet vers, især da det visse steder blokerede for udsynet til Evans.

Revyer og kabaretter er altid lidt af en blandet landhandel, men heldigvis var der langt flere pletskud end fejlskud. 'There’s No Business Like Show Business' (fra Annie Get Your Gun) blev udnyttet til det yderste for sit komiske potentiale, og et medley fra My Fair Lady gav Mia Ormala mulighed for at vise sit imponerende høje register. Det relativt nye talent Danny Lane gjorde det også flot i 'Everything’s Coming Up Roses' fra Gypsy, som han fremførte med ægte passion. Den førnævnte 'Tradition' og finalen (titelsangen fra Spamalot) var de utvivlsomme højdepunkter, der rundede henholdsvis første og anden akt af med stil.

Sophie Evans. Foto: Pamela Raith

Trods det generelt høje kvalitetsniveau var der enkelte sange, der ikke helt matchede standarden. 'Four Jews in a Room' fra March of the Falsettos var et hit hos publikum, men forekom mig at ligge langt under resten af sætlisten rent musikalsk. 'Big Spender' fra Sweet Charity fungerer bedst som et pirrende og forførende nummer, men her var koreografien af en type, der lignede noget, der var udtænkt efter et besøg på en stripklub. Omvendt havde 'La Vie Bohème' fra Rent, som bør være anarkistisk og larmende, al den kant, man finder til en tam landsbyfest, i et ujævnt Rent-medley (selvom det dog bød på Natalie Lipin, der er næsten en tro kopi af Idina Menzel fra det originale cast).

Castet på tolv personer var fremragende hele vejen igennem – det føles næsten uretfærdigt at fremhæve enkelte, da de alle var fantastiske, men som Irving Berlin ville sige: 'that’s show business'. John Barr er en veteran i West End, og han viste sin klasse og komiske timing i en vidunderlig udgave af 'Be Our Guest' samt som leder af den sublime finale. Castet blev dog brugt lidt ujævnt, og det virkede som om, Barr var fraværende det meste af anden akt; hans tilbagekomst gav produktionen et mærkbart løft.

Sophie Evans er også en ægte stjerne med en suveræn stemme – hendes udgaver af 'Fame' og 'Over the Rainbow' sad lige i skabet. Hun har et utroligt udtryksfuldt ansigt og dansede flot, når det var påkrævet (nogle af hendes medspillere så ud til at slippe for de sværeste dansetrin). Sarah Earnshaw var desuden hylende morsom som bruden i 'Not Getting Married Today' fra Company – et teknisk ekstremt svært nummer for selv den mest garvede sanger.

Denne kabaret er utrolig underholdende og velproduceret. Den kombinerer fremragende musik og præstationer med en indsigtsfuld rejse gennem den jødiske musicalhistorie. Showet har begejstret publikum i Tel Aviv, men at dømme ud fra aftenens fremmøde har det i den grad også sat sit aftryk i London.

You Won't Succeed On Broadway If You Don't Have Any Jews spiller indtil den 5. september på St James Theatre