INTERVIEW: Alexandra Spencer-Jones, kunstnerisk leder

Ewan Stuart taler med den kunstneriske leder af Action to the Word Theatre Company. Alexandra Spencer-Jones har tidligere arbejdet på Constance & Sinestra and the Cabinet of Screams, som hun vandt en MTM:UK-pris for i kategorien Best Emerging Artist, og A Clockwork Orange, der nu er på verdinsturné. Hendes nuværende forestilling The Oresteia: Part 3 Eumenides har premiere på Camden People’s Theatre. The Oresteia: Part 3 Eumenides er den sidste del af den trilogi, du har arbejdet på. Hvad handler det hele om? Grundlæggende er de tre dele en kamp fra mørke mod lys, så man skal igennem alt det smertelige for at nå frelsen. Det er de gamle grækeres version af fortællingen om Kristus og skabelsen af demokrati i ordets reneste forstand. Så denne tredje del handler om at få rettet op på en masse uretfærdigheder og sætte spørgsmålstegn ved – ikke bare forbrydelserne fra de foregående dele – men de foregående generationers synder. Det hele hviler på skuldrene af denne ene mand, der har dræbt sin mor, men i den handling tager han ansvaret for generation efter generation af sin families rædselsvækkende ugerninger. Ligesom Hamlet, men så meget mere, fordi han står til ansvar for alle dem, der kom før ham. Det lyder som en ret voldsom opgave, er det hele gået glat for dig? Det var et mareridt, da vi kastede os over tredje del første gang! Jeg mistede ham, der spillede Orestes i anden del, fordi han fik en plads på en international turné. Det var hans store drøm, og vores kontrakt var selvfølgelig meget kortvarig. Det var svært for ham at sige nej til en verdensturné, så jeg udskød det. Jeg ville ikke lave det uden ham. Han er ligeså meget en del af det, som jeg er. Han er trilogiens hovedrolleindehaver, Tom Christian. Han har spillet i rep hos mig i et par år; han er en fantastisk skuespiller, han gav mig Titus, og han var med i A Clockwork Orange fra starten. Jeg har et rigtig godt samarbejde med ham. Det lyder som om, der er mange mennesker, der investerer meget i forestillingen. Hvad fik dig til at kaste dig over netop dette stykke? Jeg læste det oprindeligt på oldgræsk og forelskede mig i historien for mange år siden. Idéen om at bruge 1945 som kontekst for første del føltes helt rigtig for mig. Det var noget, jeg eksperimenterede med på universitetet, hvor jeg lavede en workshop-opsætning af Agamemnon med et kor af RAF-piger. Jeg fik så mulighed for at udforske det tema meget dybere og bruge et kor af "land girls", da vi satte det op i 2010. Korene i alle tre forestillinger er forbundet på hver deres måde. Men de har alle deres egen karakter, baggrund og bidrag til historien. Min store ambition var at trække handlingen tættere på vores nyere historie, så vi kunne genkende krigens anstrengelser – så den trojanske krig bliver til vores anden verdenskrig. At nå til afslutningen på en trilogi må føles stort for jer alle, men for dig – med alt det ekstra arbejde, du lægger i det – føles det så som afslutningen på noget endnu større? Det er kæmpestort for mig, da vi startede med Agamemnon i 2010, så det betyder utrolig meget. I kontrast til at denne trilogi slutter, så begynder dit liv med Action to the Word vel at blive meget mere travlt? A Clockwork Orange er på verdensturné, og dit arbejde bliver for alvor bemærket. Hvordan har det ændret kompagniet? Den kom lige hjem fra Hong Kong i sidste uge, og jeg var med derude. Egentlig er Clockwork vel vores... altså, vi er jo i virkeligheden et Shakespeare-kompagni. Alt udspringer fra Shakespeare, og det gør det stadig. Med Clockwork... vi tog en sæson på Fringe-festivalen i 2011 med tre forestillinger: Titus Andronicus, som var vores Shakespeare-stykke, Constance & Sinestra and the Cabinet of Screams og A Clockwork Orange. Jeg tog nok 26 skuespillere med til Edinburgh, og alle medvirkede i to ud af de tre forestillinger. Det var et sats. Jeg tror lige præcis, vi fik betalt deres husleje. Vi arbejdede alle sammen i vores dagsjob og mødtes så hjemme hos mig og øvede i vores fritid. Vi arbejdede bogstaveligt talt 40-50 timer om ugen oveni vores normale jobs på 30-40 timer. Vi var så passionerede og så unge. Vi tog derop i håbet om, at forestillingerne ville blive bemærket. Og det blev de, hvilket er fantastisk, for det betyder, at vi er blevet et professionelt kompagni. Vi har kunnet betale vores skuespillere, og vi er i en position nu, hvor de folk, der var en del af den oprindelige investering, har rejst verden rundt. Jeg er så stolt over, hvor Clockwork er i dag, for det har været længe undervejs. Vi havde denne workshop-forestilling i Proud Galleries i Camden, i de gamle hestestalde, over tre aftener. Det var meget rockstjerne-agtigt, meget pop-up; ingen kostumer, ingen scenografi, ingenting... bare rent skuespil. A Clockwork Orange bliver ofte set som et ret voldeligt værk. Når man ser på pressefotos fra Agamemnon og Titus Andronicus, ser de også ret blodige ud. Har du en svaghed for det brutale? Jeg kan bare godt lide dramatisk arbejde. Det er først i år, jeg er begyndt at lave mere naturalistiske ting i mit eget liv. Jeg har så at sige to hatte på: Jeg arbejder som både Associate Director og Assistant Director ved siden af mit arbejde med Action to the Word. Jeg skal arbejde på et Caryl Churchill-stykke i Birmingham i det nye år, Cloud Nine. Jeg har smag for drama og det helt store drama. En reel udfordring for mig ville være at opsætte Ibsen eller noget mere jordnært. Noget uden blod? Der er blod i det hele, når det kommer til stykket. Du må være god til at samle nogle ret robuste hold af mennesker. Den dedikation, dit Edinburgh-hold udviste, er ekstraordinær, og det nuværende hold har arbejdet sammen med dig i fire år på denne trilogi. De mennesker, man arbejder med på en forestilling, ender med at blive ens familie, fordi man lever og ånder sammen med dem. På turné var det mig og 10 fyre i tre måneder. Og min kvindelige Associate (gudskelov!); vi tog begge til Hong Kong med de 10 fyre, så man lever virkelig tæt op ad hinanden. Og i Edinburgh deler man jo værelser med så mange, man overhovedet kan klemme ind! Så vi bliver hinandens fortrolige, venner, brødre og søstre. Det skiller fårene fra bukkene; man finder ud af, hvem man elsker at bo sammen med. Men det vigtigste er, at alle elsker arbejdet. Og jeg har det med at undgå at caste irriterende typer. Jeg vil have folk omkring mig, som virkelig har lyst til at være der. Det er også blevet vigtigere for mig at arbejde med folk fra andre lande, hvilket er nyt og spændende. Det er det internationale arbejde, der har ført til det – at jeg rejser til andre lande, og folk siger: "Jeg er inspireret af dit arbejde, må jeg komme og arbejde for dig?" Vi tager dem ind stille og roligt, en eller to om året. Folk rykker naturligvis videre, men ofte kommer de tilbage; de rejser ud for at komme hjem igen og værdsætte, hvor kærlig vores arbejdsstue er. De kommer tilbage og føler sig velkomne og, håber jeg, som en integreret del af holdet. Og hvordan er stemningen i prøvelokalet nu, hvor premieren nærmer sig? Det har været rart, for her i den sidste spurt får jeg lov til at bruge mere tid sammen med hovedrollerne, og det er faktisk lidt hjerteskærende, hvis jeg skal være ærlig. Det er en meget trist historie. Men stykket er særligt interessant her, fordi det handler om kærlighed. Det er derfor, 60'erne er den perfekte ramme; alt det lort, der er sket før, skal renses væk. Den eneste måde at gøre det på er ikke at glemme det eller lade som om, det aldrig er sket – det handler om at se det i øjnene og overvinde det med kærlighedens kraft. Det var det, 60'erne handlede om – at udrydde krigens trængsler og 50'ernes smalhals. 60'erne sagde bare: "Her er musik, kom videre!", "her er lidt hallucinogener, tag det med!". www.actiontotheword.com