ANMELDELSE: Admissions, Trafalgar Studios London ✭✭✭✭

Helena Payne anmelder Alex Kingston i Admissions af Joshua Harmon, som netop nu spiller på Trafalgar Studios i London.

Alex Kingston (Sherri) og Sarah Hadland (Ginnie) i Admissions. Foto: Johan Persson Admissions Trafalgar Studios

4 Stjerner

Bestil nu

Sherri Rosen-Mason, spillet af Alex Kingston, er optagelsesleder på en ambitiøs privatskole; hun bor i et ambitiøst drømmehus med et ambitiøst køkken sammen med sin ambitiøse mand, som er skolens rektor. Hendes eneste søn, Charlie Luther Mason, drømmer om at læse på Yale, men bliver afvist, mens hans bedste ven Perry (der tilfældigvis er ”en fjerdedel sort”) kommer ind. Sherris livsværk – at gøre skolen ”mindre hvid” – og den ”ædle” opgave med at øge mangfoldighedskvoten til 20 %, bliver sat under lup, da hun forsøger at støtte sin søn gennem hans store skuffelse og forsvare det system, der i dette tilfælde har spændt ben for ham.

Alex Kingston (Sherri) og Andrew Woodall (Bill) i Admissions. Foto: Johan Persson

Race-problematikken er tidens helt store samtaleemne i teatret. Efter succesen med Bad Jews vender Joshua Harmon nu blikket mod hvidhed – eller mere specifikt, den liberale hvidhed. Det føles en smule ubehageligt og ganske overraskende at se et stykke om race i det moderne USA opført af et rent hvidt cast, men som Saids teorier om ”den anden” foreskriver, skal hvidhed udforskes som en selvstændig størrelse snarere end en neutral standard, og jeg formoder, at det er præcis det, Harmon forsøger at opnå med denne rollebesætning.

Præstationerne over hele linjen er stærke, ikke mindst fra Alex Kingston, der deler nogle pinefulde øjeblikke med publikum, mens hun forsøger at tilpasse sine tanker og reaktioner for at bevare sit eget idealiserede selvbillede. Ben Edelman er på én gang irriterende og ynkværdig som den flittige søn, der ikke får sin drøm opfyldt på Yale, men som i sin vrede fremfører væsentlige pointer om, at race og privilegier ikke altid hænger uløseligt sammen. Der er skarp komik fra Margot Leicester, der repræsenterer en mere ærlig og gammeldags racisme over for Sherris upåklageligt polerede dobbelttale, såsom ”find nogle minoriteter til mig, der ser sorte ud på billeder”. Det er tåkrummende. Sarah Hadlands fortolkning af Sherris bedste veninde og Perrys mor leverer øjeblikke af ægte patos, mens hun forbliver pinagtigt problematisk. Ingen er dog helt så usympatisk som faren, spillet af Andrew Woodall. Sammenlignet med sin temperamentsfulde søn og hykleriske kone efterlever han nok sine politiske overbevisninger mest konsekvent, men han mangler enhver form for medfølelse i en grad, der virker helt frastødende.

Alex Kingston (Sherri), Andrew Woodall (Bill) og Ben Edelman (Charlie) i Admissions. Foto: Johan Persson

Jeg nød dette stykke. Teksten er oprigtigt morsom, og jeg synes, den tør røre ved nogle af tidens tabuer. Ved at fokusere på den liberale hvide identitet tør den sætte karakterer på scenen, der hverken er onde eller helte. De fundamentalt fejlbarlige mennesker, vi møder i Admissions, befinder sig i den moralske gråzone, hvor de fleste af os – hvis vi er ærlige – nok selv hører til. Det er ubestrideligt, at når det gælder personlig fremgang, så bruger alle de midler, de har til rådighed, uanset om det er penge, indflydelse eller muligheden for at sætte et kryds i en boks, der sender en forrest i køen. Måske taler Harmon mest direkte gennem sin hovedperson, når hun proklamerer: ”Hvis ingen var besat af det, ville intet nogensinde ændre sig.” I Admissions er Harmons fokus på hvidhed et nødvendigt bidrag til den bredere debat om race og identitetspolitik, som vi ser i teatret og i det kulturelle landskab generelt.

BESTIL BILLETTER TIL ADMISSIONS PÅ TRAFALGAR STUDIOS

BESTIL BILLETTER TIL ADMISSIONS PÅ RICHMOND THEATRE