ANMELDELSE: Anyone Can Whistle, Union Theatre ✭✭✭

Oliver Stanley som Hapgood og ensemble i Anyone Can Whistle. Anyone Can Whistle

Union Theatre

11. februar 2017

3 stjerner

Bestil billetter

'Anyone Can Whistle', ja. Men 'Anyone Can Write A Musical'? Bestemt ikke. Dette værk har et storslået partitur af Stephen Sondheim, som i hver eneste note og stavelse foregriber det geni, der senere blomstrede i 'A Funny Thing Happened On The Way To The Forum', 'Company', 'Follies', 'Merrily We Roll Along', 'Sweeney Todd' og mange flere. Det har dog også et manuskript af Arthur Laurents, som på ingen tænkelig måde minder én om, at det er skrevet af samme mand bag manuskripterne til 'West Side Story' og 'Gypsy'. Musikken er så velskrevet, at den overbeviser en – hvis man kun lytter til sangene – om, at det må være en god forestilling. Sangene er så karakterfulde, så smukt tegnet og så vittige, at værket de tilhører, pr. definition må være lige så fantastisk. At det aldrig har haft succes, må skyldes, at det er blevet misforstået af publikum og anmeldere; de samme folk, som ved den katastrofale – og eneste – opsætning på Broadway i 1964 lukkede forestillingen efter blot ni dage. På baggrund af sangene leder man efter en anden forklaring. Men nej. Manuskriptet er alvorligt skadet og burde i retfærdighedens navn skæres væk fra musikken, så en anden kunne skrive noget, der rent faktisk komplimenterede Sondheims lækre sange frem for det inkompetente libretto, Laurents påtvang ham.

Union Theatre har desværre ikke beføjelse til at foretage en sådan redningsaktion. De må præsentere det samme manuskript, som sænkede forestillingen første gang. Og det gør de trofast. Instruktør Phil Willmott giver os al energien fra Laurents' maniske drama og forsøger at gøre en dyd ud af det hæsblæsende tempo. Ensemblet farer rundt, op og ned ad trapperne som statister i en feberagtig tysk ekspressionistisk film. Åbningsnummeret – strålende iscenesat af Holly Hughes – fungerer vidunderligt. Her fanges forestillingens satiriske tone perfekt, og man føler sig mere fortrøstningsfuld, end man får lov til at være resten af aftenen – men det er kun, fordi vi endnu ikke har hørt mere end et par linjer af Laurents' dialog.

Ensemblet i Anyone Can Whistle.

Penn O'Cara har klædt castet næsten ensartet på, dog med markante kostumer til de rædselsfulde magthavere, især borgmesterinden Cora Hoover Hooper (måske en sammenblanding af præsident Herbert Hoover og sladderspalte-dronningen Hedda Hopper?), som i Felicity Duncans skikkelse minder en del om society-værtinden Elsa Maxwell. Duncan synger sine cabaret-numre med præcision, selvom man kunne have ønsket sig lidt mere råstyrke i stemmen. Rollens oprindelige indehaver, Angela Lansbury, bekymrede sig om karakterens mangel på varme, og Sondheim tilfører hende reelt kun menneskelighed gennem sine smukke musikalske fraser (Laurents' manuskript giver intet: han virker til at have hadet karakteren, præcis som han hadede alle de andre).

Der er også et hold 'unge elskende' – kan man tro det? – og de klarer sig lidt bedre. De får det eneste menneskelige øjeblik i den to timer lange tour de force gennem misantropi og bitter satire: 'With So Little To Be Sure Of' er et mesterværk af medfølelse og enkelthed – en oase af ro og ærlighed i et værk, der ellers virker dedikeret til at være fremmed over for den slags. Ellers er der ikke meget andet for Sondheim at gøre end at servere kloge, spidse musikalske kommentarer om sin tids selvfede magtelite.

Felicity Duncan (Cora), James Horne (Schub), Rachel Deloose (Fay) og Oliver Stanley (Hapgood) i Anyone Can Whistle.

Interessant nok for en sangskriver, der ofte anklages for at mangle hjerte, er han her den mest humane part i forfatterteamet. Forestillingen bør ses, om ikke andet så for at vidne om den varme, han udviser i denne ellers endimensionelle historie. Rachel Delooze som sygeplejersken Fay Apple og Oliver Stanley som 'nørden' Hapgood gør deres bedste for at puste liv i deres papfigurer. Når de synger, befinder de sig i en helt anden forestilling: Sondheims forestilling. Og den er vidunderlig. Men så snart de skal levere Laurents' dialog, falder korthuset sammen.

Der er et stort ensemble, og deres musik er fremragende. Kapelmester Richard Baker gør et formidabelt stykke arbejde med at holde styr på de konstante skift i takt og tempo. Jeg er sikker på, at musikken er lige så svær at danse til som Stravinskijs 'Le Sacre du printemps', og heldigvis er castet bedst, når de kaster sig ud i Hughes' atletiske koreografi. Det er dog en skam, at manuskriptet kun tillader ensemblet at være kulisse for de usympatiske hovedroller.

Det er, hvad det er, på godt og ondt. Vi får at vide, at det er en 'aktuel' påmindelse om magtens korrumperende effekt og egoistiske politikere. Måske. Men forestillingen væltede ikke murene i 1964, og jeg tror heller ikke, den får Trump Tower til at ryste i dag. De musikalske præstationer vil glæde alle, der elsker genialt skrevne sange, og de vil sætte gang i fantasien om en anden og bedre historie at fortælle til musikken. En dag får vi måske den historie. Men ikke endnu.

Spiller indtil 11. marts 2017

BESTIL BILLETTER TIL ANYONE CAN WHISTLE PÅ UNION THEATRE HER