ANMELDELSE: Aspects Of Love, Southwark Playhouse ✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder Aspects Of Love af Andrew Lloyd Webber, Charles Hart og Don Black, som er rykket fra Hope Mill Theatre i Manchester til Southwark Playhouse i London.

Felix Mosse og Kelly Price i Aspects Of Love. Foto: Pamela Raith Aspects of Love

Southwark Playhouse

10. januar 2019

4 Stjerner

Bestil Billetter Vi oplever i øjeblikket noget af en genopdagelse af Andrew Lloyd Webbers musicaler, og her er endnu en, der er bragt vidunderligt til live af producenterne Jim Kierstead og Katy Lipson i samarbejde med det oprindelige teater, Hope Mill Theatre i Manchester, og som nu gør sit indtog på Southwark Playhouse i det sydlige London.  Ved premieren torsdag aften var tekstforfatterne Don Black og Charles Hart til stede for at overvære den pragtfulde genfødsel som kammer-musical af fineste skuffe, og for at opleve, hvor effektivt stykket fungerer med et cast på 10 personer akkompagneret af to klaverer og slagtøj.  Skuespillerne mærkede det samme, og alle syntes enige om, at dette ikke så meget er en musical som et skuespil, hvor alle synger og – af og til, med forrygende effekt – danser.

Jerome Pradon, Kelly Price og Felix Mosse i Aspects Of Love. Foto: Pamela Raith

Det første, der fanger én ved denne opsætning, er Jason Denvirs smukke scenografi: Vi træder ikke så meget ind i en kulisse som i et miljø, hvor loftet er dækket af diskotekslys og bagvæggen består af hvide jalousidøre, mens teatrets berømte firkantede scene er omkranset af kabaretborde og stole.  Et par store reklameskilte signalerer de (mange) sceneskift, og Aaron J. Dootsons lyssætning fanger subtilt enhver ændring i fokus og stemning, mens vi bevæger os frem og tilbage mellem by og land, teater og hjem, en togkupé eller en militærlejr i udlandet, og alle de andre steder, som denne rastløse, episke fortælling om kærlighed og tab over 17 år formår at rumme.  Baseret på David Garnetts roman fra 1955 af samme navn, har Lloyd Webber selv skabt bearbejdelsen – fascinerende og så karakteristisk for en kunstner, der altid søger nye udtryksveje.  Teksterne – og sikke smukke, klare ord det er – blev betroet det stærke makkerpar af hans faste samarbejdspartnere: Don Black, der bidrager med intimiteten fra 'Tell Me On A Sunday', og Charles Hart, der bringer det operatiske vingesus fra 'Phantom of the Opera'.  'Aspects' forener således nærheden fra det intime drama med det romantiske storladne, og resultatet er fremragende.

Madalena Alberto i Aspects Of Love. Foto: Pamela Raith Forestillingen spillede i tre store år, da den først fik premiere på Prince of Wales Theatre i 1989, hvilket gjorde Michael Ball til stjerne og sendte en række fantastiske sange ind i det populære musikrepertoire.  Værket har siden rejst verden rundt til Broadway, Sydafrika og Holland, ligesom det har haft flere succesfulde genopsætninger i Storbritannien med stjernespækkede casts.  Men et sted inde i værket følte man, at der gemte sig en mere personlig historie, hvilket Trevor Nunns version på Menier Chocolate Factory i 2010 gav os et første indblik i.  Fem år senere færdiggjorde Lloyd Webber sin egen version til mindre scener, og nu får vi gennem instruktør Jonathan O'Boyles fine arbejde på Hope Mill premiereproduktionen af denne udgave.  I London ser vi stort set det samme cast, med kun én ændring i hovedrollen: Madalena Alberto har erstattet Kimberly Blake.

Jerome Pradon og Madalena Alberto i Aspects Of Love. Foto: Pamela Raith

Og det er gennem deres karakterers liv, at vi for alvor mærker historien.  Alberto havde mirakuløst nok kun to uger til at forberede sig til overflytningen, men leverer en magisterlig præstation som billedhuggeren Giulietta Trapani; hendes stemme er fænomenal med en kontrolleret og distinkt klang, der bringer hver vokal klart frem til os, mens hun fraserer sine linjer med en kunstners omhu.  Hun vinder publikums hjerter, når hun synger og løfter os med sin intense lyrik.  Hendes modspiller, den dominerende og lunefulde skuespillerinde Rose Vibert, spilles i topklasse af Kelly Price, som vokser gennem historien og ændrer sig for øjnene af os, efterhånden som hendes bånd til personerne omkring hende – især mændene – skifter, udvikler sig og falder fra hinanden.  Denne forestilling er i virkeligheden historien om disse to kvinder.  Som det også var tilfældet i den nylige genopsætning af 'The Woman In White' på Charing Cross Theatre, skriver Lloyd Webber nogle af genrens bedste dramatiske kvinderoller.  Her, hvor al glamour og show fra den store produktion er skrællet væk, ser vi deres skæbner, følelser og håb fint indvævet i hver eneste nuance af hans melodiøse musik.

Mændene spiller til gengæld andenviolin her.  Roses nye erobring, den kluntede 17-årige Alex Dillingham, portrætteres sympatisk og troværdigt af det relativt nye navn Felix Mosse: han har en pragtfuld stemme og skal nok nå langt, som han får slebet de andre facetter af sit håndværk; med tiden vil han sikkert også vinde dramatisk tyngde (som det ofte ses med unge sangere, og især mændene).  Mosse har det sværere, når han skal ældes 17 år og spille ældre end han er – det er ingen nem opgave.  På den anden side hygger Jerome Pradon sig som den mere etablerede figur, onkel George Dillingham, i de spændinger der opstår mellem generationerne.  Han synger sin musik – der rummer nogle af Lloyd Webbers mest eftertænksomme øjeblikke – med omhu og elegance, selvom hans karaktertegning indimellem virker lidt ufokuseret.  Minal Patel giver os stor vokal varme i birollen som Marcel Richard, mens Eleanor Walsh er bemærkelsesværdigt overbevisende som den unge fristerinde Jenny Dillingham.  Alle i stykket er forelskede i alle... og tilsyneladende på så rodet og kompliceret vis som muligt.  Man ville nok undgå dem som naboer, men i hænderne på Black og Harts lyriske poesi og Lloyd Webbers forførende melodier, ender man med at ønske, man var ligesom dem!

Felix Mosse i Aspects Of Love. Foto: Pamela Raith

Omkring disse hovedroller finder vi et fint lille ensemble bestående af Julia J. Nagle som Elizabeth, Jason Kajdis atletiske og vågne Hugo Le Meunier, Jack Churms' Jerome og Eleanor Jacksons charmerende servitrice og skuespillerinde.  Disse velvalgte performere udfylder de roller, som i en film ville blive spillet af dygtige karakterskuespillere; det er dem, der skaber den følelse af virkelighed, som må omgive hovedpersonernes liv.

Selve musikken spilles flot af kapelmester Richard Bates – en yderst erfaren herre; han betjener det ene af de to klaverer (Tom Chippendale tager det andet, og de lyder altid som en enhed) med klarhed og intelligens, suppleret af fine slagtøjseffekter fra Jess Clarke.  Der er dog forskel på at bruge opretstående klaverer (som her) frem for flygler.  Det er ikke en kritik af musikerne, men kvaliteten af denne musik fortjener de bedste instrumenter, og det har Bates og Chippendale ikke fået: man kan indvende, at teatret ikke har plads, men da de er forstærkede, kunne de placeres andetsteds.  Lydstyringen af både musikken og castet er også problematisk; lyddesigneren James Nicholson var stadig i gang med at rette mærkbare tekniske fejl, mens vi andre fejrede forestillingen i baren bagefter.  Jeg håber, det bliver løst.

Overordnet set leverer O'Boyle mange lykkelige øjeblikke, hvor samspillet mellem karaktererne er ubesværet, spontant og naturligt, og helt afstemt efter dramaets præcise konturer – et plot der er tjekhovsk i sin kompleksitet og langt overgår den gennemsnitlige musical!  Omvendt er der tidspunkter, hvor instruktionen virker tydelig, men uden samme detaljegrad i udførelsen.  På Southwark Playhouses scene er der ingen steder at gemme sig for de medvirkende.  Der er øjeblikke, hvor de blot virker til at stå og vente på noget at tage sig til.  Det tilgiver man dog, fordi man ved, at de snart bliver reddet ud af disse pauser af partiturets og teksternes magi.  Når Sam Spencer-Lane får lov at folde sine koreografiske vinger ud (hvilket for alvor sker i ét nummer i anden akt – og det er vidunderligt), kommer der en tiltrængt dynamik på scenen.  Man kunne ønske sig mere af dette andre steder.  Som spilleperioden skrider frem, forestiller jeg mig, at disse 'huller' vil blive fyldt ud og beriget med en fuldendt realisering af produktionens vision.  Det håber jeg i hvert fald.

For generelt er det en flot bedrift.  Den har mindet os om, at Andrew Lloyd Webber er en af de mest bemærkelsesværdige skabere af musicalteater, ikke bare i dette land, men til alle tider.  Dette er en smuk opsætning, der genopfrisker denne sandhed og fører os ind i det kostbare og spændende univers, som er hans kreative fantasi.  Se forestillingen, og klangen af hans musik vil ringe i dine ører i dagevis efter, forenet med de elegante ord fra den britiske musicalverdens to giganter, tekstforfatterne Don Black og Charles Hart.

Spiller indtil 9. februar 2019

BESTIL BILLETTER TIL ASPECTS OF LOVE