ANMELDELSE: Ballroom, Waterloo East Theatre ✭✭✭

Ballroom

Waterloo East Theatre

Mandag den 15. maj

3 stjerner

Hvis du nogensinde har spekuleret over, hvad Michael Bennett tog sig til, efter han skabte kæmpesuccesen ‘A Chorus Line’, så har du chancen for at finde ud af det nu.  Det snarrådige teater med 100 pladser under Waterloo East station fejrer sit syvårs jubilæum for at bringe usædvanligt og ofte ukendt musicalrepertoire til vores øjne og ører med måske dets hidtil flotteste produktion af grundlægger og kunstnerisk leder, Gerald Armin: Et cast på 14 og et band på 5 fylder rummet i en herligt kitschet, men kærligt slidt genskabelse af en danseklub fra 1970'ernes New York, Stardust Ballroom.

Forestillingen lander præcis på rette tid, lige før National Theatre kaster deres ‘Follies’ over os, og den besøger også ældre menneskers liv og ældre kunstneres talent.  Men i modsætning til ‘Follies’ og de forhenværende stjerner fra Broadways guldalder inden for variety, så byder ‘Ballroom’ på de helt almindelige typer fra det umoderne Bronx – en bydel, der ligger mange metrostoppe væk fra glitteret og glamouren på ‘The Great White Way’.  De samles en gang om ugen i den enkle, ret triste dansesal (scenografi og lys af Paul O’Shaughnessy), hvor et lille orkester pumper sangene ud i stramt tempo (hvilket lyder helt troværdigt takket være Inga Davis-Rutters disciplinerede arrangementer af det oprindelige storstilede Broadway-partitur).  Der, badet i Neil Gordons smagløst over- eller undergjorte kostumer, danser de sig gennem rumbaer, valse, bossanovaer og hustles, mens de misser mod gnisterne fra diskokuglen over dem og optimistisk ryster den grå hverdag af sig.

Centralt i dette miljø er den nyankomne: Et år efter hun blev enke, overtales ejeren af en marskandiserbutik af sin energiske bedste veninde Angie (den boblende Natalie Moore-Williams) til at give det et forsøg med ‘at blive glad’.  Hun er Bea Asher og spilles af Jessica Martin, der gør et velkomment comeback til scenen i en stor rolle, her mirakuløst ældet af Richard Mawbeys geniale parykarbejde.  Jeg ville også elske at vide, hvem der står bag det bemærkelsesværdige makeup-arbejde, som giver hende en gullig, træthedspræget teint og får hende til at ligne en ensom, desperat kvinde, der tager et modigt spring for at få et liv tilbage – ikke kun på dansegulvet, men også uden for det sammen med Al Rossi (Cory Peterson er måske fra Minnesota, men han rammer den helt autentiske New Yorker-tone i en velmoduleret og nuanceret skildring af den modvillige skørtejæger, der bringer lidt efterårshygge ind i Beas liv).  Det er en velkendt rejse i musicalverdenen, men her er den fyldt med hverdagens sten og trivialiteter.  Selv konfrontationen i anden akt med hendes dømmende og indblandende familie – et opgør, der virker til at føre os ind i et territorium, man kender fra Rainer Maria Fassbinders ‘Angst æder sjæle op’ – undviger følelsesmæssigt fyrværkeri og viser i stedet, hvordan sådanne problemer kan tales igennem; ja, bestemt hvis det er nødvendigt, men altid med rimelighed og uden unødig dramatik.  Det er et menneskeligt og usnobbet budskab.

Dette kan hænge sammen med showets oprindelse som et tv-spil af Jerome Allan Kass, hvis eneste eventyr i musicalverdenen dette værk skulle vise sig at blive.  På en måde er det også et kærlighedsbrev til Kass’ hjemegn, Bronx, og de enkle, men morsomme hverdagsmennesker, han så, hørte og kendte.  Som en kæmpe gryde med mors bedste hønsekødssuppe bobler hans dialog af sted på lavt blus og udsender behagelige lyde af hurtige replikker: En kræsen kunde inspicerer en uskadelig genstand lavet af skaller i Beas butik og spørger: ‘Er den ægte?’, hvilket får det skarpe svar: ‘Ægte HVAD?’  Det er en stilfærdig, hjertevarm og uprætentiøs verden, hvor ingen rigtig har lyst til at skille sig ud, men de har ikke noget imod at grine af at vinde førstepræmien i tangokonkurrencen, hvis det er det, alle andre synes er bedst.  Dette er slet ikke konventionelt musical-territorium.  Det er ikke underligt, at datidens kritikere og publikum ikke helt vidste, hvordan de skulle gribe det an.

Men jeg tror ikke, vi behøver at bekymre os for meget om den arv på Waterloo East.  Koreograf Nancy Kettle lader sine dansere gennemgå masser af rutiner, og de gør hende ære.  Gerry Tebbutt er den ældste med sine 72 år, men efter en karriere i branchen må man bare lade sig forundre over hans fysiske styrke og smidighed.  Du har måske set ham i West End-forestillinger for årtier siden, og han har tilbragt 17 år som leder af musicaluddannelsen på Guildford School of Acting (GSA).  Den slags CV er helt normalt for dette bemærkelsesværdige kompagni, der er blevet samlet for at præsentere mindre en produktion og mere en ‘happening’.

Hver eneste af disse skuespillere medbringer en baggrund fra de mest spændende og legendariske forestillinger, der har givet glæde og inspiration til generationer.  Colette Kelley (som den nervøse, skrøbelige Shirley) var med i det oprindelige britiske cast af Hair og Grease.  Jill Francis (som Martha, en anden af stamgæsterne i dansesalen) startede hos Danny La Rue og blev siden en førende koreograf inden for musicals, opera og pantomime. Og sådan fortsætter det: Annie Edwards (den rappe Pauline); Garry Freer (den altid fjerne Lightfeet); Olivia Maffett (skiftevis en afbleget glamour-pige og Beas skarpe svigerinde Helen/Emily); Dudley Rogers (den elegante Harry); Tim Benton (i dobbeltroller som onkel Jack og den smarte Bill) og James Pellow (den venlige Petey) bringer en ekstraordinær dimension af viden og kunnen til dette kompagni, der gør det til noget helt særligt.

Og at tænke på, at de har stablet det hele på benene på blot fjorten dage, gør det kun endnu mere vidunderligt.  Ja, forestillingen har måske brug for at blive spillet lidt mere varm, før den for alvor swinger, men der er allerede masser af øjeblikke, hvor den gør netop det, og i disse mindre, mere intime rammer kommer vi lige så tæt på disse mennesker, som seerne gjorde, da historien først blev vist på tv.  Hvad angår musikken, har Billy Goldenbergs sange – som er kendte fra dusinvis af datidens tv-programmer – en behagelig atmosfære, der måske mangler særpræg, men som holder gang i tingene, mens den samtidig antyder, at dette er liv, der kører i ring, hvor intet stort sker, og intet af betydning ændrer sig.  Selv cabaret-numrene fra værterne i dansehallen, Danielle Morris (som Marlene og Beas datter Diane) og Adam Anderson (Nathan og Beas søn David), glider fra den ene sang til den næste og synes alligevel altid at synge det samme.  Ikke desto mindre får Martin lov til at synge det store nummer, ‘Fifty Cents’ – et ‘11 o’clock number’ par excellence – med gejst, styrke og upåklagelig frasering.  Alan og Marilyn Bergmans tekster fortæller usminkede, direkte og ærlige sandheder om jævne liv; de er elegant formuleret, står knivskarpt i Andy Hills perfekte lydmix og træder – ligesom danserne – aldrig ved siden af.  Måske ville det være en mere spændende forestilling, hvis de gjorde, men her er tingene for meget under kontrol til uventede uheld.

Spiller indtil 4. juni 2017

Fotos: Robert Piwko

BESTIL BILLETTER TIL BALLROOM PÅ WATERLOO EAST THEATRE