ANMELDELSE: Bend It Like Beckham, Phoenix Theatre ✭✭✭✭

The Hounslow Harriers i Bend It Like Beckham. Foto: Ellie Kurttz Bend It Like Beckham

Phoenix Theatre

25. juni 2015

4 stjerner

Bestil billetter

Jeg er ikke sikker på, om det er ironisk eller morsomt (måske begge dele), at i en tid, hvor Storbritannien i det uendelige taler om indvandringens onder, og politiske partier prædiker om at holde Storbritannien "britisk", så byder West End velkommen til en ny musical, der nærmest bobler over af livslyst, muligheder og ren multikulturel glæde. For tag ikke fejl: Bend It Like Beckham, som nu spiller på Phoenix Theatre, handler ikke om fodbold – den handler om smeltediglen London, kvinders iboende fabelagtighed og glæden ved, at kulturer lærer af hinanden.

Som en bearbejdelse af filmen fra 2002 (som reelt huskes for at introducere Archie Panjabi for den brede offentlighed), vinder Bend It Like Beckham næppe nogen litterære priser. Den er til tider lidt tung i det, poppet og sentimental – men i en musical er det ikke ligefrem handicaps. Med manuskript af Paul Mayeda Berges og Gurinder Chadha, sangtekster af Charles Hart og musik af Howard Goodall er Bend It Like Beckham både genkendelig og slående nyskabende. Heldigvis stråler den først og fremmest af hjertevarme.

Det er en simpel historie. Jess er besat af fodbold og især af David Beckham. Hendes storesøster, Pinky, skal snart giftes, og hendes familie er en traditionel indisk familie, punjabiske sikher, der er konservative, men varme. Hendes far har knoklet og sparet op for at sikre, at Jess kan komme på universitetet: Hendes fremtid som advokat er planlagt, så hendes liv kan blive bedre end det hårde liv, hendes forældre har levet, siden de emigrerede til Storbritannien. Jess bliver opdaget af Jules, en målrettet atlet der vil spille professionel kvindefodbold, og hun opfordres til at komme med på Jules' hold. Det gør hun uden at fortælle det til sin familie, og træneren Joe indser hurtigt, at Jess har talent – og ikke kun med en bold.

Der følger en række op- og nedture, mens Jess forsøger at slå igennem i fodboldverdenen, falder for Joe, bliver uvenner med Jules (som også er vild med Joe) og pådrager sig familiens vrede for sit bedrag. Samtidig skal hun lade som om, hun er lykkelig på sin søsters bryllupsdag, selvom hun hellere ville spille den store finale med sit hold. Selvfølgelig ender det hele godt, men der er et par tårevædede øjeblikke undervejs.

Chadha var medforfatter på filmen og instruerer her. Der er ingen tvivl om, at musicalen ville have haft godt af et par friske øjne på iscenesættelsen. Første akt er for lang og lidt for rodet – den trænger til en kærlig hånd og lidt strammere redigering. Vigtigst af alt mangler den at flyve afsted som et af Jess' piskende langskud.

Hele bihistorien om Pinkys aflyste bryllup på grund af de kommende svigerforældre (tænk Margo og Jerry fra 'The Good Life') kunne uden videre skæres væk – det er en blindgyde i handlingen, da forældrene uforklarligt giver efter i anden akt, så man kunne nemt have sparet publikum for ti minutter. Her og i andre passager kunne folk med lidt større distance til filmen nok have sikret, at tempo og pondus var nøgleordene.

Anden akt er til gengæld praktisk talt perfekt. Den starter med et brag af et nummer til pigerne, 'Glorious', og ser sig aldrig tilbage. Den er fuld af fantastisk musik fra Goodall, og de stilarter, han spænder over, er imponerende. Han bruger de punjabiske toner effektivt; der er en forrygende solo til Jules’ mor, 'There She Goes', en melodiøs duet, der er både mild og glædesfyldt, 'Bend It', og derefter en medrivende kvintet og et overvældende glædesnummer, der fejrer Pinky og Teetus bryllup i et kontrapunktisk samspil med fejringen af finalesejren. Når anden akt er slut, er den første akts langtrukne passager glemt, og den smittende følelse af harmoni og lykke er uundgåelig.

Dette er en af de musicals, hvor det er næsten umuligt ikke at fnise eller fælde en tåre i de sidste tyve minutter, og hvor klapsalver, latter og dans er de naturlige reaktioner på finalen.

Miriam Beuthers scenografi virker desværre lidt billigere, end den må have været. Shoppingcentret er direkte kikset, og Jess' hjem føles ikke helt gennemført nok til at give en klar fornemmelse af hendes og familiens hverdag. Men når det er sagt, så fungerer det hele ganske fint, og bryllupsscenen, som skal være storslået på alle måder, er det virkelig også. Åbningen af anden akt er også flot iscenesat (afsløringen af omklædningsrummet er fremragende), ligesom den klimaktiske afslutning på første akt. Men en større og mere kompleks scenografi ville have givet historien plads til at blomstre endnu mere.

Familien Bhamra i Bend It Like Beckham. Foto: Ellie Kurttz

Koreografien og bevægelserne af Aletta Collins er stilfulde, og meget af det er både inspireret og flot udført af det veltrænede og skarpe cast. Særligt gode var numrene 'UB2', 'Glorious' og finalen i anden akt. Da det handler om fodbold, skal der nødvendigvis sparkes lidt til en bold, og effekterne fungerede med svingende succes – men hvis man accepterer den indbyggede fjollethed i at spille fodbold på en West End-scene, bliver man ikke skuffet.

Der er dog en del arbejde forude med at finde balancen mellem sangere, orkester og lyden i salen. For en helt ny musical var det svært at høre mange af teksterne. Intet kunne forstås i ensemblenumrene, eller når solisterne sang med koret som akkompagnement. Der er ingen undskyldning for den slags balanceproblemer; når man ikke kan forstå teksten til ny musik, er det utrolig forstyrrende.

Over hele linjen er castet i topform, og scenen syder af talent. Natalie Dew er sprudlende og utrolig levende som Jess – pigen, der vil det hele. Man tror på hende som fodboldbesat og som en ung kvinde fanget mellem to verdener. Hendes venskaber med Jules og Tony er virkelig velskrevne, og det er sødt at se hende falde for Joes charme. Samtidig gør hun det godt som Pinkys søster og som datter – familiebåndet føles ægte og troværdigt. Hun synger ubesværet og med masser af energi; hendes klare stemme yder Goodalls musik fuld retfærdighed. Hendes teksttydelighed er fremragende, og hun har en god forståelse for de stille passager i den ellers hæsblæsende historie.

Preeya Kalidas fungerer strålende som Jess’ søster, Pinky. Hun er gået ind i forstadslivet med en skræmmende entusiasme; hun siger 'innit' og elsker bling ligeså naturligt, som når hun laver traditionel curry. Kalidas bringer energi og en sexet overdrivelse til rollen – hun er forrygende. Raj Bajaj kæmper bravt for at følge med hendes energiniveau som den forelskede Teetu, og det lykkes han stort set med. Han har en vindende karisma.

Lauren Samuels gør Jules til sin helt egen, og det er et bevis på hendes modige og helstøbte præstation, at når hendes mor forveksler hende med en lesbisk, så gør dele af publikum det også. Men det er hun ikke – hun er bare en målrettet karrierekvinde i støbeskeen, og hendes vedholdenhed er imponerende. Det samme er hendes forvandling fra fodboldpige til glamourøs sild efter holdets sejr i Tyskland. Samuels er hele pakken og en fornøjelse at se på.

Sophie-Louise Dann er i topform som Paula, Jules’ mor. Hun ligner en, der er trådt direkte ud af The Queen Vic i Eastenders, og Dann er en absolut glæde – sjov, varm og desperat ensom. Hendes smukt sungne 'There She Goes' i anden akt bliver siddende i kroppen længe efter, man har forladt teatret.

Jamal Andréas i Bend It Like Beckham. Foto: Ellie Kurttz

Jamal Andréas leverer en ubesværet og nuanceret præstation som Tony, Jess' bedste drengeven. Han har en smittende udstråling; han lyser op på scenen hver gang han er der, og hans dans er særligt imponerende. Han synger blødt og passende, er lige dele morsom og rørende, og udstråler masser af hjerte. Jamie Campbell Bower har måske den sværeste opgave som Joe, træneren der presser Jess og Jules mod storhed. Rollen er ikke skrevet særlig dybt, og hans solo i anden akt er den mindst effektive af Goodalls ballader. Men Bower arbejder hårdt og er både sympatisk og tilpas nede på jorden til at bære rollen igennem.

Som Jess’ forældre er Tony Jayawardena og Natasha Jayetileke så gode, som man kan forvente, når man tager de lettere klichéfyldte roller i betragtning. Jayawardena bringer tyngde og en reel følelse af faderskab til rollen; Jayetileke formår at være både benhård og varmt indtagende på én gang, hvilket er lidt af en bedrift. Sammen fungerer de som en helt troværdig enhed.

Resten af castet synger, danser og agerer ekstremt godt, hvor Sohm Kapila skiller sig ud som Teetus snobbede mor. Pigerne på fodboldholdet er seje og feminine – et ægte hold af femme fatales. Det er fantastisk at se så rå og uforfalsket 'girl power' på scenen (og lidt morsomt, men meget rigtigt, at se mandlige ensemblestatister blive objektiveret med et glimt i øjet). Der er også masser af sjov med Posh og Becks-cameos og måske endda et lille 'La Cage Aux Folles'-øjeblik undervejs (hvis man kigger godt efter).

Dette er en musical, der skal have tid til at komme i gang. Det tager det meste af første akt at finde rytmen, men når den først gør det, eksploderer den som et glædesfyldt festfyrværkeri. Den bærer ikke på de store samfundskritiske budskaber, men den berører flere temaer med en lethed og elegance, der er beundringsværdig. Der er fantastisk musik, fremragende dans, farvestrålende kostumer, lidt tårer og masser af jubel – og fusionen af det traditionelle punjabiske bryllup med fejringen af fodboldsejren er en af de mest underholdende sekvenser, man har set i en original musical i West End længe.

Bend It Like Beckham giver multikulturelle musicals et godt ry – og med rette.

BESTIL BILLETTER TIL BEND IT LIKE BECKHAM PÅ PHOENIX THEATRE