ANMELDELSE: Bette Midler And Me, Upstairs At The Gatehouse ✭✭✭

Bette Midler… and Me

Upstairs at the Gatehouse

23. september

3 stjerner

Efter positive anmeldelser på Edinburgh Fringe-festivalen, rykker Bette Midler… and Me ind i Highgate for en uge, før turen går videre til St James’ Theatre i oktober.

West End-veteranen Sue Kelvin står i spidsen for en fængslende blanding af historier om Midlers vej til berømmelsen, elskede musical-sange og selvbiografiske fortællinger om hendes egen opvækst. Det er en interessant kombination, der generelt fungerer rigtig godt, hvor op- og nedturene i Midlers liv ofte spejler sig i Kelvins egne.

Kelvin er bramfri omkring sin svære barndom, udfordringer med vægten og tabet af sin bror; sangene er velplacerede og rammesat således, at de reflekterer forestillingens skiftende stemninger. Det er helt tydeligt, at Midler har været en kæmpe inspiration i Kelvins liv – hun fungerede som en flugtvej fra barndommen i Dewsbury (langt fra Midlers opvækst på Hawaii) og inspirerede hende gennem både teaterskolen og karrieren derefter.

Showet minder en del om The Jewish Legends, som jeg for nylig så på samme spillested, med sin blanding af sang, fortælling og vittigheder. Selvom Bette Midler and Me har samme forfatter (Chris Burgess), er dette manuskript langt strammere og sjovere, hvilket resulterede i flere grin fra salen.

Dette skyldes til dels en bedre levering (selv identiske jokes fik en bedre modtagelse her), men manuskriptet var også mere farverigt med færre biografiske opremsninger og mere følelsesmæssig tyngde. Inddragelsen af historiske øjeblikke som Stonewall-oprøret og Vietnamkrigen tilføjede både interessant materiale og værdifuld kontekst omkring Bette og hendes værdier.

De personlige anekdoter fra Kelvin var utroligt rørende, og det havde været skønt at se denne del af stykket foldet endnu mere ud, selv hvis det var på bekostning af nogle af Midler-historierne. Et lille irritationsmoment var dog de mange jokes om overvægt, som Kelvin leverer på egen bekostning; mens det startede som selvironisk, føltes det mod slutningen næsten som selvpiskeri.

Sue Kelvin og Alex Young i Bette Midler and Me

Showet sluttede med en komisk dukke-rekonstruktion af Midler-filmen Beaches (for god ordens skyld skal det nævnes, at jeg ikke har set filmen, hvilket de snedigt fik mig til at indrømme gennem lidt publikumsinddragelse). Selvom sketchen fik en god reaktion fra publikum, virkede den mærkbart mindre sjov end det foregående og gav en lidt besynderlig afslutning på en forestilling, der ellers var meget bevægende.

Musikken sad som forventet lige i skabet med den prisvindende Sarah Travis på klaver og kor. Kelvin, Travis og den fremragende Alex Young skabte smukke harmonier, hvor især The Rose og Stay With Me gav holdet mulighed for at vise deres fulde vokale spændvidde.

Kelvin er en sjov og engagerende fortæller, der optræder som fan snarere end som imitator. Hendes stemme har en betydelig dybde, og hun er en stærk historiefortæller. Hun har en fantastisk kemi med aftenens medspiller Alex Young, og de to spiller virkelig op til hinanden (i modsætning til den klassiske revy-fælde, hvor man leverer sin replik og så mentalt tjekker ud, indtil det er ens tur igen).

Alex Young viser sig at være meget mere end blot støtte; hun har en magnetisk udstråling på scenen og en bjergtagende stemme. Hendes vokale bidrag til From A Distance var suverænt og overstrålede nærmest hovedrolleindehaveren. I løbet af forestillingen sang hun ikke blot, men spillede også klaver, fløjte og ukulele. Hun er charmerende og en fornøjelse at se på – bestemt et navn, man skal holde øje med i fremtiden.

Dette er uden tvivl en forestilling, man skal se, hvis man er Midler-fan, og takket være et energisk hold og nogle perler af sange er der også masser at komme efter for alle andre.

Bette Midler and Me spiller på St James Theatre, London d. 2. og 3. oktober 2015