ANMELDELSE: Clarion, Arcola Theatre ✭✭

Clarion

Arcola Theatre

22. oktober 2015

To stjerner

Anmeldt af James Garden

Når man bevæger sig tematisk gennem de veltrådte stier hos manuskriptforfatter-koryfæer som amerikanske Paddy Chayefsky – hvis forudseende manuskript til filmen "Network" siges utilsigtet at have inspireret nutidens højreekstreme amerikanske tv-værter – så gør man klogt i at medbringe en rigtig stor kæp og føre den med enorm snilde, hvis man vil give den rædselsvækkende verden i britisk "journalistik" (Mail/Star/Express) den røffel, den så sandelig fortjener.

Mark Jagasia fejler ikke blot i at bære den kæp; den er for tung for ham overhovedet at løfte. "Clarion", som netop nu spiller på Arcola, er den mest grovmaskede mediekritik, der har været på de britiske skrå brædder i årevis – og det inkluderer selv National Theatres forsøg på at skildre telefonaflytningsskandalen i "Great Britain".

Det er egentlig ret sigende, at de trykte medier har givet dette stykke så høje bedømmelse. Det er jo herligt at klappe sig selv på ryggen – Jagasia er en af deres egne, og dette er hans debut som dramatiker. Men i sidste ende fejler han på to vigtige punkter. For det første lider Clarion af en ekstrem mangel på historiestruktur og karakterudvikling. Dette tomrum udfyldes i stedet med det andet store problem: meta-jokes på bekostning af etniske minoriteter og LGBT-miljøet, samt en næsten ikke-så-meta foragt for alle under 30 år.

For at tage det første problem: Ja, der er som sådan en historie – en avis på randen af redaktionelt (men ikke økonomisk) sammenbrud står til at fyre sin rutinerede, alkoholiserede journalist, der ønsker at "gøre tingene rigtigt", for selvom hun har solgt ud, har hun stadig sin integritet. Men det vitale kredsløb, der driver et godt manuskript – reaktion på plot, der afslører karakter, som fremtvinger plotbevægelse (hvilket igen afslører yderligere karakter) – synes at være gået fuldstændig hen over hovedet på denne debutant. Vi ved stort set alt, bortset fra den endelige pointe, så snart "brevet" bliver afsløret – hvilket sker i scene to.

Hvis ens plot er gennemskueligt fra starten, er det karaktererne og deres rejse gennem historien, der skal gøre forestillingen værd at se. Det sker bare ikke her. Karaktererne selv er blot stereotyper på "rigtige journalister" – med lige præcis nok sandhed i satiren til, at de virker "autentiske". Og min brug af ordet "den britiske avis Telegraph" i en anmeldelse af et stykke om avisjournalister er cirka lige så dybsindigt som metaverdenen i selve "Clarion".

Vi har efterhånden set den alkoholiserede kvindelige journalist skrevet betydeligt bedre – fænomenalt af Diane English og spillet til UG af Candace Bergen i hendes Emmy-vindende rolle som "Murphy Brown". Murphy fik en grund til sin alkoholisme og håndterede den på en måde, der virkede troværdig. Verity – et absurd klodset navn ("åh se, jeg har fundet et ord, der betyder 'sandhed' på latin og givet det til en tabloidjournalist") – er skrevet med ekstremt grove strøg til sammenligning.

Veritys alkoholisme forklares kun ved, at to unge karakterer taler om hendes fortid – det er amatøragtig dramatik, når det er værst. Vi har ikke brug for at få at vide, hvorfor vi skal tilgive en karakter hendes fejl; vi bør se det gennem hendes handlinger. Senere får vi så at vide, at den fortid, vi lige har hørt om, faktisk var løgn og blot et røgslør for mere alkoholiseret adfærd. Det er mere af det samme problem: vi hører alt, men ser intet. Det er en skam, for Claire Higgins, hvis præstation i "Vincent in Brixton" var legendarisk, gør et flot stykke arbejde med det materiale, hun har fået. Desværre får hun ikke meget at arbejde med her.

Den unge praktikant-karakter er fornærmende på flere planer. Ikke blot fordi hun er en kliché, og fordi hun oser af forfatterens foragt for alle unge, men fordi hun simpelthen er kedelig. Vi har alle hørt vittighederne om medievidenskabsstuderende som idioter og den ældre generations foragt for dem. Men YouTube-hittet "Being a Dickhead’s Cool" fra 2011 gør det langt bedre – og har endda et beat, man kan danse ironisk til. Det er rystende, at en så karikeret karakter overhovedet får lov at stå på en scene. Jeg kan ikke bebrejde skuespillerinden for hendes præstation; den er spillet helt ned til de bagerste rækker, præcis som karakteren er skrevet. Blandingen af "yah-yah"-overklasse og "er jeg ligeglad"-attitude er, mangel på bedre ord, billig. Igen gør hun sit bedste med det, hun har.

Denne karakter fører mig til aftenens mest problematiske punkt. Publikun på det ret venstreorienterede Arcola Theatre ved i forvejen godt, at den britiske højrepresse stort set består af fiktiv hetz mod immigranter og påståede bistandsnassere. Så at vise os en storskrydende redaktør, Morris – spillet ligeså ensidigt som han er skrevet af Greg Hicks – der bare råber op om udlændinge, homoseksuelle og fattige, er bestemt ikke nogen åbenbaring om tabloidjournalistikkens rædsler. Det er forventeligt. Der er et øjeblik, hvor han faktisk ser ud til at tro på sit eget vrøvl, hvilket mærkeligt nok er det mest ærlige punkt i hele stykket.

Men når en dramatiker skriver rædselsfuldt racistiske, sexistiske, aldersdiskriminerende og homofobiske jokes med et "blik i øjet", og publikum rent faktisk griner med "medvidende" (første gang hele salen brød ud i latter var ved Hicks' hadefulde brug af ordet "homoseksuelle"), så må man spørge, hvor grænsen går mellem ironisk distance og decideret hadefuld tale. Dette stykke kender tydeligvis ikke grænsen, for det belønner faktisk avisen Clarion for dens ugerninger – vist dør en af deres egne på grund af dem, men ser vi nogen ægte menneskelig reaktion på det? Nej. Publikun griner videre sammen med de løgnagtige slyngler... "medvidende".

Manuskriptets grove natur matches af produktionens valg. Der er adskillige unge "journalister" i hver redaktionsscene, som ikke siger noget, men blot reagerer og derefter flytter rundt på kulisserne. Men stenede pokeransigter og skarpe hovedbevægelser som i Robert Palmers "Addicted to Love"-video, mens scenerne skiftes, bidrager ikke med noget til forestillingen. Helt ærligt, da Arcola udleverede manuskriptet til anmelderne, overvejede jeg seriøst at tage hjem og læse 2. akt i metroen, da produktionen ikke virkede til at tilføre noget nyt, når den nu intet gjorde i 1. akt. Jeg blev, og mine anelser blev bekræftet.

Mark Jagasia skriver måske ud fra sin egen erfaring som journalist, men hvis man vil skrive et stykke, der tilsyneladende vil fordømme moderne britisk journalistik, så sørg for, at det faktisk gør det ved andet end blot at genopføre det, vi allerede formoder. "Network", den ikoniske Oscar-vinder, fungerede, fordi den ikke bare viste os det, vi forventede bag de lukkede døre på en skrantende tv-station, men tog det til en vanvittig ekstrem, helt koldblodigt. Den film forudsagde nutidens nyhedslandskab næsten 40 år i forvejen. Vi har ikke brug for "Clarion" til at fortælle os, hvad vi tror, vi "ved" om nyhederne i dag – for vi har allerede Daily Mail tilgængelig med et enkelt klik. Fortæl os, hvad der følger, for det vil vi ikke tro på, før det er for sent. Den fortælling ville, i modsætning til Clarion, overleve sin indledende, ret ligegyldige produktion.

Clarion spiller på Arcola Theatre indtil den 14. november 2015

Fotos: Simon Annand