ANMELDELSE: Consensual, National Youth Theatre på Soho Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Consensual af Evan Placey, opført af National Youth Theatre på Soho Theatre.

Ensemblet fra National Youth Theatre's Consensual på Soho Theatre. Foto: Helen Murray Consensual

Soho Theatre

25. oktober 2018

3 stjerner

For tre år siden lancerede National Youth Theatre dette stykke i deres sæson på Ambassador's Theatre, hvor det fik hæderlige anmeldelser, der roste den interessante og fængslende første akt, mens de bemærkede, at energien og dynamikken fortog sig i den mere dæmpede og konventionelle anden akt. Stykket sluttede med mange løse ender, som tilsyneladende blot var glemt og efterladt.  Nu er stykket blevet genopsat, og intet har ændret sig.  Der er stadig den livlige summen og travlhed i den sprudlende første halvdel, domineret af et gnistrende ensemble af skoleelever, der gør præcis det, teater-skolebørn forventes at gøre (vi befinder os et sted på skalaen mellem 'Grange Hill' og 'Everyone's Talking About Jamie'). De fryder sig over Pia Furtados (og medinstruktør Anna Nilands) smidige og gestiske iscenesættelse, og så er der kammerspils-dialogen for de to hovedpersoner, som udgør hele næste akt.  Problemet er stadig, at mens åbningen rammer os med store doser adræt koreograferet ungdomsenergi (fremragende bevægelse af Temujin Gill) – ja, man kommer uundgåeligt til at tænke på 'Spring Awakening', og her mener jeg musicalversionen, da der også synges en del takket være de elegant arrangerede vokaler fra kapelmester Jim Hustwit – og vi knytter os stærkt til de korte, men skarpt tegnede skitser af karaktererne omkring den lærerinde, der bliver knaldet i at gå i seng med en af sine elever, så forsvinder alt dette magi i næste akts besynderlige mellemspil, som ærligt talt føles som et helt andet stykke, der stilistisk set knap hænger sammen med det foregående.

Marilyn Nnadebe og Fred Hughes Stanton i Consensual. Foto: Helen Murray

Det hjælper heller ikke på sagen med det tidsmæssige greb, som forfatteren Evan Placey (nordamerikaner, nu bosat i Storbritannien) benytter: vi befinder os i 'nuet' i første akt, men springer syv år tilbage i anden akt for at se og høre det, alle talte om i første akt.  Det skaber en enorm forventning hos publikum om at blive ført tilbage til nuet i en tredje akt for at afrunde legen med tidsperspektivet på J.B. Priestley-manér.  Men den tredje akt kommer aldrig.  Placey stopper bare med at skrive og 'efterlader', som han siger, 'publikum med mange spørgsmål'.  Jeg sad i hvert fald tilbage med ét spørgsmål: Er det virkelig godt nok?  Følelsen af antiklimaks er til at tage og føle på, hvilket er en skam, når det fantastiske cast og det kreative hold har gjort deres absolut bedste for at få det hele til at fungere.

Marilyn Nnadebe bærer den tunge byrde som den unge seksualundervisningslærer, der bliver bedt om at agere uden skyggen af professionel dømmekraft, og som udfordrer publikums troværdighed ved at kaste sig over en (en smule) udfordret 15-årig under hendes varetægt, selvom hun derhjemme har en vaskeægte alfa-mand som ægtefælle. Ikke desto mindre gør hun et formidabelt stykke arbejde, selvom manuskriptet aldrig helt synes at give mening til hendes handlinger.  Det er lidt af en 'Frøken Julie'-rolle, selvom Placey – i modsætning til Strindberg – ikke er helt så hård ved sin hovedrolleindehaver, selvom han insisterer på, at når hun står over for valget mellem lyst og pligt, så ender hun stadig med at forkludre det.  Cate Blanchett gjorde det samme i (den meget lignende) 'Notes on a Scandal'.  Miss Jean Brodie gør det samme.  I en branche, hvor kvinder udfører det meste af arbejdet og opnår de fleste succeser, virker kvindelige lærere på scenen evigt dømt til at blive fremstillet som svage og inkompetente ofre for deres ret 1800-tals agtige 'ukontrollable' følelser.  Virkelig?  Skal vi have det fortalt endnu en gang?  Er det det, teater i det 21. århundrede skal bruges til?

Marilyn Nnadebe og Oseloka Obi i Consensual. Foto: Helen Murray

Som hendes mål indtager Fred Hughes-Stanton scenen med bemærkelsesværdig ro, idet han begrænser sine bevægelser til det absolutte minimum og bruger sin stemme og sit blik med strålende præcision, mens han maner den gabende kløft mellem hans teenage-selv og voksen-selv frem.  Som den faldne idols mand i første akt står Oseloka Obis gudesmukke figur og stålsatte væsen dog i skarp kontrast til den hustru, han har valgt og fået børn med. Han har reelt kun én replik til at forklare denne mærkværdige sammenhæng, og – atypisk for Placey – er den så klodset, at Obi må manøvrere elegant udenom den i håb om, at vi ikke opdager det.  Drengens modstykke, hans hårdtarbejdende, om end noget lyssky bror, Jay Mailer, er endnu en stærk tilføjelse til dette NYT Rep-kompagni, og den geniale iscenesættelse af hans autoværksted er et af de mange charmerende øjeblikke i Cecilia Careys scenedesign i første halvdel.

I rollen som modvægt til den 'onde' Diane, dummer en anden lærerinde (Laurie Ogdens sirlige Mary) sig i sin karriere ved at give Alice Vilanculos scenestjælende karakter, Georgia, fuldstændig malplaceret 'vejledning' i bondage.  Hvor var risikovurderingen lige dér?  Helt ærligt, hvilken form for efteruddannelse tilbyder den skole egentlig?  Men det er den slags skøre nonsens, der er teatrets varemærke, når uddannelsessystemet kommer på scenen.  Tingene bliver næsten altid gjort forkert, uanset om det er i de rapkæftede replikkers land i 'The History Boys' eller under Miss Trunchbulls rædselsregime.  Placey er en af de forfattere, der er blevet taget under National Theatres vinger og derefter sendt ud i landet som en slags missionær på skolerne for at afholde 'workshops'. Da han ikke selv er uddannet her, er det denne evangeliserende rolle, der har givet ham den nødvendige adgang til at høste frugterne af alle de sædvanlige stereotyper.

Ensemblet i Consensual. Foto: Helen Murray

Således får vi Jeffrey Sangalangs 'Guds gave til kvinderne' i rollen som Liam, og Francesca Regis' tomhjernede Grace som hans villige følgesvend. Der er Leah Mains' Taylor, der befinder sig et sted på spektret, og Aiden Chengs klichéprægede karakter, den professionelle bøsse-studerende Nathan, som afvises af Muhammad Abubakar Khans larmende, men inderst inde usikre Rhys som 'Tom Daley' – et typisk eksempel på den klasselums jargon, der serveres her.  Simran Hunjun fremstår måske lidt for meget som en pige fra de pæne forstæder som Amanda, og Jamie Ankrah gør en god figur som den 'store' dreng Brandon, men får – ligesom de fleste andre – ikke rigtig noget at arbejde med.  Ikke desto mindre er castingen intet mindre end politisk korrekt, ser man, på en måde som lærernes opførsel bestemt ikke er.  Diversitet og repræsentation er alt sammen meget fint, men i de 'forpligtende fællesskabers' højtravende verden er der, som vi ved, grænser, og de bliver udpenslet her, endnu en gang, med den overfladiske gentagelse, man finder i en gennemsnitlig seksualundervisningsplan.  Isabel Adomakoh Young som Destiny, Olivia Dowd som Kayla og endelig Christopher Williams i en interessant, men for lille rolle som Owen og Mr. Abramovitch udgør resten af holdet.

Og hvor er Hr. Placeys hjerte i alt dette?  Jeg aner det ikke.  Det fremstår som endnu en velmenende øvelse i at sætte flueben i alle de rigtige bokse ved at pløje en allerede velbearbejdet mark endnu en gang med helt forudsigelige resultater.  De gode viser sig at være knap så gode, som de giver sig ud for, og de onde slipper som regel afsted med det, de gode foretrækker at vride hænder over.  Det er derfor, det kaldes teater.  Dianes øjeblikkelige og totale angst efter akten er der, hvor dette korthus for alvor falder sammen om ørerne på os.  Den offentlige mening sidder lige bag disse teaterskabere og ånder dem i nakken, mens den insisterer på en bestemt dagsorden.  Og den bliver fulgt.  Hvis du har lyst til at tage med på den rejse, ved du, hvad du får.  Beundr talentet og gør det, som alle børn forstår, men dette stykke ikke gør: se mod fremtiden.

NATIONAL YOUTH THEATRES HJEMMESIDE