ANMELDELSE: Dear Lupin, Apollo Theatre ✭✭✭✭

Dear Lupin

Apollo Theatre

10.08.15

4 stjerner

BESTIL BILLETTER NU OG SPAR The Diary of a Nobody, der skildrer de borgerlige forstads-eventyr for den uheldige Mr. Pooter og hans søn, lapsen Lupin, står stadig som en perle af en lavmælt britisk komedieklassiker. Det er en af de mest uventede arvstykker fra en victoriansk tidsalder, der ellers ikke var kendt for hverken mildhed eller subtilitet i sin humor. Grundformlen med den tålmodige, frustrerede far, der forsøger at håndtere og forstå sin egensindige søns svagheder og eskapader, er naturligvis velkendt i verdenslitteraturen. Men ved at placere korrespondancen mellem sig selv og sin søn Charlie i direkte arvefølge efter Grossmith-brødrenes lille mesterværk, gjorde Roger Mortimer diskret krav på en særlig form for ironisk, selvironisk og lun engelsk humor – en humor designet til at skjule smerten, hvilket er nøglen til at forstå denne teaterforestillings charme og patos.

Mortimer var gennem mange år en af de førende britiske skribenter inden for hestevæddeløb og sportshistorie. Han befandt sig bedst bag en skrivemaskine, og det, vi ser her, er vidnesbyrdet om hans bramfrie samspil med sønnen, der tumlede gennem 60'erne, 70'erne og 80'erne fra det ene forsøg på en karriere til det andet i en kaotisk tåge af sprut, stoffer og sex. Brevene blev samlet for få år siden, og efter at have været en uventet bogsucces, er de nu blevet bearbejdet til scenen af Michael Simkins, tilføjet ekstra materiale, der giver kød og blod til Charlies livshistorie og karakter.

Det særligt tiltalende ved materialet ligger ikke kun i Mortimers åbenlyse evner for observation og beskrivelse, men i hans egen karakterstyrke. Han besidder en bred forståelse for den menneskelige natur og en interesse for alle dens særheder, hvilket hjælper ham med at rumme og affinde sig med sønnens seneste skandaler eller fornærmelser. Men der er også en humoristisk evne til at forme en række Dickens-agtige groteske figurer ud af sin udvidede familie, naboer og venner, hvilket er utroligt underholdende. Det er en glæde i stil med den, man finder i dagbøgerne fra Alan Clark – en skribent med lignende evner, omend en man har sværere ved at holde af end Mortimer, der gladeligt gør sig selv til grin.

Men det første spørgsmål for en anmelder er: hvor godt lader dette materiale sig overføre til scenen? Teaterstykker baseret på breve eller dagbøger er notorisk svære at puste dramatisk liv i – faktisk er det kun Farlige forbindelser, der for alvor har overbevist mig i teatret, og det er måske et særtilfælde på grund af det stærke narrative drive og de mange brevskrivere i originalen, hvilket gav Christopher Hampton mindre arbejde i sin dramatisering. I dette tilfælde er hovedudfordringen balancen mellem det narrative flow og etableringen af karaktererne. For mange plotdetaljer, og man vil undre sig over, hvorfor disse karakterer er vigtige. For mange bons mots og sjove historier, og man kører fast i selvtilfreds vittighedsfortælling og spørger sig selv, hvorfor dette overhovedet skal flyttes fra bog til scene.

Simkins har derfor en svær opgave, og i første akt daler tempoet sine steder trods skuespillernes tekniske kunnen. Sigende nok er den mest fængslende del der, hvor historien og materialet for alvor smelter sammen i fortællingen om, hvordan Charlie beslutter sig for at gå ind i sin fars gamle regiment. Efter at have overvundet de hårdeste udfordringer vælger han selv at give op på målstregen – nærmest som en bevidst, grusom trodsreaktion mod sin far. Denne episode er gribende, ekstremt morsom i sine detaljer og en ligeså afslørende skildring af det bizarre liv i hæren, som man finder hos eksempelvis Evelyn Waugh.

Da vi kommer tilbage efter pausen, bliver tonen mærkbart mørkere, og der holdes et klart fokus på fortællingen, efterhånden som Rogers helbred svigter, og Charlies livsstil begynder at indhente ham. Forsoningen mellem far og søn er meget rørende formidlet uden at blive sentimental. Det er en fortjeneste, der både skyldes det originale materiales kalkulerede tilbageholdenhed og Simkins' tillid til, at hans skuespillere kan vise, at "less is more". Det er en af de forestillinger, hvor man godt kender pointen længe før afslutningen, men alligevel ikke kan andet end at lade sig røre af den behændighed og delikatesse, hvormed den nås.

Det er måske lidt krakilsk af mig at sige, men overordnet set kunne jeg godt have brugt lidt mere råhed og lidt mindre fokus på de klassiske forestillinger om den excentriske englænder. Charlie er grundlæggende ikke en sympatisk personlighed, og de skarpe kanter bliver uundgåeligt slebet af i en præstation og en karakter med så meget charme som Jack Fox udstråler her. Desuden kræver forståelsen af, hvordan Roger Mortimer blev denne finurlige iagttager af menneskelige særheder, at vi ved mere om hans fortid i krigen – han blev taget til fange ved Dunkirk og sad i hårdt fangenskab resten af krigen. Den beskedne facon og humoren var tydeligvis en forsvarsmekanisme mod megen husket smerte. For virkelig at forstå og portrættere en overklasse-englænder fra den generation kræver det et større spadestik under den selvbeskyttende skal.

Når det er sagt, er det svært at forestille sig et hold skuespillere, der passer bedre til denne genre end James og Jack Fox. Casting-direktøren fortjener en særlig tak i programmet! Det hjælper virkelig at have en rigtig far-og-søn-kombination i dette format. Der er en naturlig intimitet og et indbyrdes kendskab mellem de to spillere, som vinder publikum fra starten – for eksempel da en tot af James Fox' hår strittede efter et kostumeskift, lænede hans søn sig bare over og glattede det roligt på plads. En lille detalje, men utænkelig mellem skuespillere, der ikke er beslægtede.

James Fox har spillet mange af disse engelske typer på scenen og i film gennem årene, men det betyder ikke, at hans præstation er rutinepræget. Hans tilbagelænede manér og afslappede kropssprog sidder lige i skabet, og han formår at formidle det faktum, at Roger selv havde en hemmelig sympati for det oprørske. Roger var på ingen måde blot en kopi af Denis Thatcher, som han blev portrætteret i Private Eyes Dear Bill. Fox spiller også mange biroller – officerer, en emsig bureaukrat, en karikeret auktionarius (der vækker minder om hans Anthony Blunt i A Question of Attribution) – for at udfylde tomrummene i Charlies side af historien.

Jack Fox har på mange måder den sværeste opgave, da hans far har alle de bedste replikker og den moralske overhånd. Men i anden akt får han mere plads til at udvikle en nuanceret præstation, og han leverer en flot afsluttende mindetale, på trods af en utilgivelig afbrydelse fra en mobiltelefon blandt publikum.

Der er lagt mange kræfter i at sikre bevægelse og hyppige kostumeskift, så man undgår fornemmelsen af en statisk oplæsning. Det er uden tvivl instruktør Philip Franks' fortjeneste; som tidligere skuespiller holder han beundringsværdigt fremdrift i stykket. Adrian Linfords scenografi er også ideel: både overlæsset og fleksibel på samme tid. Den har den rod de af tilfældige genstande, man ville forvente i Rogers store, men forfaldne hus, samtidig med at den giver nem adgang til de rekvisitter og kostumer, der skal bruges i de enkelte scener.

Uundgåeligt er der mange ubetalelige anekdoter, der måtte udelades af stykket, og den dramatiske transformation er ikke perfekt. Men den indfanger originalens ånd loyalt, og man må håbe, det vil bringe flere læsere til en bog, der nu er godt på vej til at blive en moderne klassiker. Humor som denne, skabt i modgang, er en form for nåde, der hjælper med at gøre livet mere tåleligt for os alle sammen.

BESTIL BILLETTER NU - Dear Lupin spiller på Apollo Theatre frem til den 19. september 2015