ANMELDELSE: Every Brilliant Thing, Barrow Street Theatre ✭✭✭✭✭

Jonny Donahoe i Every Brilliant Thing. Foto: Matthew Murphy Every Brilliant Thing

Barrow Street Theatre

17. januar 2015

5 stjerner

Depression og selvmord er ikke de mest oplagte temaer for en livsbekræftende, interaktiv teateroplevelse, men det viser sig at være præcis, hvad teatergængeren har brug for i den fornemt udførte og utroligt livsglade Every Brilliant Thing, der i øjeblikket spiller på Barrow Street Theatre off-Broadway.

Stykket er udtænkt af Duncan Macmillan i samarbejde med Jonny Donahoe og andre bidragsydere (gennem workshops og forestillinger arrangeret af de britiske teaterkompagnier Paines Plough og Pentabus), og det føles som en af de produktioner, hvor hver eneste forestilling er unik. Meget afhænger af publikum, deres evne til at involvere sig og deres mod på at følge med strømmen – selv ind i de mørkeste afkroge af det menneskelige sind.

Der er kun én medvirkende, Donahoe. Før forestillingen går i gang, har han travlt med at udvælge publikummer tilfældigt og få deres samtykke til at udføre små opgaver. Min opgave var at sige følgende i en mikrofon, når han nåede til et bestemt tal, 1427: 'glæden ved at bruge penge i udlandet, hvor al valuta ligner Matador-penge'. Det var en tanke, der straks resonerede hos mig; en tanke jeg ofte har haft, især i USA.

Donahoe fik mig til at føle mig afslappet. Jeg var klar til min del af den overvældende oplevelse. Jeg følte mig tryg – alle de andre skulle nok tage det tunge slæb, hvad det så end måtte indebære. Da jeg så mig omkring på de andre publikummer, der sad med deres sedler og smilede, vidste jeg instinktivt, at de havde det på samme måde. Trygge.

Grundidéen i stykket er simpel nok. Donahoe fortæller 'sin' historie – det står hen i det uvisse, om den er selvbiografisk eller ej, men det er underordnet. I dramaets verden er det hans historie. Og den begynder, da han er syv år gammel, og hans mor forsøger at tage sit eget liv.

Jeg kan dårligt forestille mig en mere dyster måde at indlede en ellers hjertevarm teateroplevelse på.

Men Donahoe klarer det med en utrolig lethed. Hans barnlige entusiasme og væsen i de tidlige scener er en ren fornøjelse. Han fortæller os, hvordan han tacklede situationen – ved at skrive en liste over alle de fantastiske ting ('Brilliant Things'), der gør livet værd at leve, startende med, naturligvis, is. Han råber tal op, og publikummer læser den 'Brilliant Thing' op, som han har udvalgt dem til at læse.

Det er fascinerende at overvære. Nogle er selvsikre, andre generte; nogle elsker rampelyset, andre afskyr det. Men alle gør det. Ligesom han, som syvårig, måtte lære at håndtere situationen, gør de det samme. De uden sedler slapper af og nyder de andres reaktioner.

Så sker det uventede: Donahoe udpeger manden foran mig til at spille den venlige lokale dyrlæge. Spændingen stiger i rummet. 'Hvad kan jeg blive bedt om at gøre?', spørger alle sig selv om i kor. Svaret står hurtigt klart: Gør det, og få det bedste ud af det.

Donahoe bruger 'Manden Foran Mig' i en kort scene om hans første møde med døden, da dyrlægen skal aflive Donahoes trofaste hund. Det er en rørende og morsom scene. Manden ved selvsagt ikke, hvad han skal gøre, hvilket afføder et par grin, men Donahoe guider ham sikkert igennem.

Herefter følger scener med publikupper i rollerne som Donahoes far, hans universitetslektor, pigen fra biblioteket som han ender med at gifte sig med, og vigtigst af alt, læreren der vejleder ham i skolen. Hun er et vidunder – en fornuftig kvinde, der lader børnene tale frit ved at tage sin støvle af og bruge en sok som hånddukke til at kommunikere med.

Denne sekvens kunne let være faldet til jorden, men lige denne dag var kvinden, Donahoe valgte, i gang med at lyne støvlen ned, før han overhovedet havde talt færdig. Hun kastede sig helhjertet ind i opgaven med at hjælpe den lille dreng gennem forvirringen over moderens psykiske tilstand. 'Sokkekvinden' var fænomenal.

På dette tidspunkt opstod der en mærkbar følelse hos publikum – 'hvad kan jeg gøre for at hjælpe her?'. Og det er naturligvis pointen. At vise at selvmord og depression findes overalt, kan ramme hvem som helst, og at vi alle kan gøre noget for at hjælpe dem, der lider.

Donahoes liste over 'Brilliant Things' lægges væk, genopdages og udvides, for så at blive lagt væk igen, da han gifter sig med bibliotekaren. Men så rammer depressionen ham, og tingene falder fra hinanden. Bibliotekaren elsker ham, men kan ikke blive hos ham, og hun minder ham om listen over alle de fantastiske ting.

Han bliver ved med at tilføje ting til listen, og den vokser sig større og større uden en eneste gentagelse. Musik er en central del af listen, og vi får del i Donahoes eklektiske passion for vinylplader og deres unikke lyd.

Så sker der noget virkelig forfærdeligt, som beskrives med klinisk og fattet præcision. Jeg tror ikke, der var et tørt øje i salen på det tidspunkt. Men hændelsen driver Donahoe videre, og hans liste når til sidst op på en million punkter.

Én million fantastiske ting, der viser, hvorfor livet er værd at leve og værd at kæmpe for.

Så er stykket slut. Stilheden sænker sig, mens mørket for første gang lægger sig over salen.

Et øredøvende bifald følger – og det er velfortjent.

Donahoes talent og ubesværede karisma er inspirerende. Stykket viser klart og tydeligt, hvordan ingen er immune over for depression eller selvmordstanker, og at vi alle bør være opmærksomme – for alle kan hjælpe.

Forestillingen er instrueret af George Perrin, men Donahoe improviserer meget afhængigt af publikum. Derfor har værket en sprudlende spontanitet over sig, som er fuldstændig fængslende. Der er lige så meget at grine og smile af, som der er at tænke dybere over.

En unik og værdifuld teateroplevelse. Den vil få dit hjerte til at synge.

Gør hvad som helst for at se den.

Every Brilliant Thing spiller på The Barrow Street Theatre frem til den 29. marts 2015.