ANMELDELSE: Fanatical, Playground Theatre ✭✭✭

Julian Eaves anmelder Fanatical, en ny musical af Matt Board og Reina Hardy, som nu spiller på Playground Theatre.

Suanne Braun i Fanatical. Foto: Scott Rylander Fanatical

Playground Theatre

14. november 2018

3 stjerner

Bestil nu

For godt tyve år siden blev en fantastisk sci-fi-parodi et kæmpe hit med en historie sat til en fan-kongres: 'Galaxy Quest' er en af de mest gennemførte og forfriskende udgaver af denne trope, vi har set. Dens succes skyldtes ikke mindst den geniale blanding af fantasi og menneskelig hverdagshverdag, samt den herlige udforskning af spændingerne mellem de to verdener.  Nu, længe efter, har et par relativt nye navne (musik og tekst af Matt Board og manuskript af Reina Hardy) brygget deres egen historie sammen og gjort den til en musical.  De har arbejdet på den i godt ti år, og man skulle tro, at de efterhånden havde fundet ud af, hvordan de får det til at fungere.  Det kunne man i hvert fald tro.  Men selvom stykket de sidste fem år har været på turné i 'workshop-land', fra Chicago til London og New York, og med Neil Marcus og The Stable i ryggen – og nu for første gang i en fuld opsætning på det initiativrige Playground Theatre i en kompetent iscenesættelse af den spirende instruktør Grace Taylor – er forestillingen stadig ret langt fra at ramme den plet, et projekt som dette burde kunne.  Uundgåeligt bliver det en interessant leg at spekulere over hvorfor.

Lad os starte med de stærke sider.  Partituret indeholder noget af det smukkeste nye musik, jeg har hørt længe.  Det helt store højdepunkt er uden tvivl anden akts ekstraordinære bekendelse, 'Collected', som viser Boards sangskriver-talent fra sin mest dygtige, dybfølte og lyrisk elegante side: det er et uvurderligt nummer, der fortjener stor opmærksomhed. Faktisk er det så bjergtagende, at man ved, man aldrig vil glemme det, når først man har hørt det.  Heldigvis leveres det også af castets mest erfarne og begavede kræfter, Tim Rogers, hvis stærke og dog utroligt smidige dramatiske tenor smyger sig om hver eneste subtile og fortryllende kontur i sangen med en overvældende effekt.  Helt ærligt, at høre dette øjeblik gjorde mig glad for, at jeg havde siddet igennem resten af forestillingen.  Resten af musikken indeholder også mange flotte melodier: Sophie Powles, med en robust, klar og solid mezzo, får lov at synge flere af dem, og jeg håber, vi kommer til at se meget mere til hende i musicals – hun har tydeligvis potentialet til meget mere i denne genre.  Men det er 'Collected', der sætter barren.

Stephen Frost i Fanatical. Foto: Scott Rylander

Suanne Braun er en anden rutineret professionel med et flot CV.  Desværre giver hendes rolle hende ikke meget variation, og musikken skrevet til hende føles ikke lige så inspireret eller interessant. Hun gør, hvad hun kan, for at få noget ud af rollen som arrangøren af fan-konventet, vi overværer, men hun begrænses af manuskriptets snævre rammer.  Når hun endelig får chancen for at gøre noget opfindsomt, tillader Hardys manuskript hende kun at bruge sin krop som lokkemiddel.  Jeg blev overrasket og en smule nedslået over den udvikling: er vi i 2018 eller 1958?  Manuskriptet udviser ikke rigtig mere respekt end det, og det giver heller ikke hendes karakter flere dimensioner.  Hvorfor?  Er det fordi Hardy for ofte virker overvældet af de tekniske udfordringer med at styre sit persongalleri og derved mister de menneskelige historier af syne? Resultatet er, at det dominerende 'tema' fremstår som en obsessiv dedikation til sci-fi-tegneserier. Tilgiv mig, men det er måske en anelse for niche-præget til at fastholde min opmærksomhed.

En fascinerende karakter, som er stærkt underbrugt, er skaberen af fankongressens historie, 'Angel 8', som spilles i et hæsblæsende gear af den talentfulde komiker Stephen Frost: han leverede aftenens største grin – og faktisk det eneste, der fik mig til at grine højlydt – med sit bundærlige portræt af den bitre og selvdestruktive fiasko, forfatteren Stephen Furnish.  Hans karakter er uden sammenligning den mest spændende i en fortælling, der ellers er fyldt med tynde stereotyper. Jeg undres over, at forfatterne ikke for længst har set det potentiale, han har, og valgt at give ham meget mere plads. Det lykkes dem faktisk at tage en usympatisk karakter og forvandle ham til noget usædvanligt og uventet engagerende. Alligevel måtte vi have tålmodighed helt indtil de sidste minutter af første akt, før vi så ham første gang – en lang og stadig mere kedelig ventetid.  Når han endelig dukker op, tænker man: 'Men denne person er jo langt mere interessant end nogen af de andre, vi har mødt. Hvorfor kan vi ikke tilbringe mere tid med ham?'  Det er muligvis noget, forfatterne bør overveje seriøst (samtidigt med at de dropper de mandschauvinistiske anakronismer).  Som det er nu, stiller Hardys manuskript få dybe spørgsmål til karaktererne; der hvor 'plottet' kræver det, bruges der masser af tid på overforklarende eksponering af pointer, som publikum tilsyneladende fanger langt hurtigere end forfatterne – et godt eksempel er det træge forløb omkring det 'forsvundne' manuskript til seriens sidste afsnit.

Sophie Powles i Fanatical. Foto: Scott Rylander

De øvrige karakterer minder meget om hinanden, og skuespillerne gør det lille, som manuskriptet tillader dem.  Theodore Crosby, Amber Sylvia Edwards, Amy Lovatt og Eddy Payne runder holdet af i dette kammerspil af en kongres og holdes i gang af Anthony Whitemans koreografi, der balancerer usikkert på P.J. McEvoys lidt kluntede scenografi.  Designet består af en central fire-benet platform på en hævet drejescene, der dominerer rummet og udsynet på en scene, hvor publikum sidder på to sider af kvadratet. Platformen står dog ikke stille, den drejer, så mindst én af dens søjler altid står i vejen for en del af publikum.  Det er en af de scenografier, der måske så godt ud som model, men som er lidt af et mareridt i praksis.  Med begrænset plads i kulissen og ingen mulighed for at gå op eller ned, gør Taylor og Whiteman, hvad de kan for at holde dampen oppe, men med mange korte scener og skift i både tid og sted, har de deres sag for.

Rachel Sampley lader til kun at have to måder at sætte lyset på og skifter mellem dem på simpel vis.  Andy Grahams lyd fungerer bedre, men akustikken i lokalet er udfordrende, og måske ville mindre forstærkning have gjort lytteoplevelsen mere behagelig.  Bandet, under ledelse af John Reddell og overvåget af Jim Henson, har en meget keyboard-tung lyd, hvilket er mærkeligt, genrens rock-prægede musikstil taget i betragtning. Ofte får vi et klaver-akkompagnement til sangene, der lyder mere som en prøve end som en færdig produktion.  Det er en skam.  Musikken er ofte yderst attraktiv og fortjener virkelig en mere gennemtænkt lyd: for eksempel ville et par guitarer sammen med Tristan Butlers slagtøj, og mindre fokus på Reddells første keys, have givet et mere stilrent og behageligt indtryk.

Marcus fortæller, at de leder efter forlag, og hans tro på projektet er beundringsværdig.  Personligt mener jeg, at holdet bør overveje en gennemgribende omskrivning.  Kvaliteten af de gode elementer her er virkelig utrolig høj.  Muligvis fortjener det en seriøs gennemgang, før der gøres mere.  Kompagniet har fire uger i Latimer Road til at teste det af på mange forskellige publikummer og finjustere produktionen (hvis de har lyst).  Man kan lære meget i den proces.  Måske vil de indse, at der er endnu mere potentiale i værket: det kunne blive til noget helt stort.

Spiller indtil 9. december 2018

BESTIL BILLETTER TIL FANATICAL