ANMELDELSE: For Services Rendered, Minerva Theatre ✭✭✭✭✭

Stella Gonet som Mrs Ardsley. Foto: Richard Hubert Smith For Services Rendered

Minerva Theatre

15. august 2015

5 stjerner

I dag er det sjældent at se et stykke af W. Somerset Maugham i West End, og folk bliver ofte overraskede over at opdage, at Maugham skrev over tredive skuespil, hvoraf de fleste blev opført i West End – og at han på et tidspunkt i 1908 havde hele fire stykker kørende samtidigt. Han var en produktiv herre og en af det 20. århundredes største engelske forfattere.

Ligesom Terrence Rattigans stykker gik Maughams dramatik af mode i de sidste årtier af forrige århundrede. Tanken var, at de var for "gammeldags" til et publikum, der var vant til Pinter, Beckett, Stoppard, Brecht, Churchill og deslige. De bliver sjældent genopsat i dag, hvilket er en skam for alle, men især for teatret.

Gammeldags er et udtryk, der oftere og oftere bruges negativt, som om der var noget galt med at være netop det. I teatersammenhæng er "gammeldags" dog en indikation af struktur, form og en ligevægt mellem plot og karakterer. Det er også et tegn på en tillid til sproget, scenografien og det historiske vingesus fra urpremieren. Det vækker mindelser om dramaet i tiden før tv-alderen – dengang publikum var indstillet på at se, lytte og lade sig opsluge af en anden verden. Dengang publikum var villige til at reflektere over det, der udspillede sig foran dem, i stedet for blot at lade sig spise af med spektakel og chok-effekter som erstatning for tekstnær indsigt.

Teatret er hverken tv eller film. Selvom filmisk teater i stor skala er både muligt og ønskværdigt, bør det ikke være det eneste på plakaten. Det intime, følelsesladede og dybt rørende teaterdrama er mindst lige så vigtigt som operatiske bedrifter. Det vigtigste er, at teksten formidles levende for et moderne publikum, og at teatret forbliver et sted med konstant og uendelig variation. Den slags er langt vigtigere end chok-taktikker, såsom at præsentere en velkendt tekst på en særpræget måde (medmindre tiltaget faktisk bidrager til stykkets teatralitet eller dybden i fortællingen).

Howard Davies' udsøgte opsætning af Maughams For Services Rendered, som pt. spiller på Chichesters Minerva Theatre, er et mønstereksempel på godt, gammeldags teater. Det er en smuk og gennemarbejdet forestilling baseret på et alvorligt stykke; skrevet af Maugham i tydelig vrede over de vilkår, de hjemvendte soldater fra skyttegravene i 1. verdenskrig mødte, da de blev overladt til sig selv.

Davies iscenesætter alt præcis efter perioden. Med undtagelse af ét enkelt tilfælde virker alle skuespillerne som plukket ud af en fjern fortid; der er intet moderne over deres spil. Denne helhjertede omfavnelse af tidsånden gør karakterernes overbevisninger og særheder helt troværdige, og som resultat bliver man hurtigt opslugt og fascineret af deres fjerne verden.

Matilda Ziegler (Gwen Cedar) og Joseph Kloska (Sydney Ardsley). Foto: Richard Hubert Smith

Det handler til dels om accenter, kropsholdning og den måde, Maughams ord får liv på. Der er en skrøbelighed, en oprigtighed og en fornem sofistikerethed over næsten hver eneste replik, hvilket placerer os langt mere solidt i den middelklasseverden, som Downton Abbey antyder, men aldrig for alvor udforsker.

Davies forstår naturligvis fuldt ud, at ved at indkapsle alt i denne tidslomme og holde sig til den stil og præsentation, som Maugham ville have forventet i samtiden, så frigøres stykkets kraft for et moderne publikum.

De spændinger, der driver dramaet, er lige så aktuelle i dag som dengang: utroskab, den patriarkalske foragt for den arbejdende kvinde, venskab over for forretning, sex over for kærlighed, forældres ofring og ligegyldighed, de ugiftes skæbne, rige mod fattige og den fortsatte mangel på respekt, som regeringer viser dem, der går i krig for deres land.

At se disse emner udspille sig i en hyggelig dagligstue – om end en kulisse, der er ulig alt, man ser i moderne tv-dramaer – understreger deres styrke snarere end at svække den. Jo mere tingene ændrer sig, desto mere forbliver de de samme.

Jeg tvivler på, at man kunne ønske sig en finere eller mere nuanceret opsætning af dette store skuespil. Det er oprigtigt morsomt visse steder, fyldt med melodramatiske indslag, der ikke virker fjollede, men indsigtsfulde, og utroligt bevægende i de afsluttende scener. Davies er på toppen af sin kunnen her – det er en symfoni af teatralsk nydelse. Den bør overføres til West End og spille i månedsvis. Producenter skal ikke være bange for en god, gammeldags triumf.

William Dudleys scenografi er fremragende og fremmaner perfekt følelsen af, at tiden står stille på landet. Baggrunden viser godsets bølgende bakker, men der er også pigtråd tydeligt i syne: et nik til både krigens rædsler og det hårde arbejde på landet. Ved første øjekast virker pigtråden måske voldsom, men efterhånden som hjemmet afsløres som den sande slagmark, og liv bliver brutalt forandret i dagligstuen, fungerer det som en påmindelse om, at krig og ofre findes alle vegne.

Mike Henderson lyssætter scenen til perfektion, og stemningen i belysningen understøtter dramaets flow. Dudleys kostumer er smukke og giver sammen med scenografien det herligt falske indtryk af, at vi måske skal se en munter teaterkomedie. Det er en fantastisk finte.

Rollelisten er i særklasse.

Samm Callis (Howard Bartlett), Justine Mitchell (Eva Ardsley) og Jo Herbert (Ethel Bartlett). Foto: Richard Hubert Smith

Stella Gonet er vidunderlig som matriarken med den stærke vilje og den svage krop; Matilda Ziegler leverer en fantastisk præstation som den knuste, forrådte og bitre anden hustru; og Anthony Calf viser en markant ubehagelig side af sit repertoire, som er fascinerende at overvære. Simon Chandlers anspændte, stive og pedantiske landsretssagfører – og familiens overhoved – er en fornøjelse (han er så tør og rædderlig, at det virker hypnotisk), og Nick Fletcher er fænomenal som den hjemvendte soldat, der har mistet alt og ikke kan få sig selv til at gøre det eneste, der kunne redde ham.

Men de bedste præstationer kommer fra de tre meget forskellige søstre i huset: Justine Mitchells præcise Eva, hvis udkårne blev dræbt i krigen, og som nu er endt som den overskydende datter, der skal passe sin sårede bror; Yolanda Kettles livlige og beslutsomme Lois, der vil gøre alt for at undslippe den fremtid, der venter Eva; og Jo Herberts pragmatiske og kloge Ethel, hvis ægteskab ikke er helt, som det burde være. Sammen skaber disse tre talentfulde skuespillerinder en sand følelse af søsterskab, der både vækker Maughams karakterer til live og viser, hvordan tragedierne fra dengang stadig har resonans i dag.

Der er også flot spil fra David Annen som den martrede læge og Sam Callis som den lystne Howard, der ville ønske, at krigen stadig var i gang, så han kunne få sex med pigerne blot ved at bære uniform. Det er svært at spille blind på en scene, men Joseph Kloska gør et ihærdigt forsøg. Der manglede dog en konstant bitterhed i hans præstation, hvilket svækkede nogle af hans scener en smule. Men det er en lille detalje.

Scenen, hvor Mitchells Eva akavet forsøger at løse problemerne for Fletchers Collie, er ekstraordinær at se på og suverænt håndteret af begge. Man glemmer næsten at trække vejret, så stærke er deres præstationer. Og hendes forfald i de afsluttende scener udføres med både flair og elegance. Ganske bemærkelsesværdigt.

Teater bør handle om muligheder, fantasi og indlevelse. Enhver, der ikke bliver bjergtaget af disse fremragende præstationer i denne fremragende opsætning af dette fremragende stykke, bør virkelig spørge sig selv, hvad de overhovedet vil med teatret.

Det er måske ikke en "stor satsning" i kommerciel forstand, men det er uden tvivl den ægte vare.

For Services Rendered spiller indtil den 5. september 2015. Book nu