ANMELDELSE: Heartbreak House, Union Theatre ✭✭✭✭

Heartbreak House

Union Theatre,

10. januar 2018

4 stjerner

Bestil billet

Af alle de skuespil, George Bernard Shaw skrev, fandt især ét sin plads i sovjetternes hjerter og sind: dette. Det er ikke svært at se hvorfor. Meget i stil med Bulgakov, og Tjekhov før ham, viser Shaw i denne enkle historie om et landstedsselskab af repræsentative typer omkring udbruddet af Første Verdenskrig (selvom det er skrevet lige efter dens afslutning), de energiforladte, forkælede og retningsløse overklasser for det, han mener, de er, og udsætter dem derefter for et dundrende opgør, da hans omhyggeligt organiserede syn på den historiske uundgåelighed indhenter dem. Vi ser deres fantasiverden kollapse i ruiner og nyder synet af dens ødelæggelse, præcis som at se et gammelt katastrofeepos på Drury Lane. Og i denne produktion af Phil Willmott Company – som efterhånden er ved at være erfarne kræfter i de nye Union-rammer i Southwark – får vi en stilfuld pakke, der fremviser alle sine herligheder på bedste vis.

Ikke at der er det store i den muntre, letlivede første halvdel, der forbereder os på det, der skal komme. Justin Williams og Jonny Rust har virkelig givet den gas med scenografien og serverer en storslået ziggurat af niveauer, der i høj grad ligner det skibslignende rum, manuskriptet kræver, og trækker så mange maritime, landlige, dannede og patriotiske referencer ind som muligt. Der er endda en kanon (selvom vi skuffende nok ikke får den at se i brug). Ben Jacobs lyssætter det hele for at få så meget dybde og perspektiv frem som muligt, og Philip Matejtschuk pumper periode- og lokationslyde ud for at underbygge vores fornemmelse af husets virkelighed, mens Penn O'Garas fine kostumer gør det samme.

Det samme kan ikke helt siges om præstationerne i første halvdel. Lianne Harvey er først på scenen – i en smuk stråle af Jacobs' lys set alt for flygtigt – og hun er munter og uskyldig som Ellie Dunn, mens Alison Mead leverer en indtagende præstation som Nurse Guinness. Det er okay, så langt det rækker, men da James Hornes kaptajn Shotover dukker op, og forviklingerne i Shaws bevidst arkane plot begynder at strømme ind, begynder en følelse af utilpashed at vokse. Hvor fører alt det her hen? Tingene bliver kun mere bekymrende med ankomsten af andre weekendgæster: Francesca Burgoynes voldsomt og frygtindgydende energiske Lady Ariadne Utterword, pragtfuld i fjer og rynket satin; Toby Spearpoints blege og tamme Randall Utterword; den træffende navngivne krigeriske rædsel, som er Mat Betteridges Hector Hushabye, en kæphøj skørtejæger, og hans chokerende ligeglade ægtefælle, husets datter, Helen Ankers Hesione Hushabye. Der er også et par andre gæster, der er knyttet til Ellie på den ene eller anden måde: Ben Porters stive, men humane Mazzini Dunn, og J P Turners håbløst malplacerede 'forretningsmands'-indtrænger, Boss Mangan. Og der er endda en indbrudstyv, spillet som en kyst-cockney af Richard Harfst.

Denne samling af karakterer fungerer mest som et talerør for manuskriptets primære tendens i den første del af forestillingen: at tilbyde en snakkesalig parade af arketyper. Og da der ikke er mere plot at arbejde med, er det præcis det, de giver os. Dette er tro mod manuskriptets hensigter, men blotlægger alle Shaws indbyggede svagheder: at opleve det er som at spise en masse glasur uden frugt nedenunder. Efter et stykke tid bliver det ufordøjeligt sødt og overfladisk. Publikums længes efter noget mere jævnt og jordnært. Heldigvis, lige før afslutningen af første halvdel, findes en pistol frem, og en stråle af muligheder bryder frem på scenen. Dog render man afsted til baren i pausen efter en lang og ret formålsløs første halvdel uden at være rigtig overbevist om, at noget af betydning vil opstå.

Og hvor tager man fejl. Handlingen genoptages, som var der slet ikke en pause, og vi bliver kastet ind i et langt mørkere og meget mere interessant territorium. Pludselig, selvom pistolen heller ikke affyres her (hvilket er heldigt, når så mange bundter dynamit ligger strøet om på scenen), bliver disse karakterers trættende overfladiskhed blæst ud af syne. Nu må de se sig selv for det, de er, og Shaw lader denne proces gå sin naturlige gang og lader tingene ske, blive trevlet op og udvikle sig organisk. Endelig fyldes scenen med ægte drama: Den ene tilståelse – eller snarere afsløring – følger efter den anden. Tynget af sandhedens ubehagelige konsekvenser mister karaktererne simpelthen deres fatning og oplever en opvågning; de finder sig selv drevet væk fra hinanden eller uventet kastet sammen med mennesker, de ikke troede, de ville have, i dette store hus, hvis hjerte – i enhver forstand – er blevet knust. Pludselig befinder vi os i den samme moderne verden som f.eks. 'La règle du jeu', og i alle årtierne siden, helt frem til i dag: Nationens skæbne kan da umuligt overlades til folk, der er så fuldstændig ukvalificerede til at styre den effektivt; eller, hvis den skal være det, kan de – eller vi – så overhovedet have en fremtid?

Mirakuløst nok lykkes det Shaw i stykkets anden del at trække foryngelsens mirakel ud af den førstes ledige vragrester. Man ser det slet ikke komme, hvilket gør det så meget mere frydefuldt, når det rammer én. Og da karaktererne mister den status, de krævede i første halvdel, opnår de mærkværdigvis og uventet langt mere appel og elskværdighed, end man nogensinde ville have tiltænkt dem. Shaw giver os ikke ligefrem håb, men han maler et billede, som vi kan genkende som noget, der taler til os i dag. Det er lidt af en ventetid at nå dertil, men det er mere end umagen værd at holde ud.

BESTIL BILLET TIL HEARTBREAK HOUSE NU