ANMELDELSE: I Loved Lucy, Arts Theatre ✭✭

Sandra Dickinson som Lucille Ball og Matthew Scott som Lee Tannen. Foto: Alessia Chinazzo I Loved Lucy

Arts Theatre

24. juli 2017

Book billetter Sandra Dickinson har været fraværende fra West End-scenen alt for længe. Faktisk mener jeg, at London sidst så hende som understudy for Angela Lansbury i 'Blithe Spirit' – hvor hun fik lov at spille i 'understudy-forestillingen' – og det kun én gang, da Lansbury aldrig missede en eneste aften. Før det bød karrieren på mere markante roller i West End i musical-opsætninger som 'Singin' In The Rain' og 'Chitty-Chitty, Bang-Bang'. Hun har også været et populært og charmerende indslag i en række juleforestillinger landet over samt i flere film, hvilket vidner om hendes brede appel. Men hvorfor har vi ikke set hende i flere dramatiske roller? Når man oplever denne kraftpræstation som Lucille Ball på The Arts Theatre, virker et rimeligt svar mere fjernt end nogensinde.

Dickinson er sublim. Hun leverer en mesterklasse i, hvordan man fascinerer og fæstner et publikums udelte opmærksomhed; hun gør selv sin fordybelse i terningkastet på backgammon-bordet til et magisk øjeblik. Hendes evne til at finde og tro på karakterens sandhed er fejlfri. Vi møder Ball mod slutningen af hendes karriere, hvor hun som pensioneret stjerne slår sig sammen med en ung og tilsyneladende ret retningsløs mand. Hun tager ham under sine velfinancierede vinger og morer sig med at forme ham efter sine behov og indfald. Han bliver hendes underholdende lille projekt. Til gengæld synes hans ungdom og enkelhed at vække den aldrende stjerne til live igen; hun planlægger et comeback til sin triumferende tv-tilværelse; forsøget slår fejl, forholdet bryder sammen; der følger en adskillelse, en genforening i sidste øjeblik, og så – uundgåeligt – er døden det eneste, der er tilbage.

Sandra Dickinson som Lucille Ball og Matthew Scott som Lee Tannen i I Loved Lucy. Foto: Alessia Chinazzo

Det er en situation, der potentielt kunne skabe interessant dramatik eller i det mindste samtaler med bid og dybde undervejs. I hænderne på en tredjepart kunne teksten muligvis have fået en mere meningsfuld form. Her er det dog den unge mand selv, Lee Tannen, der har grebet pennen for eftertiden for at udvinde to timers snak mellem disse behageligt umage personligheder. Matthew Scott, en karismatisk Broadway-stjerne, er hentet ind til at udfylde rollen som forfatteren, og han træder aldrig forkert i sin fremstilling af ham som et sympatisk, oprigtigt, venligt og betænksomt menneske. Og ja, han har også haft sine kampe: At være homoseksuel gjorde ham upopulær både i skolen og hjemme, og den fortælling udgør kernen i mange af hans enetaler til publikum, når Ms. Dickinson ikke er på scenen. Faktisk er der mange tidspunkter, hvor det virker som om, det er dét, showet egentlig handler om.

Måske sigende nok var Balls reaktion på disse afsløringer at feje dem til side og opfordre Tannen til at fortsætte med det vigtigere foretagende: at spille brætspil med hende – nogle gange i timevis. Muligvis gemmer der sig i de scener antydninger af aspekter ved forholdet, som manuskriptet ikke altid udforsker særlig ihærdigt. I hvert fald ikke før udbruddet i anden akt, der fører til bruddet og adskillelsen. Hvem ved.

Som det står nu, findes forestillingens egentlige substans (uanset om det er aften eller matiné – og denne forestilling bør især satse på et stærkt matiné-publikum, hvis den skal få succes) i Balls morsomme genfortællinger af møder med de store og berygtede fra Hollywood og Burbank. Dickinson får det maksimale ud af disse scener, og de er ofte så fængslende og lækre, at man jævnligt tænker på, om hun ikke bare kunne fortælle dem direkte til publikum selv, i stedet for at skulle levere så meget af sin dialog i profil henvendt til Mr. Tannens alter ego, Lee.

Sandra Dickinson som Lucille Ball og Matthew Scott som Lee Tannen i I Loved Lucy. Foto: Alessia Chinazzo

Imens sørger den diskrete instruktør Anthony Biggs for, at konversationen skrider jævnt fremad; Gregor Donnelly har skabt et massivt LUCY-skilt og et chatshow-setup på en 'bleeding heart'-forhøjning (hvilket får en til at overveje, hvordan det havde været at udforske dét format til stykket – altså chatshowet, ikke den katolske ikonografi), Tim Mascalls lyssætning er fejlfri hele vejen igennem og får det bedste ud af den enkle scenografi, og Yvonne Gilbert styrer de mange lydniveauer med stor finesse. Dickinson får lov at bære nogle smarte outfits leveret af Donnelly (går vi ud fra) og har adgang til præcis én læbestiftrød taske. Jeg forestiller mig, at det, vi ser, er præcis, hvad budgettet rakte til.

Hvor godt forestillingen vil klare sig i West End, kan kun tiden vise. I manuskriptet er der adskillige henvisninger til lignende historier, der har haft stor succes i byen – og andre steder – med aldrende kvindelige stjerner, der finder sammen med meget yngre mandligt selskab. Men jeg ønsker ikke at udfordre skæbnen ved at nævne dem her.

I LOVED LUCY BILLETTER