ANMELDELSE: Joking Apart, Theatre Royal Windsor ✭✭✭✭

Joking Apart - Theatre Royal Windsor. Foto: John Walmsley Joking Apart

Theatre Royal, Windsor

23. juni 2015

4 Stjerner

'Et menneskes tragedie er ofte ikke, at han fejler, men at han tæt på vinder.'

*

Placeret lige under murene ved Windsor Castle ligger det charmerende edwardianske Theatre Royal, hvis elegante cremefarvede, forgyldte og plys-interiør i øjeblikket danner ramme om en kortere række teaterstykker af høj kvalitet. Sæsonen genskaber for en stund den sande ånd fra det klassiske ensemblespil (repertory theatre). En del af denne sæson er den yderst velkomne genopsætning af Alan Ayckbourns Joking Apart, et stykke der har haft relativt få opsætninger siden en mindre succesfuld London-premiere sidst i 70'erne.

Dette er en af Ayckbourns mørkere komedier, der fokuserer på de ødelæggende og ætsende konsekvenser af jalousi og misundelse. I centrum af det hele står parret Richard (Chris Casey) og Anthea (Stephanie Willson), som er selve indbegrebet af godhed, talent, skønhed, professionelt overskud, livsglæde og samfundssind. Omkring dem kredser deres venner, som alle bliver stadigt mere ulykkelige og hvis følelsesliv bliver tiltagende dysfunktionelt, mens Richard og Anthea forbliver strålende uforandrede. Stykket består af to akter og fire scener, hvor handlingen udspiller sig i Richard og Antheas baghave over en periode på tolv år, skiftevis i vinter- og sommerhalvåret.

Som Ayckbourn selv bemærker i programmet, har det altid været en udfordring at gøre rendyrket godhed dramatisk interessant. Præcis som Miltons Gud er kedelig sammenlignet med den plagede og mangefacetterede Satan, er det svært at skabe et fængslende drama ud af smukke og succesfulde menneskers lykkelige ægteskaber. Hans løsning er at flytte fokus væk fra Richard og Anthea og i stedet belyse deres venners reaktioner og voksende nag. Derfor er det følelsesmæssige tyngdepunkt finurligt forskudt mod naboerne: den lokale præst og hans kone, Hugh (Anton Tweedale) og Louise (Natalie Douglas), forretningspartneren Sven (Alec Fellows-Bennett) og hans kone Olive (Lou Lou Mason), samt Antheas gamle ven, Brian (Gary Roe), der dukker op med en perlerække af identiske kærester, alle spillet af Grace K. Miller. Vi følger de velkendte middelklasse-ritualer, mens vi får indblik i karakterernes fortid og nutidige bekymringer. Samtidig tager de følelsesmæssige understrømme til, og spændingerne bliver mere desperate, indtil de eksploderer i konfrontationer, der er præcis lige så komiske, som de er gribende.

Timing og tempo er altafgørende i Ayckbourns stykker. Når alt spiller, fungerer stykket som et præcist urværk, men hvis det fejler, risikerer det at virke ligegyldigt. Grænsen mellem en berusende succes og en kluntet fiasko er faretruende smal. I første halvdel af aftenen var jeg visse steder bekymret for, om vi ville lande på den forkerte side af stregen. Jeg tænkte – som jeg ofte gør – at presseaftener burde ligge senere i spilleperioden, når forestillingen for alvor har fundet sin rytme. I starten gik det for langsomt, og skuespillerne virkede en anelse for magelige i deres replikskift og reaktioner. Jeg var tydeligvis ikke alene om den tanke, at dømme ud fra denne ordveksling mellem to publikummer i pausen, der selv kunne være trådt ud af et Ayckbourn-stykke:

Mand: 'Vi har været her en time, skat, og der er ikke sket noget!'

Kone: 'Der sker aldrig noget i hans stykker, før nogen bliver pløret!'

Dette viste sig at holde stik – som så ofte hos Ayckbourn er det alkoholen, der i anden halvdel løsner tungerne destruktivt og lader årevis af opsparet nag flyde over på barsk vis. Men nu var tempoet perfekt, og stykket bevægede sig med kraft og intensitet mod den nådesløse sandhed i den replik, jeg fremhævede øverst i anmeldelsen. Under overfladen af den simple rejse fra ungdom til midtliv gemmer der sig en trist accept af kompromiser og nederlag, som føles endnu mørkere, fordi de professionelle og personlige fiaskoer faktisk var utroligt tæt på at blive til succeser.

Når man ser teksten på papiret, virker den flad og tynd – præcis som det er tilfældet med Coward. Der er få sproglige finurligheder eller ordspil. Men teksten er blot udgangspunktet – et omrids, som skuespillerne skal udfylde og give liv. Det må være en af grundene til, at skuespillere elsker disse roller – der er et enormt rum for kreativ fortolkning. Man mærker straks, at Ayckbourn selv startede som skuespiller. Han giver rollen som en stereotyp ramme, og herudfra får skuespilleren chancen for at skabe et unikt, nuanceret menneske. Manuskriptet har sat samspillet i gang med stor præcision og kræver respekt og nøjagtighed, men inden for den struktur er der også reel frihed. Ensemblet fortjener stor ros for at gribe disse muligheder fuldt ud.

Som Richard og Anthea har Casey og Willson på mange måder den sværeste opgave. De er charmerende, flotte og irriterende succesfulde i alt, hvad de rører ved – de gavmilde værter for alle de fester, der rammer handlingen ind. Men de skal også være det rolige centrum, som alt andet sker omkring. De formår på overbevisende vis at udstråle en sorgløs mangel på bevidsthed om andres problemer og følelser – en sårbarhed, der er alt for genkendelig som konsekvensen af aldrig at have mødt modstand og altid at have fået sin vilje uden besvær. På den måde er de måske ikke helt så perfekte, som Ayckbourn forestiller sig, men de er aldeles troværdige.

Tweedale er yderst effektiv som den kluntede og kejtede sognepræst. Han får det maksimale ud af rollens følelsesmæssigt hæmmede, klichéfyldte retorik og bliver meget rørende, når de rå følelser bryder igennem. Douglas skildrer sin kones, Louises, mentale sammenbrud med en fysisk akavethed, der rammer plet i forhold til hendes voksende sociale hjælpeløshed over for naboernes ukuelige venlighed. Fellows-Bennett leverer et skarpt portræt af undertrykt alfa-han-jalousi; han fører sin karakter fra at være en skandinavisk karikatur til en detaljeret skildring af bitterhed overfor en rival, der ender i et raserianfald mod nederlaget i Mark Antony-klassen. Mason har mindre at gøre som hans kone, men formidler fint sin desperate jalousi over for Anthea og hendes patetiske forsøg på at støtte sin mand ved at give ham ret i hans kritik af Richard. Roes rolle er mindre udviklet, men han får meget ud af en specifik tale, der rørende afslører hans livslange kærlighed til Anthea. Som ofte hos Ayckbourn er skaden sket længe før, tæppet går, og vi ser blot efterskælvene. Miller har den svære opgave at spille stribevis af ensartede, naive blondiner, men hun formår at skelne dem flot fra hinanden og leverer til sidst stemmen fra den yngre generation, hvor hun som datter i huset symbolsk nægter at gå ind i de kampe og alliancer, der har præget hendes forældres liv i de foregående tolv år.

Som det er tilfældet med mange teatre af en vis alder, er baren på Theatre Royal prydet med fotos fra fordums tids succeser. Og sandelig om ikke der hang billeder fra en 1986-opsætning af netop Joking Apart – komplet med duffelcoats, silketørklæder, tweedjakker, blomstrede kjoler og stort, krøllet hår, der fører en direkte tilbage til 70'erne. Men pointen med denne fremragende opsætning er, at stykket er tidløst og holder et lige så sandt spejl op for vores svagheder i dag, som det nogensinde har gjort. Besøg deres hjemmeside for mere information om repertoiret på Theatre Royal.