ANMELDELSE: King, Hackney Empire ✭✭✭✭✭

Julian Eaves anmelder musicalen King af Martin Smith, præsenteret af London Musical Theatre Orchestra på Hackney Empire.

King

London Musical Theatre Orchestra

Hackney Empire

1. juli 2018

5 stjerner

LMTO-hjemmeside

Siden hun forlod huset som kunstnerisk leder sidste år, har Susie McKenna arbejdet som frilandsinstruktør, og denne produktion – præsenteret i fællesskab af hendes gamle base og et af spillestedets faste gæsteensembler, det storslåede London Musical Theatre Orchestra – er en triumf.

Som mangeårig forkæmper for at nå ud til nye og underrepræsenterede målgrupper, var det en fornøjelse at se denne smukke Frank Matcham-sal fyldt til randen to aftener i træk med et af de mest mangfoldige musical-publikummer, vi har set længe.  Beslutningen om at genoplive Martin Smiths næsten glemte værk faldt passende sammen med 50-året for mordet på Dr. Martin Luther King. Det var et modigt og inspireret valg, som blev rigeligt belønnet af den ekstatiske modtagelse, dette stort set ukendte stykke fik.

Smith var ikke en erfaren musical-skaber, men han var en enormt talentfuld begynder, da han skrev værket gennem 1980'erne, meget i tidens stil for bio-musicals: der er fokus på at skabe effekt gennem vekslen mellem store ensemblenumre og intense ballader, og han var særdeles dygtig til begge dele.  Hans musikalske sprog er her stilmæssigt præcist og rammer med næsten uhyggelig nøjagtighed genrer som jive, Count Basie-bigband, Quincy Jones, Motown, soul, gospel, operette, Country & Western og endda rap, samtidig med at han trækker på teknikker fra Andrew Lloyd Webber og hans samtidige. Smiths evner som sangskriver betyder, at mange af numrene selv i dag har en voldsom gennemslagskraft.

Som hos enhver ny forfatter er der uundgåeligt svagheder, og hvor Smith kommer til kort, er i evnen til at skabe en velformet og medrivende dramatisk bue: han er begrænset af sin manglende evne til at skabe en engagerende 'rejse' for sin hovedperson. Det kompenseres der til dels for i den langt mere vellykkede håndtering af heltens hustru, Coretta, men mange af de øvrige roller bruges blot til eksposition frem for at invitere publikum med på en opdagelsesrejse.

Ikke desto mindre – i så kompetente hænder som i denne opsætning – bruger vi mindre tid på at bekymre os om stykkets tekniske mangler og lader os i stedet rive med af dets rå følelsesmæssige kraft.  Og vi kunne næppe have drømt om et stærkere hold end dette.

Cedric Neal i titelrollen har imponeret mange gange før som en begavet performer, men her slog han fast med syvtommersøm, at han er en rendyrket stjerne, der kan bære en hel forestilling: rollen som Dr. Martin Luther King er sangmæssigt enormt krævende med en lang række svære numre – hvordan det overhovedet er muligt i den kommercielle teaterverden, ved jeg ikke – men i denne koncertopførelse fik han vist sine mange talenter på betagende vis: hans fortolkning af 'I Have A Dream'-talen, som Smith delvist satte i musik som afslutning på første akt, fik tårerne til at trille hos mig, og det – kære læsere – er ikke noget, der sker hver dag. Dette var kernestyrken i Smiths version af King: ellers var han tvunget til at spille noget, der mest lignede en hagiografi, hvor han vandrede fra den ene station i præstens liv til den næste, ledsaget af en helgenagtig følgespot-glorie.  Neal reagerede ved at underspille det dramatiske og gemme passionen til de helt særlige øjeblikke. Udover hans overbevisende skuespil var det en nydelse at høre hans klare, glødende tenor, der klang jævnt over hele spektret med fantastiske høje toner – og masser af dem – samt perfekt diktion og frasering båret af en fænomenal teknik.  Musikalsk satte han standarden for hele holdet.

Som hustruen, Coretta, havde Debbie Kurup (senest aktuel i 'Girl From The North Country') vel nok den mest varierede og engagerende rolle... efterhånden; i begyndelsen gav manuskriptet hende ikke meget andet at lave end at smile og vinke, men da de mere saftige scener kom, greb hun dem og fik det maksimale dramatiske udbytte ud af dem.  At lade hende ramme forestillingen ind med den samme scene gjorde det tydeligt for os, hvilken rejse hun havde været på.  Igen: hun er en født hovedrollehinde.

Sharon D Clarke er til gengæld en af de helt store stjerner.  Vi er utroligt heldige her i Storbritannien, at hun altid er her, og hun formår at blande en karriere i West Ends kommercielle verden med roller i de støttede teatre og Off-West End-miljøet.  Her, som moderen Alberta King, havde hun ikke så meget at lave, men hun gjorde hver en sang til en begivenhed.  Hendes sang i første akt, 'Keep On Believing', var en absolut genistreg og lød i Clarkes hænder som et kæmpehit.

Men den kommercielle succes udeblev for værkets skaber, og en af grundene til, at det har været så svært at genopsætte, er de enorme omkostninger ved at finansiere mindst 19 solister plus kor og orkester – især når de kræver absolutte eksperter.  Selv i små roller som J. Edgar Hoover (en fremragende præstation af Clive Carter, der stjal hver scene, han var med i) over for John F. Kennedys (Alexander Hanson) karakterer, har man brug for høj kvalitet.  Det kræves også af roller som Ralph Abernathy (en poleret Cavin Cornwall), eller Carole Stennetts stålsatte Rosa Parks, Adam J. Bernards Stokely Carmichael og Matt Dempseys næsten farce-agtige Robert Kennedy.

Blandt de øvrige omkring doktoren var Jo Servi herlig som Ed Nixon, Angela M. Caesar rørte os som den sørgende mor, og Naana Agyei-Ampadu spillede en lang række roller som både borgerretsaktivist og kirkegænger. Daniel Bailey, Raffaella Covino, Adrian Hansel, Sinead Long og Olivia Hibbert løftede mange biroller, suppleret af de intense John Barr og Johnathan Tweedie, mens Amari Small spillede den unge Martin.  Hele ensemblet blev bakket op af Hackney Empire Community Choir og Gospel Essence Choir med flotte korarrangementer af Joseph Roberts.

Størstedelen af scenen var dog fyldt af det stadigt voksende London Musical Theatre Orchestra; de nød tydeligvis Simon Nathans spektakulære musikalske arrangementer.  Nathan indfangede perfekt partiturets mange referencer, og musikerne afspejlede disse stilarter loyalt.  Men det var dirigent og grundlægger Freddie Tapner, der løb med de største roser: hvis en musical nogensinde kan gøre krav på at være genrens svar på Mahlers 8. symfoni, så er det denne, og Tapner viste sig mere end værdig til opgaven.

BESØG LMTO'S HJEMMESIDE