ANMELDELSE: Lady Day at Emerson's Bar and Grill, Wyndham's Theatre ✭✭✭✭✭

Audra McDonald i Lady Day at Emerson's Bar and Grill. Foto: Marc Brenner Lady Day at Emerson's Bar and Grill Wyndham’s Theatre 27. juni 2017 Bestil nu

Audra McDonald får sin uforklarligt længe ventede London-debut på den mest bjergtagende vis i denne rystende genfortælling af Billie Holidays liv. I 90 minutter holder hun publikum i sin hule hånd i en fængslende og modigt blottet genskabelse af jazzens førstedames persona, manerer, stemme og vision. Vi ser tilbage på hendes liv fra hendes allersidste optræden i en lille bar i fødebyen Philadelphia – hjemsted for den amerikanske forfatning, uanset hvad den så var værd, hvis man var sort kvinde mellem 1915 og 1959. Hvorfor det har taget 23 år fra McDonalds første hovedrolle på Broadway (det banebrydende valg af hende som Julie Jordan i Carousel) til hun landede i London, er der ingen, der ved. Eller rettere, de indviede har nok deres bud, og der var en del af dem i teatret i aftes: Cameron Macintosh, Nicholas Hytner, Michael Blakemore, Sir Ian McKellen og Noma Dumezwemi for blot at nævne nogle få. De kastede en passende glans over denne historiske begivenhed.

Det eneste, jeg kan rapportere, er hvor tryllebindende denne præstation er. Tiden står stille. Vi oplever ikke blot halvanden time, men et helt liv og en hel æra. Det er fortællingen om at være af afroamerikansk afstamning, kvinde og begavet med en poetisk intensitet og en sjæl, der trods stor lidelse kan række ud og finde et udsøgt musikalsk udtryk. Hun levede gennem en brydningstid som barnebarn af en slave og endte blandt andet som den første afroamerikanske sangerinde i et hvidt band, Artie Shaws, intet mindre. Indrømmet, ikke alle falder pladask for den miavende stemme fra den vestlige del af Pennsylvania med det samme. Men når McDonald står ubevægelig midt på scenen i Mark Hendersons selvsikre lyssætning, strålende i sin hvide, gulvlange brokadekjole med håret sat i en smuk opsætning (kostumer af Emilio Sosa; paryk og makeup af J Jared Janas og Rob Greene), og hun rammer dig med 'den' lyd i Buddy Johnsons 'I Wonder Where Our Love Has Gone', efterfulgt af 'When A Woman Loves A Man' og 'What A Little Moonlight Can Do', så er al modstand nyttesløs. Hun tager ingen fanger.

Audra McDonald. Foto: Marc Brenner

Det, der følger, er en mesterklasse i at eje en scene og fascinere et publikum, alt sammen leveret med en tilsyneladende sprut-tåget nonchalance. Alligevel er der ikke et sekund i dette stykke, der ikke udbygger vores forståelse af karakteren og drager os tættere ind i hendes liv og tanker. McDonald rammer hele det følelsesmæssige register – der er legesyge, der er vold (mest rystende, når man mindst venter det), der er komik (med en lille hund!), der er politik (parodien på en sydstatsracist er skarpt ramt), og der er så ufatteligt meget mere. Hele Amerika ligger udrullet foran os. Og på en uventet måde også nutidens verden.

Christopher Orams realistiske scenografi får os til at føle os hjemme, især med de mange borde og stole, der spreder sig helt ud blandt publikum og hen over scenen. Vi overgiver os til dette univers. Og uden at vi opdager det, klapper fælden. Mens vi nyder McDonalds cabaret, indser vi, at alt det, hun siger, stadig er aktuelt i dag – både i USA, herhjemme og andre steder. Afstanden mellem den grusomme fortælling om lynchning i 'Strange Fruit' og nutidens endeløse strøm af videoer af politivold virker skræmmende lille. Der drages paralleller mellem levevilkårene i USA før borgerrettighedsbevægelsen og moderne ulighed, som vi har set det i de voldsomme forskelle på sikkerhed og boligstandarder i storbyernes sociale boligbyggeri over for de riges luksusejendomme.

Audra McDonald. Foto: Marc Brenner

Lanie Robertson, der har skrevet dette kraftfulde stykke, har sluppet en sandhedens dæmon løs på scenen. Hans tekst er elegant og aldrig overforklarende; han mestrer den henkastede tone fra et natklub-nummer til fulde. Og dog vejer hvert eneste ord tungt af undertekst, fare, desperation, glæde og trods. Lonny Price instruerer – som han gjorde på Broadway – med diskret genialitet. Hans kontrol er så total, at man glemmer, man ser noget, der ikke er helt spontant og opstået i nuet. Tempoet, timingen og samspillet mellem alle elementer svigter aldrig. Mesteren bag de store opsætninger på Coliseum viser her, at han også er et geni i det intime format.

Udover McDonalds fænomenale kunstneri – en uhyggelig præcis genskabelse af Holidays stemme, der samtidig føles som en ægte og oprigtig præstation – får vi en førsteklasses trio bestående af Shelton Becton (på klaver og som kapelmester), samt Frankie Tontoh på trommer og Neville Malcolm på bas. Dette repertoire kunne ikke ønske sig bedre fortolkere. Hver sang føles frisk, som var den skrevet direkte til dem. Paul Groothuis’ silkebløde lyddesign formidler det hele med en sublim balance: Teatrets rum svinger som var det Ronnie Scott’s.

Så var det ventetiden værd, Miss McDonald? Vi er så usigelig glade for, at du er her med denne mirakuløse forestilling. Lov os, at der ikke går så længe næste gang.

BESTIL BILLETTER TIL LADY DAY AT EMERSON'S BAR AND GRILL HER