ANMELDELSE: Man Of La Mancha, London Coliseum ✭✭

Julian Eaves anmelder Man Of La Mancha med Kelsey Grammer i hovedrollen, som netop nu spiller en begrænset sæson på London Coliseum.

Holdet bag Man Of La Mancha. Foto: Manuel Harlan Man Of La Mancha London ColiseumTo stjerner Bestil nu Dette er en forestilling, som der ofte tales om, men som sjældent ses.  Og takket være en sjælden genopsætning på Coliseum som en del af deres program med 'populære' musicals, er det måske let at se hvorfor.  Som forestillinger går, må dette være en af de mest tragisk daterede og sværeste at iscenesætte, som London i øjeblikket byder på.  For dedikerede fans af de store navne – Kelsey Grammer i titelrollen som Don Quixote de la Mancha; Danielle de Niese som hans strengt platoniske udkårne, værtshus-prostituerede Dulcinella; Nicholas Lyndhurst i et strålende par kontrasterende roller som kroejeren og guvernøren; og Peter Polycarpou, der i vid udstrækning er spildt i den utilstrækkeligt udviklede rolle som Quixotes følgesvend, Sancho Panza – så er der fire gode grunde til at se den.  Og så er der den store 'ørehænger', 'The Impossible Dream', som afslutter begge akter.  Udover det må jeg virkelig spørge, om der er nok substans her til at holde publikum fanget. Da stykket først udkom i midten af tresserne, var der tilstrækkelig nyhedsværdi og fascination i 'teater-i-teatret'-formatet til at fængsle publikum; i dag føles denne struktur kluntet og besværlig frem for åbenbarende.  Hus-instruktøren Lonny Price (stort set hele det kreative hold er gengangere fra tidligere succeser som 'Sweeney Todd', 'Carousel', 'Sunset Boulevard' og 'Chess' – andre er måske uenige, men jeg kunne lide dem alle!) gør, hvad han kan med dette tunge apparat, men selv han virker forvirret over dets statiske og modstridende natur... så mange uforløste spørgsmål, løse ender og gabende huller i plottet. Eller rettere 'plottet': Cervantes' morsomme bog er en pikaresk fortælling om den ene begivenhed efter den anden; det fungerer fint på papir, men hvor mange overførsler til scenen af den slags formater fungerer egentlig?  Fungerer 'Candide' overhovedet?  Jeg ledte forgæves efter en rød tråd i dette omfangsrige rod.  Hvor blev den af?  Var det hele en drøm? Peter Polycarpou, Kelsey Grammer og Danielle de Niese i Man Of La Mancha. Foto: Manuel Harlan Jeg kunne gennemgå de øvrige kreatives bidrag, men til hvilket formål?  Det virker som om, de kollektivt måske er ved at løbe tør for idéer.  Måske er det ikke fair.  Måske er materialet bare ikke godt nok (det blegner i sammenligning med det, de tidligere har haft at arbejde med).  Men måske ved de bare ikke, hvad de skal stille op med det.  James Noones scenografi er endnu en bunke ragelse (jf. 'Follies' på National Theatre, osv.).  Rebecca Howell forsøger at få gang i tingene, men har kun den (virkelig rædselsfulde) simulerede voldtægtsscene at 'more' sig med.  Åh nej, dog.  Fotini Dimous kostumer er præcis, som man kunne forvente, men med et moderne tvist, hvilket kun gør den tvivlsomme seksualpolitik endnu mere problematisk.  Rick Fisher lyssætter med skinger entusiasme, og Mick Potters lyd er høj, højere og højest. Hmm.  De to Michaels (de herrer Grade og Linnit) mener tydeligvis, at forestillingen tåler en genopsætning.  Eller det gør hvem end, der har skudt pengene i forestillingen.  Nogle har bemærket en mærkværdig lighed mellem dette værk – især hovedkarakteren – og den sidste forestilling, Grammer spillede hovedrollen i, 'Big Fish' på The Other Palace, om en lignende quixotisk figur.  Er det måske bare et tilfælde?  Måske. Nicholas Lyndhurst, Peter Polycarpou og Kelsey Grammer i Man Of La Mancha. Fotos: Manuel Harlan Uanset hvad, så er der også det vanskelige spørgsmål om partituret.  Denne forestilling er berømt for sin ene store melodi, og den er vidunderlig.  I hænderne – eller stemmen – på Elvis Presley eller Andy Williams er det noget, der skal nydes.  Grammer vælger dog at spille 'Don'en' som en skoleinspektør til morgensamling, og han 'leverer' 'To dream the impossible dream' på samme tunge og ufleksible måde.  Det kan måske begejstre nogen, men det gør intet for mig.  De Niese er en operaprimadonna og en rigtig god en af slagsen, og hun synger hver eneste node præcis som skrevet, med respekt for hver fjerdedel og pause.  Men er det det, musicalteater virkelig handler om?  Tja, ja, HVIS resten af truppen gør det samme, eller HVIS rollen adskiller sig markant fra resten.  Men gør den det?  Ikke rigtigt.  Det lyder som om, hun er med i en helt anden forestilling.  Nyd det for hvad det er; hendes rolle befinder sig i et andet univers. Lyndhurst slipper sandsynligvis bedst fra det ved at give os to diametralt modsatte karaktertegninger, som begge er vidunderlige.  Han er en fremragende skuespiller, en genial komiker, og han kan alt, hvad der bliver bedt om af ham.  Polycarpou har haft langt bedre materiale at arbejde med tidligere, og det er det, vi bør huske ham for.  Her er der en kronisk mangel på fantasi i forhold til hans talenter, som stort set ikke bliver udnyttet.  Mærkeligt nok kommer det musikalsk bedste øjeblik – for mig – med Minal Patels sublime nummer som 'padren': i sit ene, fremtrædende musiknummer giver han en ren mesterklasse i, hvordan man synger musicalteater.  Det er et fejlfrit nummer, som vil give dig kuldegysninger... mens du overvejer, hvad det 'kunne være blevet til', hvis bare der havde været bedre materiale til rådighed for resten af holdet. For sagens kerne er, at dette partitur bare ikke er sønderligt godt.  Drengene, som skal forestille de her faretruende typer i fængselsmiljøet, som Don'en og hans følge er havnet i, har musiknumre (f.eks. 'Little Bird'), der lyder som om de var skrevet til Everly Brothers.  Åh nej.  Og hvad angår åbningen af anden akt med en 'simuleret gruppevoldtægtsballet', ja.... det fik mig til at spekulere på, præcis hvilket publikum denne forestilling henvender sig til!!  Det er bestemt IKKE for hele familien!!!  (I hvert fald ikke for nogen familier, jeg kender...) Så her er den så.  Efter alle disse lange år med (fortjent) glemsel.  Døm selv.  Der er enkelte ting at nyde her, men endnu flere ransagende spørgsmål at stille, såsom... 'Hvorfor?'

BESTIL BILLETTER TIL MAN OF LA MANCHA