ANMELDELSE: Mr Popper's Penguins, Tunbridge Wells Assembly Rooms (UK Tour) ✭✭✭

Russell Morton som Hr. Popper, Toby Manley og Lucy Grattan. Foto: Helen Murray Mr Popper's Penguins

Cadogan Hall (som en del af UK-turnéen)

Information om turnéen

Der opstår et øjeblik nær slutningen af denne 75 minutter lange forestilling for børn, hvor scenen eksploderer i liv med et fænomenalt fængende og smukt melodisk Jerry Herman-agtigt Shownummer – som også er forestillingens titelsang. Her bliver man simpelthen bjergtaget af den enorme charme i Luke Batemans musik og Richy Hughes' tekster, samt i denne Pins and Needles-opsætning af Atwaters børnebogsklassiker fra 1938 af samme navn.  Emma Earles iscenesættelse og Sophie Squires scenografi præsenterer dette pragteksemplar af et nummer perfekt: tæerne vipper, kroppene svajer, publikum smiler, og de mange børn i salen hopper begejstret op og ned.  Showmanden, der leverer nummeret, er en utroligt karismatisk og eksotisk figur, som appellerer voldsomt til det unge publikum på samme måde som Willy Wonka eller Dewey Finn gør det.  Og efter den hurtige finale får vi i en tilføjet epilog en livlig, interaktiv dans, hvor der for første gang i showet etableres en stærk forbindelse mellem de medvirkende og publikum.

Og så undrer man sig over, hvorfor resten af forestillingen ikke fungerer på samme måde.  Hvordan kan et sådant talent, som bliver så smukt fokuseret ved værkets afslutning, ramme så konsekvent ved siden af i størstedelen af det, der går forud?  Det er en gåde.  Jovist, der er en slags generalprøve på det 'store nummer' i et visuelt og legende optrin ret sent i historien, når fuglene overtager familien Poppers kedelige forstadshjem og skaber totalt kaos.  Det vækker noget kærkommen latter.  Men selv den ømme og vemodige vuggevise, der synges for den syge førstankomne, rammer ikke helt de følelser, som den burde.  Hvorfor?

Denne forestilling må klare sig ganske fornuftigt.  Efter at have turneret i hele Storbritannien og London sidste år (jeg så den i Cadogan Hall, hvor den trak et pænt publikum), har den på kløgtig vis kapitaliseret på den vanedannende tiltrækningskraft fra de sort-hvide, fiskeelskende æglæggere: horder af småbørn (produktionen siger, at den henvender sig til de treårige og opefter) strømmer til for at se skabningerne; mange fans dukker op i pingvin-dragter, med pingvin-huer, ansigtmaling eller krammer deres tøjdyr eller figurer.  Og hvor de går hen, følger de pligtopfyldende forældre naturligvis med og betaler gildet.  Målretningen er derfor knivskarp.  Showet må køre med et rimeligt overskud, for ellers ville det ikke stadig være på turné, for slet ikke at tale om turen til Broadway og efterfølgende julesæson på Criterion i West End.  Det kan tydeligvis løbe rundt trods stramme margener: med et cast på fire (Hr. Popper spilles af Russell Morton, Fru Popper af Roxanne Palmer, mens Lucy Grattan og Toby Manley er biroller), et lille teknisk hold, musik fra bånd og en minimal scenografi, er driftsomkostningerne beskedne.

Russell Morton, Toby Manley, Lucy Grattan, Roxanne Palmer. Foto: Helen Murray

Uanset hvad, så virkede produktionen, da jeg så den denne gang, en smule fortabt i den store, trækkende lade af en sal i Tunbridge Wells Assembly Rooms.  Manuskriptet, der ikke har ændret sig mærkbart fra sidste år, er stadig mere 'fortælling' end 'fremvisning'.  Det giver én følelsen af at sidde ved sengekanten og læse teksten højt for et barn, pege på illustrationer af en maler på en stige eller af legende antarktiske fugle, mens man tænker på, om man virkelig skal hele vejen igennem, før barnet falder i søvn, så man kan nå at se noget mere interessant i fjernsynet.  Desværre er de sociale holdninger, der præsenteres, for det meste forældede og lettere trættende: Med undtagelse af den kvindelige opdagelsesrejsende, vi ser kort i begyndelsen og slutningen, håndhæves kønsroller og sociale stereotyper stift. Billedet af Stillwater (familien Poppers hjem), som dominerer scenen i store dele af forestillingen, emmer af kvælende ensformighed.  Ægteparret Popper, og især manden, er milde, stille og høflige folk, der intet gør for at tiltrække sig opmærksomhed eller skabe dramatisk interesse.  Der er ingen skurk, ingen mærkbar kamp mellem det gode og det onde.  Der er intet drama.

Først med ankomsten af de dårligt behandlede pingviner – sendt tværs over jorden i trækasser, der på ingen måde overholder moderne dyrevelfærd – begynder der at komme lidt gang i handlingen.  Dog har man valgt at repræsentere dem med dukker, der styres af et hold skuespillere på scenen.  Ja, det fungerer i 'Warhorse' og 'Løvernes Konge', men det er episke værker, hvor vi skal tro på, at der er millioner af mennesker involveret.  Et par ekstra kroppe på scenen er ikke et problem dér.  Men i familien Poppers sirlige og konforme dagligstue står holdet af dukkeførere bare i vejen.  For noget tid siden så vi en 'Tintin'-opsætning, hvor Terry blev spillet af en voksen skuespiller, og det fungerede som en drøm: publikum elskede ham, og han blev omdrejningspunktet for den dramatisering.  Det her er en fortælling, der tørster efter den samme form for kontakt med publikum.  Fuglene er dét, børnene er kommet for at se.  Jo yngre børn er, desto mindre skelner de mellem dyr og sig selv: Hvis disse fugle – eller i det mindste det centrale par – blev spillet af rigtige skuespillere, ville det sandsynligvis have skabt det bånd, som i den grad mangler i det meste af dette show.

Russell Morton, Tony Manley, Lucy Grattan, Roxanne Palmer. Foto: Helen Murray

Som det ser ud nu, er det en ret kølig omgang.  Selv de mange kvaliteter i det sofistikerede og viddige partitur går hen over hovedet på det hovedsageligt meget unge publikum og har tendens til at skubbe historien væk fra dem i stedet for at bringe den tættere på.  De tætskrevne, kløgtige tekster med referencer til rim og ordspil leveret i Batemans nydelige 1930'er-pastiche fungerer ikke som en lejlighedsvis lækkerbisken, men serveres i overvældende mængder.  Det ville ikke være et problem, hvis de blev lagt i munden på fascinerende karakterer med evnen til at overraske og charmere. Til sammenligning bliver Harold Arlens prægtige melodier og Yip Harburgs ligeså strålende tekster i 'Troldmanden fra Oz' øst ud over Dorothys fantasi og de særprægede personligheder, den skaber – de gives bestemt aldrig til den kedelige og grå Tante Em eller Onkel Henry.  Hertil kommer, at selve dialogen mangler enhver form for særpræg og tydeligvis er skrevet af andre – langt mindre begavede – hænder.

Så bør man se denne forestilling?  I min bog er svaret et klart ja, om ikke andet så for de afsluttende minutter.  Bateman og Hughes er store nye talenter, og dette er en indikation på, at vi kan forvente os meget, meget større ting fra dem.  Alt de har brug for nu, er de rette manuskripter og produktioner til at lade magien ske.

LÆS MERE OM MR POPPER'S PENGUINS PÅ TURNÉ