ANMELDELSE: My Fair Lady, London Coliseum ✭✭✭✭✭

Douglas Mayo anmelder Lerner & Loewe's musicalklassiker My Fair Lady i en opsætning fra Lincoln Center New York, instrueret af Bartlett Sher på London Coliseum.

Harry Hadden Paton (Prof. Higgins), Amara Okereke (Eliza) og Malcolm Sinclair (Oberst Pickering) i My Fair Lady

London Coliseum

5 stjerner

Bestil billetter

Jeg har været forelsket i My Fair Lady, lige siden jeg hørte det oprindelige Broadway-castalbum. Lerner og Loewes musikalske bearbejdelse af George Bernard Shaws Pygmalion er for mig noget af det tætteste, man kommer på den perfekte konstruktion. Med denne nye genopsætning, hentet over fra Lincoln Centre i New York, blev jeg mere berørt end ved tidligere opsætninger takket være Gareth Valentine og de dygtige musikere, der udgør det pragtfulde 36-mands orkester (det største i West End lige nu) i graven på Coliseum. Man glemmer, hvor meget dybde instrumenteringer fra mestre som Robert Russell Bennet og Philip J. Lang tilfører en forestilling som My Fair Lady, men det er uvurderligt og fremstår her i al sin pragt.

Ensemblet i My Fair Lady

Det ord, jeg bliver ved med at bruge om denne genopsætning, er overdådig. Michael Yeargens scenografi og Catherine Zubers kostumer ser fantastiske ud og er lyssat til perfektion af Donald Holder. Den centrale ramme i Henry Higgins' hjem og arbejdsværelse er i konstant forandring og udvikling, hvilket skaber et miljø, der indrammer Elizas udvikling og hendes samspil med Higgins og Pickering. Hold øje med alt det, der sker her – og der sker meget!

Dame Vanessa Redgrave (Mrs. Higgins) og Harry Hadden Paton (Henry Higgins).

Harry Hadden-Patons Higgins er måske mere tvær end i tidligere fortolkninger, men det fungerer – aldrig bedre end i de herlige møder med Mrs. Higgins (hans mor), spillet til perfektion af det britiske klenodie Vanessa Redgrave. Hans drillerier og kammeratskab med Pickering fører til vidunderlige komiske øjeblikke undervejs, men lad os være ærlige: de to er totalt på bar bund, når det kommer til verden udenfor. Hadden-Patons Higgins når sit dramatiske højdepunkt med 'I've Grown Accustomed To Her Face', som for mig er en af de mest dramatisk tilfredsstillende live-opførelser, jeg har set af dette vidunderlige nummer. Malcolm Sinclair fungerer som den perfekte modpol til Hadden-Paton, mens han samtidig forbliver Elizas beskytter mod Higgins’ ekstremer og bombastiske natur.

Amara Okereke som Eliza Doolittle og ensemblet.

Amara Okerekes Eliza var simpelthen smuk. En magisk vokal, dramatisk flair og formidabel komisk timing, der gjorde hende til mere end en ligeværdig modstander til Higgins' selvvalgte overlegenhed. 'I Could Have Danced All Night' var en perle af et shownummer, der fik mig helt ud på kanten af sædet. Mange tror, at det er Higgins, der er dukkeføreren bag Elizas forvandling, men Shers opsætning gør det klart og minder os om, at det er Eliza selv, der efter at have hørt Higgins' praleri uden for Covent Garden, dukker op næste morgen ved hans hus for at få undervisning og skabe sig en bedre fremtid. Sher forsøger at tage dette et skridt videre med en variation af slutningen, men i sidste ende fandt jeg finalen utilfredsstillende.  Jeg er spændt på at høre, hvad andre tænker om den.

Stephen K. Amos er en formidabel Alfred P. Doolittle. 'With A Little Bit Of Luck' og 'I'm Getting Married In The Morning' var ren fryd, selvom jeg fandt indslaget med cancan-dansere i det sidstnævnte nummer, koreograferet af Christopher Gattelli, en smule malplaceret.

Denne genopsætning er lige så betagende og storslået, som man overhovedet kunne ønske sig af My Fair Lady. Jeg skal helt sikkert købe billet for at opleve dens vidundere igen (og igen).

Spiller i en begrænset periode på London Coliseum. Bestil nu.