ANMELDELSE: Posh, Pleasance Theatre ✭✭✭✭

Posh

The Pleasance Theatre, London

Fire stjerner

Bestil nu

Fra Glenda Jackson som King Lear og Maxine Peake som Hamlet til Phyllida Lloyds rene kvindelige udgaver af Julius Cæsar, Henrik IV og Stormen – det er efterhånden blevet helt normalt at se kvinder i Shakespeare-roller. Men instruktør Cressida Carré har valgt en modig tilgang ved at teste konceptet på en moderne klassiker: Laura Wades Posh.

Oprindeligt skrevet til 12 mænd og kun to kvinder, men her får stykket en interessant drejning ved at lade kvinder besætte samtlige roller. Teksten er ellers uændret uden kønsskifte i replikkerne, i modsætning til f.eks. Tamsin Greigs lesbiske Malvolia i National Theatres Helligtrekongersaften. Resultatet fremhæver visse aspekter af stykket, mens andre mister lidt slagkraft, men samlet set er det en spændende undersøgelse af, hvordan køn påvirker vores opfattelse.

Da jeg så den oprindelige opsætning på Royal Court i 2010, slog det mig, hvor meget oplevelsen har ændret sig. Jeg glemte aldrig helt, at det var kvinder, der spillede de ekstremt maskuline medlemmer af den reaktionære Riot Club – inspireret af Oxfords berygtede Bullingdon Club, som tæller navne som Boris Johnson og David Cameron blandt sine tidligere medlemmer. I visse tilfælde hæver det sig over køn, som i Serena Jennings’ imponerende præstation som Alistair Ryle, der gradvist finder sin stemme som en vred konservativ, der er træt af liberalisme og populisme. Sarah Thom skiller sig også ud som Jeremy, et tidligere klubmedlem og nu en topfigur i det konservative parti – en rolle man let køber, når man tænker på Thatcher og Theresa May. Her handler det mere om status og magt end køn. Men for mig forblev de fleste af de unge Oxford-mænd feminine trods deres jakkesæt og mandige attityde. Som den nye Ed Montgomery minder Verity Kirk mere om en ivrig præfekt på en pigeskole, hvilket ikke er en kritik, da det får én til at se karakteren i et nyt lys – og hun høster grin på næsten hver eneste replik.

Dette rammer kernen i at caste unge kvinder i disse testosteron-dryppende roller: karakterernes ungdommelige poseren bliver mere latterlig og komisk, når de lader som om de har magt med deres arrogance og selvbevidsthed. Det afslører måske deres eskapader som "romantisk nonsens" og "dumme studenterstreger", men det skaber en større kontrast til den voksne verden, de er ved at blive klædt på til – en verden hvor de rent faktisk vil få magt og indflydelse uden for den demokratiske proces. Da denne mørkere undertone er dæmpet, virker drengene også mindre truende, selv når deres berusede larm kammer over i misogyni, seksuel aggression og vold. At se mænd intimidere og true de kvindelige karakterer var chokerende i den oprindelige opsætning, og selvom det stadig er ubehageligt, har det mindre gennemslagskraft, når det udføres af kvindelige skuespillere. Mine reaktioner afslører uden tvivl mine egne holdninger til køn, så oplevelsen kan sagtens være en anden for kvinder eller andre mænd, især hvis de formår helt at se bort fra karakterernes kønsskifte.

Forestillingen lykkes dog takket være Laura Wades fremragende manuskript og Carrés mesterlige instruktion. Portrættet af Storbritanniens magtelite er præcis lige så skarpt og skræmmende her syv år senere. Stykket havde premiere samme år som De Konservative vendte tilbage til magten, og det giver stemme til et etablissement, der er vred over at føle sig udfordret af sociale forandringer og populistiske strømninger under en Labour-regering. På uhyggelig vis taler den konservative oligark Jeremy om, hvordan eliten altid vil bevare magten uanset hvad, fordi den "tilpasser sig for at overleve" – en profeti om hvordan Oxford-kandidater som Boris Johnson, Michael Gove og Theresa May siden har formået at styre den folkelige stemning for at blive ved magten.

Opsætningen fungerer også på grund af et stærkt cast, der skaber unikke individer ud af det, der let kunne være blevet til rige stereotyper. Stor ros til Alice Brittain, Amani Zardoe, Cassie Bradley, Gabby Wong, Jessica Siân, Lucy Aarden, Macy Nyman og Molly Hanson samt Jennings og Kirk som "landets fineste sæd" – med et cast der også er dejligt mangfoldigt sammensat af Carré og casting director Esta Charkham. Toni Peach er ligeledes fremragende i de eneste to roller, der oprindeligt var skrevet til kvinder. Ser man bort fra grebet med det rent kvindelige cast, er dette en stærk og underholdende forestilling. Den har måske mistet noget af den maskuline farlighed fra originalen, men den får mere af komikken frem i teksten og giver os masser at tænke over i forhold til kønnets betydning på de skrå brædder.

Spiller til 22. april 2017

Fotos: Darren Bell

BESTIL BILLETTER TIL POSH PÅ THE PLEASANCE THEATRE HER