ANMELDELSE: Putting It Together, St James Theatre ✭✭✭✭✭

Putting It Together

St James’ Theatre

1. februar 2014

5 stjerner

Man kommer indimellem til at fylde CD-afspilleren med forskellige indspilninger af Sondheim-forestillinger eller hyldestkoncerter og vælge 'shuffle', hvilket ofte resulterer i en række noget særprægede sammenstød af Sondheim-sange og stilarter (tænk blot på Pretty Little Picture efterfulgt af Moments in the Woods og derefter A Weekend In The Country). Det skyldes, at Sondheim altid finder en helt særlig stil til hver af sine musicaler, og de kan være ekstremt forskellige. I overfladiske eller dårligt gennemtænkte produktioner kan revyen Putting It Together (skabt af Julia McKenzie, Cameron Mackintosh og Sondheim selv) føles som netop sådan en oplevelse: usammenhængende, omend velkendt; mere mærkværdig end sammenhængende; mere besynderlig end tilfredsstillende. Men i aften i Victoria på St James Theatre, foran en propfyldt sal der blandt andet talte selveste Angela Lansbury, sluttede Alex Parkers opsætning af Putting It Together efter en succesfuld spilleperiode. Forestillingen er instrueret af Alastair Knights med koreografi af Matthew Rowland og Scarlet Wilderink og musikalsk ledelse af Theo Jamieson og Alex Parker.

Denne produktion faldt ikke i den eller nogen anden fælde; tværtimod leverede den varen næsten sømløst, uden dikkedarer eller et påtvunget instruktørmæssigt "koncept". Det fungerede bare – og det var en sand triumf.

Præmissen er enkel: Ved en glamourøs fest får et ægtepar testet deres ægteskab, mens et yngre par spekulerer på, hvorfor de overhovedet er sammen, alt imens en charmerende og morsom fyr iagttager dem og indimellem kommenterer eller interagerer med dem. Alt dette udspiller sig, mens et vildt væv af Sondheims (for det meste) mindre kendte perler kommer i rampelyset.

En af de ting, denne revy sætter skarpt fokus på, er, hvor fuldstændig integreret Sondheim er blevet i populærkulturen. Selv de mest obskure numre på listen føles her på en eller anden måde velkendte og trygge. De mest kendte, som Ladies Who Lunch og Marry Me A Little, rammer én som var de toppen af hitlisterne. Publikum var fyldt med folk, der "ikke anede, at det var Sondheim, der havde skrevet det" – her tænker jeg naturligvis ikke på La Lansbury.

Musikken var dygtigt arrangeret for et lille ensemble: klaver, obo/engelskhorn, klarinet, fagot, kontrabas og trompet. Hver eneste musiker var præcis og talentfuld, og Theo Jamiesons indsats ved klaveret var særligt imponerende.

I centrum af produktionen finder man en glitrende og aldeles fabelagtig præstation fra den sublime Janie Dee. Hun leverer varen på alle tænkelige måder. Hun er indbegrebet af sensualitet i sin lille sorte kjole, og hun mestrer både den overskudsprægede komedie og den hjerteskærende smerte i de tungere numre. Hendes fremførelse af Lovely dryppede af syrlig gift; hendes Every Day A Little Death dirrede af sorg; Everybody Ought To Have A Maid var en herlig, sexet leg; Could I Leave You, Ladies Who Lunch og Not Getting Married Today føltes alle friske og åbenbarende, som om ingen nogensinde havde sunget dem før. Like It Was sitrede af uslukkelig smerte, og den vidunderlige duet med Caroline Sheen, There's Always A Woman, viste sig at være aftenens mest overdådige og lækre godbid.

Dee er en modig performer. Hun synger og agerer med en flammende ærlighed og en klarhed i forståelsen, der gennemvæder hver linje og hver frase med glæde, autenticitet og en knivskarp præcision. Hun er ikke bange for at bruge krakeleringerne i stemmen med stor effekt, og hun ved præcis, hvordan og hvornår hun skal skifte register for at opnå det bedste vokale resultat.

Her strålede hun simpelthen som en supernova.

Heldigvis var hun ikke alene.

Damian Humbley var i sandhed i topform, og hans perfekte levering af Marry Me A Little og Unworthy Of Your Love demonstrerede tydeligt hans fyldige, kraftfulde og ret bemærkelsesværdige (og altid præcise) tenor. Det var svært ikke at ønske, at han sang hver eneste mandlige sang. Dette gjaldt især Good Thing Going, som her blev sunget af David Bedella, men desværre slet ikke i nærheden af den kvalitet, Humbley leverede i 2013-opsætningen af Merrily We Roll Along. Faktisk kom aftenens bedste sangpræstation i Humbleys fejlfrie levering af den gribende og smukke Pretty Women. Han trådte ikke ved siden af en eneste gang. Daniel Crossley var ligeledes forrygende i rollen som den klassiske "song-and-dance man"; han lyste op på scenen hver gang. Det er svært at forestille sig nogen levere Buddy's Blues bedre end Crossley gjorde her: Han var opfindsom og dynamisk og fandt nye, sprudlende måder at gøre sangen spektakulær på. Det samme gjaldt hans samspil med Dee i Everybody Ought To Have A Maid og hans åbningsnummer The Invocation and Instructions To The Audience. Han er måske ikke en sanger i Humbleys liga, men han er en fænomenal performer. I den absolutte topklasse fandt man også Caroline Sheen, der spillede den unge ingenue til perfektion. Hendes Lovely var storslået, ligesom hendes Live Alone And Like It. Hun strålede især i sit samspil med Dee. Kun David Bedella virkede lidt overmatchet og fejlplaceret i dette selskab. Hans stemme er ikke den sande bas-baryton, der kræves for at give den rette tyngde til numre som Pretty Women, The Road Not Taken og Hello Little Girl. I modsat til sine medspillere virkede han oftere end ikke enten ude af kurs eller ude på for dybt vand. Det er mærkværdigt, for han kan være fantastisk i den rette rolle. Selv i Being Alive, et nummer der burde ligge lige til hans højreben, var der en skuffende klang og en næsten total mangel på den elektriske præcision, sangen kræver. Det var på alle måder besynderligt, men det ændrede ikke på helhedsindtrykket af aftenen. Det her var underholdning af første klasse og fuldt ud fortjent, at publikum kvitterede med stående bifald, da afslutningsnummeret Old Friends satte punktum. Når de fem performere sang sammen, føltes de perfekt i synk – de lyttede til hinanden og arbejdede smukt sammen som et ensemble.

Hatten af for Knights og Parker: Deres vision for denne produktion var skarp, ren og krystalklar – præcis som den skulle være.

Denne udgave af Putting It Together fortjener at blive overført til et af de centrale West End-teatre og spille for fulde huse for alle, der søger ren, livsbekræftende underholdning.