ANMELDELSE: Roaring Trade, Park Theatre ✭✭✭

Roaring Trade

Park 200 Theatre

30/09/15

3 stjerner

Steve Thompsons Roaring Trade fik en flot modtagelse ved premieren i 2009 på Soho Theatre. Nu genopsættes stykket på Park 200, og det store spørgsmål er, hvordan et drama, der dengang var hyperaktuelt, har klaret tjekket seks år senere – er en ny opsætning berettiget? Ud fra denne forestilling er dommen blandet. Vi befinder os i Canary Wharf på det åbne gulv for obligationshandel i en af de største forretningsbanker. Skærme flimrer og tikker nådesløst i baggrunden. Skuespillerne har adgang til scenen fra alle fire hjørner. Der er kun fire skriveborde, hvilket understreger, at dette i essensen er et kammerspil for fire personer, hvor det centrale er det venskab og den rivalisering, der opstår mellem aktørerne i både arbejds- og fritid. Vi er i Glengarry Glen Ross-territorium med mange af de samme etiske dilemmaer på spil.

De fire hovedpersoner er Donny (Nick Moran), 'PJ' (Michael McKell), 'Spoon' (Timothy George) og Jess (Lesley Harcourt). Der er mindre roller til Donnys søn Sean (William Nye) og PJ's kone Sandy (Melanie Gutteridge). Alan Cohen instruerer.

Ved stykkets begyndelse har et medlem af det tætknyttede team forladt sin plads, og vi venter på den nye mand – Olly, der hurtigt får øgenavnet 'Spoon' (som i 'født med en sølvske i munden'), en henvisning til hans privilegerede baggrund og Cambridge-uddannelse. Fra start kastes vi ind i en række konflikter baseret på klasse, køn, generationskløfter, misundelse over løn og det rene stress ved at arbejde med så enorme summer, som påvirker alle karaktererne og forvrider deres indbyrdes relationer.

Donny er en rapkæftet 'working class hero', der har kæmpet sig op, og som bare skal være alfa-han i alle livets facetter – men især på arbejdspladsen, hvor han skal tjene mere til firmaet end nogen andre og score den største bonus. I løbet af stykket opdager vi, hvor meget (eller lidt) substans der ligger bag hans pralende ydre. 'Spoon' er den unge, naive Oxbridge-dimittend med et naturligt flair for tal, som er Donnys største rival, og som også viser sig at være meget mere (og mindre), end han giver sig ud for. PJ er den ældre garde, der er ved at miste grebet om jobbet og tyr til flasken, og Jess – som på mange måder er den mest interessante og veltegnede karakter – må navigere i kønspolitiske vande ved at være hårdere end mændene i deres eget spil uden at miste sin identitet. Det er en fortælling fra 'The Square Mile', hvor atmosfæren, for at citere forfatteren, er 'en blanding af Tom Brown’s Schooldays og Gladiator.'

Der er reelt tre sideløbende handlingsforløb i stykket. For det første har vi historien om PJ's fald, hvor lange, våde frokoster og manglende fokus fører til en lavere bonus end de andre, hvorefter han siger op i vrede. McKell får her mulighed for at levere fremragende 'fuldemands-skuespil', som er skarpt observeret uden at overspille: Han portrætterer en mand, der overfladisk set stadig fungerer, mens han rationelt set er ude af stand til at handle fornuftigt. Det er en City-type, man stadig kan genkende i dag.

Dernæst er der rivaliseringen mellem Spoon og Donny om at overgå hinanden i indtjening. Denne historie giver energi til hele stykket, og der er rigeligt – måske endda for mange – twists, før vi når afslutningen. Ingen af karaktererne er synderligt sympatiske, trods skuespillernes ihærdige forsøg på at give dem nuancer; derfor føles denne centrale del af stykket mest som en teknisk øvelse i, hvem der trækker det længste strå. Desuden føles modsætningen mellem Oxbridge-snedighed og East End-fiduser en kende for klichéfyldt til at være helt overbevisende. Den tredje historie – om hvorvidt Jess ender som initiativtager eller offer i denne benhårde rivalisering – var langt mere interessant og kunne sagtens have været udfoldet mere.

Stykket berører naturligvis spændende emner, og de bedste scener er dem, hvor vi tager en pause fra handelsgulvets hektiske tempo og reflekterer over det uundgåelige i handlingerne. Der er en charmerende scene mellem Donny og hans søn Sean på en café, hvor mekanismerne bag obligationshandel og 'short-selling' forklares, så publikum kan følge med. Barnets rolle er glimrende skrevet som et værktøj til at stille de spørgsmål, der trænger sig på, men som ingen voksne tør stille...

Der er også et andet stille øjeblik mellem Donny og PJ efter sidstnævntes tidlige pensionering, hvor de gør status over deres livsstil. Det er tydeligt, at PJ er langt lykkeligere for at være sluppet ud i tide, uanset hvilke kvaler det har givet ham med hans krævende hustru. Det her er et spil for unge vovehalse, og nøglen til succes er at vide, hvornår man skal stoppe, mens man er på toppen.

De helt dybe spørgsmål forbliver dog ubesvarede. Det er den missede mulighed i denne genopsætning, nu hvor vi er flere år på den anden side af finanskrisen. Hvis vi har brug for obligationshandel og futures-markeder, behøver det så foregå på denne måde? Er den usympatiske adfærd og tabet af menneskelig anstændighed et udtryk for karakteren hos de typer, der opsøger denne verden, eller ligger det i selve arbejdets natur? Hvis 'problemer er muligheder', som Donny siger, er prisen så for høj for både individet og samfundsøkonomien?

De eneste karakterer, der ejer selvindsigt nok til at adressere disse spørgsmål, er Jess og PJ, og de er netop de to, der har mindst at sige til hinanden i det nuværende manuskript. Så trods skuespillernes indsats for at gøre karaktererne menneskelige, fortæller stykket os mere om den vrede, der hang i luften efter 2008, end det giver os værktøjer til at forstå fremtidens finansverden i Canary Wharf.

Roaring Trade spiller på Park Theatre frem til den 24. oktober 2015