ANMELDELSE: Rumpy Pumpy, Landor Theatre ✭

Rumpy Pumpy

Landor Theatre

14. april 2015

1 stjerne

Nye musicaler kræver den mest kærlige pleje og støtte, hvis de skal nå et punkt, hvor de kan blomstre og vokse. Landor Theatre er et af de få bemærkelsesværdige scenerum i London, der støtter nye musicaler ved at lægge hus til både oplæsninger, workshops og opsætninger.

Lige nu spiller Rumpy Pumpy der, en ny musical af Barbara Jane Mackie (manuskript, tekster og musik), som præsenteres som "en sag om te og boller" baseret på en sand historie. Forestillingen er instrueret af Thom Sellwood med musikalsk ledelse af Tom Marlow.

Selve grundideen bag Rumpy Pumpy er fremragende: det kultursammenstød, der opstår, når medlemmer af det britiske Women's Institute (kvindeforeningen) begår det, som nogle af deres medsøstre betragter som kætteri, ved at kæmpe for en reform af de forældede love om prostitution for at forbedre vilkårene for sexarbejdere i Storbritannien. De komiske og dramatiske muligheder i situationen er indlysende: møder i forsamlingshuset med te og kage ved daggry; prostituerede, der mingler med midaldrende kvinder fra middelklassen og chokerer dem med historier fra virkelighedens verden; visionære i foreningen, der langsomt omvender deres mere konservative kolleger; studieture, hvor sagen vinder indpas; og et møde med ministeren. Man ser tydeligt, hvor stykket kunne bevæge sig hen.

Men det bevæger sig ikke derhen – i hvert fald ikke på nogen meningsfuld måde. I stedet får vi en masse kulørt soap-drama med de prostituerede, hvoraf ingen er særligt sympatiske. Hustruvold, politichikane, moralske korsfareres arrogance, udfordringerne ved at forsørge et barn eller tage en uddannelse – det er emner, der kunne have været centrum for kultursammenstødet, efterhånden som øjnene blev åbnet. Men i stedet præsenteres de blot som et beskidt bagtæppe for de prostitueredes liv og bliver dermed reduceret i denne kontekst.

Nogle af Mackies melodier er behagelige og iørefaldende – musikken er uden tvivl værkets stærkeste kort. Titelsangen er engagerende, og andre numre som 'Wouldn't It Be Nice' og 'The Perfect Brothel' kunne med lidt finpudsning blive til rigtige showstoppere. Faktisk indtræffer aftenens bedste øjeblik, da de nysgerrige og godmodige damer fra WI er i New Zealand for at undersøge bedste praksis i bordeller. (Man fornemmer straks, hvordan fortællingen ville blive markant bedre, hvis netop den undersøgelse var stykkets rygrad, med de sociale emner i baggrunden).

Selvom der er en tydelig tematisk lighed med 'The Full Monty', så minder Rumpy Pumpy i virkeligheden mere om 'Calendar Girls'. Men den holdes tilbage af både svage tekster og generelt kritisabel sang. Sellwood må tage et fastere greb om stykket, og dialogen trænger til en gennemgribende bearbejdning, så karaktererne ikke konstant taler i klichéer.

Marlow gør sit bedste med præsentationen af musikken, og spillet viser sig at være den mest musikalske del af forestillingen.

Desværre lader Sellwoods instruktion meget tilbage at ønske. En smule opfindsom nerve i præsentationen kunne have hjulpet enormt. Simple greb kunne gøre en forskel: Koreograf Courtney Daly kunne for eksempel have skabt et fælles bevægelsessprog for de prostituerede som kontrast til kvinderne fra WI, hvor de to grupper først arbejder kontrapunktisk og siden hen finder harmonien. De mandlige kunder kunne have haft deres eget kropssprog. Uanset hvad, så mangler stykket liv sprøjtet direkte ind i dets hjerte.

Skuespillet er for det meste rudimentært, primært fordi manuskriptet ikke tillader rigtige karakterer, men kun arketyper. Ved at skære nogle af sidehistorierne væk (den gabende kedelige hævngerrige politikvinde eller den halvhjertede kærlighedshistorie over en hummermiddag) kunne man fokusere på sagens kerne: det modige og fremsynede udsyn hos to kvinder fra WI, hvoraf den ene ofrer sit liv for den sag, de forfølger på vegne af alle kvinder.

Der gemmer sig en fremragende idé her, og musikken viser et reelt potentiale. Det er godt, at Mackie har fået muligheden for at se sit værk opført, for det står langt tydeligere nu, hvad der skal ændres, da produktionen har udstillet de svagheder, der ligger i det nuværende udkast.

Titler kan være drilske. Hvis man kalder en musical for Rumpy Pumpy, skal den være sexet, energisk og fræk. Hvis den ikke er det, er kampen for at vinde publikum næsten tabt på forhånd. Som det ser ud nu, er denne opsætning mere mat og flad end sprudlende.

Jeg ser frem til at opleve den ved næste workshop-fremvisning.