ANMELDELSE: She Loves Me, Menier Chocolate Factory ✭✭✭

Mark Umbers og Scarlett Strallen i She Loves Me. Foto: Alastair Muir She Loves Me 

Menier Chocolate Factory

8. december 2016

3 stjerner

Bestil billetter

Der findes en stærk generøsitet i beundringen af genier, hvor man låner laurbær fra de største bedrifter og skænker dem til deres mindre præstationer.  Og intetsteds er dette sandere end i tilfældet med musicalteatrets giganter, Jerry Bock og Sheldon Harnick, skaberne af én enestående, men fuldkommen storslået triumf: partituret til scenens gigant, ’Spillemand på en tagryg’.  Dette unikke, blændende mesterværk skinner så klart, at resten af denne bemærkelsesværdige duos produktion ofte ses med den mistanke, at hvis vi bare kigger efter, finder vi måske magi af samme kaliber, skønheder af tilsvarende lethed og indsigter i den menneskelige natur af samme dybde.  Man ender med at tro på, de må være der: hvis vi bare kunne finde dem….

Scarlett Strallen og Katherine Kingsley i She Loves Me. Og således fortsætter eftersøgningen.  Opsætninger af deres mindre succesfulde værker dukker op igen og igen.  Dette særlige værk – en forestilling der af mange gode grunde aldrig rigtig har fundet en fast plads i repertoiret – er en musical-udgave fra 1963 af Miklos Laszlos ungarske komedie ’Parfumerie’.  Da den blev skrevet, var historien allerede filmatiseret to gange på engelsk, først som Lubitschs ’Den lille butik om hjørnet’ og siden som Judy Garland-filmen ’In The Good Old Summertime’.  Producenterne bag disse projekter samledes igen og hyrede Joe Masteroff til at skrive manuskriptet til Bock og Harnicks fint vævede, men ofte dramatisk overflødige sange.  (Nuvel, det er der intet galt i: ’My Fair Lady’ har strengt taget heller ikke brug for sine sange.)  Værket, de skabte, er teknisk set et vidunder af integration – til et vist punkt.  Et stort problem er dog historiens tynde substans, bygget på musisk-dramatisk ufremkommeligt materiale som tilbageholdenhed, skyhed, undvigelser, forlegenhed og kønsroller, der allerede var ude af trit med historien, da værket sneg sig til beskedne 300 forestillinger på Broadway (og endnu færre i London).  Et år senere kom ’Spillemanden’ med sin utrolige række på over 3.200 forestillinger, og lige siden har ’She Loves Me’ kæmpet med rollen som den svage lillebror til en langt kraftfuldere storesøster, holdt i live længe efter den burde have fået fred.

Den er selvfølgelig ikke uden charme.  De enkelte elementer er ofte meget indtagende.  De hænger bare ikke – helt – nok sammen til at skabe en overbevisende sag.  Alligevel er den for nylig blevet hyldet overalt på Broadway som et ’vidunder’ og har også gæstet London et par gange.  Den seneste af dem, jeg så – Robert McWhirs sidste produktion på det fremragende (og meget savnede) Landor Theatre – var tæt på at være en bragende succes.  Derfor tog jeg til den store Matthew Whites nye opsætning på Menier med store forventninger om, at han også kunne bringe den tæt på et hit.

Scarlett Strallen og Mark Umbers i She Loves Me. Foto: Alastair Muir Whites kvalifikationer til opgaven kunne næsten ikke være bedre.  Hans nylige bearbejdelse og opsætning af Fred og Ginger-musicalen ’Top Hat’ var en mirakuløst perfekt affære, der demonstrerede hans suveræne greb om musicalgenren.  Her nød han dog en usædvanlig frihed til at tilpasse værket præcis som han ville: en yderst sjælden begivenhed for enhver musicalinstruktør.  For det andet, mens fringe-teatre som Landor måske kan bøje reglerne lidt og lave uofficielle ’justeringer’ (læs: forbedringer) i det udgivne manuskript, så må etablerede ’off-West End’-scener som Chocolate Factory følge reglerne langt mere nøje – især når de sigter efter en West End-overførsel (hvilket er Meniers varemærke). Her kan man være sikker på, at man får den autoriserede version, præcis som licenshaverne dikterer det.

Nogle instruktører siger, at deres vigtigste opgave er at skjule et manuskripts svagheder.  Og de har ret.  Styrkerne har det med at tale for sig selv, mens svaghederne råber højt til dine kritikere.  Når man tager en opgave på sig, er det med et håb og en bøn om at kunne navigere sikkert gennem de faldgruber, som forfattere og tidligere instruktører har efterladt.  Når man præsenterer et værk, der er beviseligt mangelfuldt som i dette tilfælde, så er indsatsen i det væddemål utrolig høj.

Nok om teorien.  Nu til selve produktionen.  Her starter tingene lovende.  Den uvurderlige Paul Farnsworths flotte scenografi og kostumedesign begynder med et bølgende fortæppe med ’den’ udsigt over det ungarske parlament set over Donau, akkompagneret af en brillant virtuos sigøjnerviolin af højeste karat (Phillip Grannell eller Darius Luke).  (Vi kender vel en anden Bock og Harnick-musical, der starter med en sigøjnerviolin, gør vi ikke, børn?)  Musikalsk leder Catherine Jayes kender dette teater godt og har samlet et orkester af fantastisk dygtighed: Edward Maxwells strålende trompet; Stephanie Dyer eller Jane Salmons fine basun; Bernie Lafontaines smukke blæsere; Romano Viazzanis autentiske harmonika; Paul Moylans kontrabas og James O’Carrolls præcise slagtøj.  Jason Carr har gjort et flot stykke arbejde med at barbere de originale arrangementer ned, så lyden passer perfekt til rummets dimensioner.

Scarlett Strallen i She Loves Me. Foto: Alastair Muir Sangen er lige så fornøjelig.  Callum Howells er en elskværdig Arpad; Alastair Brookshaw er en skarp, men godhjertet Sipos; Katherine Kingsley tilfører en tiltrængt portion kvindelig kampånd som Ilona; Dominic Tighe brillerer – som skuespillere i denne rolle altid gør – som den sleske Kodaly; Mark Umbers lyder vidunderligt som en ung Jeremy Brett i rollen som den charmerende Nowack; Les Dennis er en behagelig Mr. Maraczek; Scarlett Strallen får det maksimale ud af rollen som Amalia, selvom man konstant ønsker, at partituret gav hendes storslåede stemme endnu flere chancer for at begejstre.  Cory English spiller tjeneren (han erstattes senere af Norman Pace), og Matthew White ser ham tydeligvis i en slags klassisk komisk birolle.  Et suverænt ensemble fuldender holdet.

Hvad angår selve musikken, så føles den halvt som wieneroperettens glade vanvid og halvt som Broadway-glamour fra tresserne.  Jo mere jeg hører partituret, jo mindre forstår jeg de modstridende stilistiske valg.  Musikken er altid herlig at lytte til, men som helhed nægter den simpelthen at smelte sammen.

Hvad angår Masteroffs manuskript: vi får en meget længere og mere ordrig tekst, end jeg husker fra Landor-opsætningen.  Der er også langt mindre koreografi, hvilket er en skam, for når Rebecca Howell får chancen, viser hun virkelig stilfulde takter.  Hendes brug af bevægelse er fascinerende – hun kan fremtrylle tableauer, der leder tankerne hen på Otto Dix eller Tamara de Lempicka på et øjeblik.  Café-sekvensen er et flot nummer, men den passerer næsten uden at efterlade et varigt indtryk.

Selve parfumebutikken, hvor det meste af handlingen foregår, er indledningsvis bjergtagende – et overdådigt interiør med masser af guld og ornamentering, en slags Main Street-rokoko.  Paul Pyant styrer belysningen og holder atmosfæren lys og munter.  Det er sandsynligvis bevidst.  Hele produktionen er let, elskværdig og behagelig – den læner sig op ad luksus og det pæne borgerskabs tryghed.  Fraværet af mørkere toner skaber en problemfri oplevelse, men måske på bekostning af dramatisk spænding.  Selv utroskab og selvmordsforsøg passerer uden at skabe det store røre.  Hvis du leder efter en smertefri aften i teatret, får du den her.  Men hvis du har brug for noget med mere bid, vil du nok finde det hele en smule for luftigt og trivielt.

Vi befinder os trods alt i Budapest i 1930'erne.  Fascismen vinder frem, og antisemitisme er ved at sende Europa mod afgrunden.  Intet af dette får mere end en hvisken i manuskriptet.  Tak skæbne for, at Masteroff ikke holdt igen, da han skrev ’Cabaret’!  Tak for, at Rodgers og Hammerstein ikke gjorde det med ’The Sound of Music’ få år tidligere.  Og tak for, at Bock og Harnick talte mere fra hjertet i ’Spillemand på en tagryg’.  Hvad angår dette show, så er det hele ganske nydeligt og velopdraget og gør ingen fortræd.  Der er intet at skamme sig over, men forvent ikke, at jorden ryster under dig.

BESTIL BILLETTER TIL SHE LOVES ME