ANMELDELSE: Shipwreck, Almeida Theatre ✭✭✭

Helena Payne anmelder Anne Washburns Shipwreck, instrueret af Rupert Goold, som netop nu spiller på Almeida Theatre.

Ensemblet i Shipwreck på Almeida Theatre. Foto: Marc Brenner Shipwreck

Almeida Theatre

19. februar 2019

3 stjerner

Bestil billetter Anne Washburns Shipwreck på Almeida er en lang forestilling, og det mærkes. Rupert Goolds skæve, men underholdende iscenesættelse og de fremragende præstationer fra et gennemført stærkt cast gør deres bedste for at få stykket til at gnistre, men det er i bedste fald overskrevet og i værste fald irriterende ordrigt og moraliserende. Stykket kredser løst om en kenyansk dreng, der er adopteret af et hvidt, kristent amerikansk par fra rustbæltet, og de uundgåelige gnidninger mellem dem i Trump-æraen.

Fisayo Akinade som Mark i Shipwreck. Foto: Marc Brenner

Mest seværdig er synergien mellem Jack Knowles’ lysdesign og Miriam Buethers scenografi. Midtpunktet i salen er et stort rundt bord, der også fungerer som scene. Over det hænger en smuk glorie eller et lysbånd, som forvandler sig yndefuldt i takt med dramaet, og på et tidspunkt – når drejescenen er i brug – forvandles hele teatret til et gigantisk, roterende zoetrop. Ved tæppefald sidder publikummer bænket omkring bordet, blandet med tydeligt plantede skuespillere, der "mingler". Det er en kliché, som jeg formoder skal antyde, at vi som publikum også er medspillere og medskyldige i den historie, der udfolder sig. Problemet med forestillingen er dog, at den næsten udelukkende består af historie; oprigtig fortælling og direkte henvendelse. Det føles som skuespillere, der er blevet bedt om at holde TED-talks om politik, Trump og race: bogstaveligt talt ingens definition på en god aften i teatret.

Tara Fitzgerald som Teresa i Shipwreck. Foto: Marc Brenner

Justine Mitchell brillerer som digital kriger med sin evne til at finde den hårdt tiltrængte humor i manuskriptet. Hendes levering er tør og omstændelig, og hun fanger perfekt frustrationen over det engelske sprogs begrænsninger, når man forsøger at føre en respektfuld dialog om så følsomme og vitale emner som identitets- og racepolitik. Khalid Abdalla leverer en afmålt præstation som den homoseksuelle advokat, der brugte sin stemme på Trump trods protester og forfærdelse fra sin partner og de øvrige veluddannede liberale eliter. Fisayo Akinade tegner et smukt portræt af den adopterede søn og udforsker smerteligt den fremmedgørelse, man kan føle, når man er opvokset i en kultur, der ligger fjernt fra ens eget ophav. Hans karakter kommer også med vigtige pointer om forskellen på hans oplevelse som adopteret kenyaner hos hvide amerikanske forældre og hans jævnaldrende, der er efterkommere af afroamerikanske slaver. Men trods de gode takter betyder den ensartede skrivestil, at alle karakterer ender i det samme sproglige mønster og toneleje. Vi finder efterhånden ud af, at dette forklares ved, at alle andre karakterer er fantasifostre i drengens hoved, men det gør det ikke lettere at lytte til.

Khalid Abdalla (James Comey) og Elliot Cowan (Donald J. Trump) i Shipwreck. Foto: Marc Brenner

Shipwreck har flere relevante pointer, såsom at ”kunst er langt mindre effektiv, når den er direkte” – en temmelig ironisk kommentar i et stykke, hvor man mærker hvert eneste minut af de tre timers moralisering. Det stjernebesatte casts fulde overbevisning redder dette eksperiment fra at blive navlebeskuende, og Luke Halls projektioner formidler stærkt de sociale mediers flygtige tilfredsstillelse og slagsside, hvor de fleste af os bruger vores krudt på politisk agitation frem for at gøre noget fysisk og reelt effektivt. Måske chokerede Washburns groteske portrættering af Trump i fløjlsbukser og guldmaling publikum på den anden side af Atlanten. Herhjemme bløder de fleste dog satire, hvis man skærer i dem, hvilket tager brodden af denne ellers tiltænkte kulmination.

Spiller til den 30. marts 2019

KØB BILLETTER TIL SHIPWRECK