ANMELDELSE: Shock Treatment, Kings Head Theatre ✭✭✭

Shock Treatment

King's Head Theatre

21. april 2015

3 stjerner

Det siges ofte, at hvis Dame Judi Dench læste op fra telefonbogen, ville det være værd at sidde i salen for at høre hende. Hvis det er sandt, og det må det nødvendigvis være, så må det også gælde, at hvis Julie Atherton synger et hvilket som helst partitur, så er det værd at være blandt publikum.

Atherton er en af de sjældne musicalstjerner: hun mestrer stort set enhver stilart, og uanset hvad hun kaster sig over, formår hun at fylde sin optræden med uforlignelig gejst, endeløs charme og sanselig tiltrækningskraft. Det er ikke enhver sopran, der kan spille nørdet grå mus, elegant forfører og campet fetich-ikon (komplet med vinyl-sygeplejerskeuniform, der akkurat dækker bagdelen og knap kan tøjle de barmfagre former) så sømløst som én og samme karakter – men Atherton klarer opgaven med uovertruffen lethed i Shock Treatment, som nu har fået sin teaterpremiere på King's Head Theatre.

Shock Treatment er instrueret af Benji Sperring og bearbejdet fra filmen af samme navn af Tom Crowley. I programmet præsenteres stykket som en "ligeværdig" opfølger til sin forgænger, The Rocky Horror Picture Show. Selvom den påstand er, hvad reklamebranchen nok ville kalde en let overdrivelse, så er den både usand og kontraproduktiv. At beskrive forestillingen som jævnbyrdig med The Rocky Horror Picture Show skaber forventninger hos publikum, som aldrig kan indfries – ikke mindst fordi Shock Treatment ikke indeholder originalens store stjerne, Dr. Frank-N-Furter.

Hvad Shock Treatment dog har til fælles med sin teater-forfader, er konceptet om to nørdede typer, Janet og Brad, der kommer på dybt vand og forsøger at finde sig selv og hinanden i en situation spækket med seksuelle spændinger, bizarre karakterer og masser af funky, ørehængende musik.

Handlingen er papirstynd. Brad og Janet har ægteskabelige problemer; Brad har mistet sit job, og Janet frygter, at de glider fra hinanden. Hun tilmelder dem et tv-show, der lover at løse deres problemer. Herfra er det en løssluppen tur gennem skørt nonsens med bizarre tv-værter, de endnu mere bizarre læger McKinley, små sorte kjoler, chokbehandlinger og en parade af hvide vinylkostumer. Til sidst bliver både Brad og Janet klædt helt af, undersøgt, givet chok og genoplivet terapeutisk – alt imens en lykkelig slutning i sorte kjoler sænker sig over landet (i dette tilfælde Denton, USA).

Tim Shortalls scenografi er en bedrift i sig selv – et hvidt eventyrland, der fungerer som både tv-studie og klinik. Et flagrende forhæng bliver brugt flittigt til komisk effekt, og Nic Farman skaber masser af stemning gennem klog brug af farver, der understøtter karaktererne eller indimellem leverer sin helt egen joke. Xylona Appletons kostumedesign er frækt og opfindsomt, især når det kommer til de farverige klæder hos Hapschatt-familien. For et spillested så lille som King's Head er det kreative hold imponerende stærkt, og deres samlede arbejde overgår alle forventninger.

Crowleys bearbejdelse af filmen (efterfølgeren til The Rocky Horror Picture Show fra 1981) forsøger ikke at være stor kunst; i stedet tilpasser den plotet for at skabe en stormfuld række af 'Carry On'-agtige og 'South Park'-inspirerede muligheder for at fremvise sange, karakterer og koncepter. Det er fjollet, sjovt og en smule sexet i lige dele og giver masser af plads til god underholdning.

Atherton er produktionens supernova. Hun synger fremragende hele vejen igennem og bringer følelse ind i selv de mest banale numre. Hendes evne til at udstråle uskyld som et dådyr er bemærkelsesværdig – især når hun samtidig mestrer rollen som rovdyrsagtig sexgudinde. Det bedste er dog, når hun formår det modsatte: det er noget ganske særligt at se glimt af pigeagtig dydighed i hendes ansigt, mens hun er iført natkjole i sort blonder eller den tætsiddende, hvide sygeplejerskeuniform.

På den måde indkapsler Athertons præstation stykkets underliggende løfte: nørder og outsidere kan også få sex, stoffer og rock'n'roll! Det samme gælder de to andre magnetiske præstationer, der med hver deres forførende kraft leverer varen fuldt ud.

Ben Kerr er hylende morsom som den knastørre Brad – den stille, lidt kedelige ægtemand med en krop som en græsk gud, men uden begreb om sit eget potentiale. Kerr bliver uundgåeligt klædt af til undertøjet (til stor glæde for publikum); mindre forventet er det, at han formår at give Brads skæbne en næsten sakral og rørende undertone, som mod alle odds føles vigtig. Det er en varm og gennemført præstation, og hans indsats i det afsluttende nummer, "In My Own Way", er herlig.

I det modsatte hjørne finder vi Mateo Oxley, der vridende og overgearet malker hvert eneste komiske nanosekund i rollen som den ekstremt campede Ralph Hapschatt. Oxley får John Inman til at virke afdæmpet, men på den helt rigtige måde. Hans store numre, "Thank God I’m A Man" og "Breaking Out", er sprudlende højdepunkter, og hans samspil med Atherton i "Me of Me" og "Little Black Dress" er showstoppere. Ja, han stjæler opmærksomheden, og ja, han tager fire grin, hvor ét kunne have gjort det, men han er konstant opfindsom. Hans samspil med Rosanna Hylands Betty er skarpt, og han spiller formidabelt op mod Adam Rhys-Davies’ frække Cosmo. Familien Hapschatts spraytans burde næsten have deres egen fremkaldelse.

Efter det bevidste overforbrug af virkemidler i selve stykket var det interessant at se Oxley vride sig i sin latterligt korte sorte kjole under finalen, "Anyhow, Anyhow". Han havde ingen grund til at føle sig utilpas, men det var et bevis på hans dedikation til den ekstravagante rolle som Ralph, at virkelighedens Oxley var så markant anderledes.

Rhys-Davies og Nic Lamont udgør et gungrende skørt par som det tvivlsomme lægemakkerpar Cosmo og Nation. De ejer scenen og har en fantastisk energi, mens de ræser gennem de forskellige plotmæssige krumspring. Sympatiske og charmerende er de begge meget engagerende og indimellem befriende grove.

Som Farley Flavors, den storhedsvanvittige mediekonge, er Mark Little desværre fejlcastet. Han synger slet ikke godt nok til partituret, og hans præstation var, selvom den var vild, ukontrolleret og i sidste ende ikke overbevisende. Han var hverken ekstrem eller subtil nok til at gøre indtryk; der var desværre ikke meget at beundre her.

Som kapelmester gør Alex Beetschen et imponerende stykke arbejde, selvom det må nævnes, at der var seriøse problemer med lydbalancen (Chris Drohan, det er din afdeling), hvilket gjorde det svært at forstå teksterne. Når musikken skal banke afsted, er diktion og lydstøtte afgørende. Little, Hyland, Rhys-Davies, Lamont og Oxley havde alle store udfordringer med at blive hørt til tider; i kun ét tilfælde var det en lille velsignelse.

Set i bakspejlet er O’Briens manuskript fra 1981 mærkeligt fremsynet, især med sit fokus på hurtige løsninger, reality-tv'ets enorme magt og det faktum, at individualitet og accept stadig ikke er universelle koncepter, vi alle er enige om. Selvom man får følelsen af, at showet bare er sjov og ballade, gemmer der sig en samfundskritik nedenunder, som er værd at reflektere over.

Shock Treatment er tydeligvis en kultmusical. Publikum sang ivrigt med, og nogle var klædt ud som deres yndlingskarakterer. Men i dette tilfælde bidrog det ærligt talt kun til den festlige stemning.

Shock Treatment spiller på King's Head Theatre indtil den 6. juni 2015