ANMELDELSE: Sibling Revelry, Hippodrome Casino ✭✭✭

Sibling Revelry

3 stjerner

Hippodrome Casino

8. juli

Livet handler om nye oplevelser, og jeg kan med ro i sindet sige, at jeg aldrig før er blevet bedt om legitimation for at komme ind i et teater. The Matcham Room er gemt væk i Hippodrome Casino, et sandt overflødighedshorn af gambling og dekadence nær Leicester Square. Dette intime spillested har huset et væld af stjerner gennem årene, og i aften var turen kommet til Callaway-søstrene og deres kabaretshow, Sibling Revelry.

Callaway-søstrene er teater-royalty; Liz, der ofte har arbejdet sammen med Stephen Sondheim, er en veteran fra adskillige Broadway-forestillinger og har en Tony-nominering bag sig. Ann har optrådt for både Clinton og Gorbatjov og skrevet sange til store navne som Barbra Streisand, Cole Porter og Carole King. Det er første gang i sytten år, at de optræder i London, og dele af publikum havde tydeligvis ventet spændt på deres retur.

De besidder et par formidable stemmer med hver sin stil, der komplementerer hinanden perfekt. Liz lyder mest som en traditionel Broadway-performer med et fantastisk vokalt spændvidde og en evne til at skifte ubesværet mellem følelsesladede ballader og mere livlige numre. Ann har en kraftfuld og sjælfuld stemme med et solidt lavere register, der kan vække enhver musicalsang til live. På trods af deres lange karrierer er stemmerne stadig i topform, og når de for alvor gav den gas, bakket op af et forrygende husorkester, var det umuligt ikke at blive revet med af festen.

Sætlisten var en spændende blanding af gribende musicaltoner, bigband-klassikere og folk-inspirerede duetter. Der var også en genial parodi i 'Forbidden Broadway'-stil på Sondheim med titlen 'Another Hundred Lyrics', hvor Liz spøgte med udfordringerne ved at håndtere komponistens notorisk svære tekster og modulationer. Showet blev rundet af med et inspireret medley, der inkluderede elementer fra musicals som Wicked, Chess og Chicago.

Det er måske helligbrøde at sige det, men hele søster-temaet blev en anelse trættende i længden; deres stemmer er begge så stærke, at man hellere ville høre dem give den fuld gas på så mange klassikere som muligt frem for hyggelige duetter om kærlighed og søskendebånd. Jeg foretrak faktisk solonumrene, som var fint fordelt mellem søstrene – her fik hver sangerinde lov til at vise sit værd og fokusere fuldt ud på materialet.

Liz har en hjemsøgende og smuk stemme; hendes dobbelt-salvo med 'Meadowlark' fra Company og 'My Heart Is So Full of You' viste præcis, hvorfor hun blev nomineret til en Tony. Ann dominerede totalt sine solonumre, hvor hendes stærkeste øjeblik var en version af 'Don’t Rain on My Parade', som hendes veninde Barbra Streisand ville have været stolt af.

Søstrene havde en fantastisk scenetilværelse og en stærk kontakt med publikum. De var selvironiske og morsomme, når det krævedes, men udviste også en tydelig kærlighed og respekt for hinanden. Snakken mellem numrene fungerede langt bedre, da de begyndte at fortælle (og synge) om deres respektive karriererejser frem for de søster-jokes, der prægede størstedelen af første halvleg.

Noget af deres sæt kunne dog godt have brugt en smule tilpasning til det britiske publikum – der var et par referencer, som ikke helt faldt i god jord. Et godt eksempel er, da parret fremførte kendingsmelodien, som Ann skrev til den amerikanske sitcom 'The Nanny' (Alle elsker/er vilde med barnepigen); trods min relativt unge alder er jeg sikker på, at jeg ikke var den eneste, der aldrig havde hørt om den – det kunne måske have brugt lidt kontekst.

Sibling Revelry er hverken revolutionerende eller banebrydende, og det udgiver det sig heller ikke for at være. Men hvis du leder efter præstationer i topklasse fra et par ægte Broadway-veteraner, så går man aldrig galt i byen med Callaway-søstrene.

Sibling Revelry spiller på Hippodrome Casino indtil den 11. juli 2015