ANMELDELSE: Siegfried & Götterdämmerung, Hackney Empire ✭✭✭✭✭

Tim Hochstrasser anmelder Arcolas Siegfried & Götterdämmerung, en del af Wagners Nibelungens Ring på Hackney Empire.

Arcolas Siegfried & Götterdämmerung på Hackney Empire. Foto: Alex Brenner Siegfried & Götterdämmerung

Hackney Empire

6. august 2022

5 stjerner

Arcola Theatre påbegyndte deres opsætning af Nibelungens Ring før pandemien, og den er nu nået til en triumferende afslutning. Det er en blåstempling af ikke blot det kreative hold, men også af den forkortede version af Ringen skabt af Graham Vick og Jonathan Dove. Ingen ville seriøst forsøge at opføre de fulde versioner af de to sidste operaer på en enkelt dag, men med en spilletid reduceret til henholdsvis to timer og to timer og femogfyrre minutter, er det mere end overkommeligt. Pludselig kan man mærke det fulde vingesus i Siegfrieds liv. Fjernelsen af de retrospektive resume-sektioner, som Wagner indførte i den tro, at publikum ikke kendte de andre dele, giver alle på scenen frihed til at agere og synge i nuet. Den dramatiske fremdrift genindføres i historien, uden at karakterdybden går tabt.

Arcolas Siegfried & Götterdämmerung på Hackney Empire. Foto: Alex Brenner De samme positive resultater gælder for musikken. Med under tyve musikere i graven tænker man først, at det her umuligt kan fungere. Men når man først har vænnet sig til lyden, er resultatet en sand glæde. Balancen mellem musikere og sangere genoprettes, hvilket giver plads til øjeblikke med ægte, afslappet intimitet, samtidig med at det mindsker det vokale pres på hovedrollerne. Ja, det indre stryger-skær, som Wagner skabte med alle de bratsch-linjer, mangler ganske vist, men i stedet hører man alverdens instrumentalsoloer boble op til overfladen, som normalt begraves i den store orkestersuppe. Til tider er redigeringerne mellem scenerne lidt for skarpe efter min smag – jeg ville gerne have beholdt flere af de orkestrale overgange, især fordi overgangens kunst var noget, komponisten mestrede til fulde på en filmisk facon. Men essensen er bevaret takket være de dygtige musikere i Orpheus Sinfonia og deres skarpe dirigent, Peter Selwyn.

Arcolas Siegfried & Götterdämmerung på Hackney Empire. Foto: Alex Brenner Den falmede pragt i Hackney Empire fungerer som et fint symbol på Valhals tvivlsomme storladenhed, så der var intet behov for en bogstavelig iscenesættelse. I stedet, og med afsæt i scenografien fra den foregående Valkyrien, har vi en stilladskonstruktion med adskillige plateauer i forskellige niveauer. Det har den fordel, at det understøtter de langstrakte ind- og udgange, som altid er et træk i Wagners operaer, mens det også giver karaktererne flere forskellige udkigsposter at synge fra. I Siegfried var scenen strøet med rod fra Mimes hule, og papkasser gjorde det ud for guldet i Fafners hule. Slidte møbler dannede en passende borgerlig ramme for de stræberiske Gibichunger. Specialeffekterne var mere svingende – lodrette lysstofrør sænkede sig fra loftet for at markere lokationer – grønt for skoven, rødt for den magiske ild og forskellige farver til verdens undergang. Det var økonomisk og effektivt. Det samme gjaldt dragen Fafner, der her blev præsenteret som en central figur med forskellige avatarer. Dog virkede smedningen af sværdet – der altid er svær at få til at lykkes, selv i produktioner med store budgetter – mest af alt som at riste kastanjer over en glødepande.

Arcolas Siegfried & Götterdämmerung på Hackney Empire. Foto: Alex Brenner Ringen beskrives nogle gange som en symfoni i fire satser med Siegfried som scherzoen. Dette er den første produktion, hvor jeg har fundet den sammenligning plausibel. Vi får ungdommens energi og dynamik, den udsøgte fremmaning af skoven, der vågner, sejren over både dragen og Wotan og endelig overvindelsen af den magiske ild og vækningen af Brünnhilde. Det hele flød ubesværet fremad uden at træde på de dramatiske bremser – en medrivende oplevelse. Intet af dette ville selvfølgelig fungere uden castets vokale og skuespilsmæssige evner: I titelrollen holdt Neal Cooper sin energi og uskyld glødende helt til det sidste og fandt flere lag, end man normalt ser i denne rolle. Colin Judson sang virkelig rollen som Mime og lod os mærke hans berettigede frustrationer ligeså meget som hans snuhed. I de centrale dele formidlede Paul Carey Jones med sin fyldige stemme alvoren i Vandrerens formål, men også hans mindre beundringsværdige lyst til at manipulere og more sig på de andre karakterers bekostning. Man forstår derfor fuldt ud, hvorfor Siegfried fejer ham til side med utålmodighed – noget, der ikke altid kommer godt til udtryk på scenen. Freddie Tong, der spillede Alberich i begge operaer, var skarp og truende, og Elizabeth Karani fløj sikkert gennem de svære passager som Skovfuglen. Simon Wilding fandt følsomhed og anger i Fafners sidste ord, og Mae Heydorn kæmpede sig vej gennem metervis af ferskenfarvet tyl og stod stærkt over for Vandreren i deres afgørende konfrontation. Det var operaens mest intense og koncentrerede øjeblik, helt som det burde være.

Arcolas Siegfried & Götterdämmerung på Hackney Empire. Foto: Alex Brenner Desværre, men uundgåeligt, var nornerne skåret væk, så Götterdämmerung fokuserede i høj grad på Siegfrieds forræderi mod Brünnhilde og hans indsmigring hos Gibichung-klanen. Vi fik en ny Siegfried – Mark le Brocq – som med rette var ældre og mere verdensvant fra starten, og afgørende var hans stemme frisk til de kommende krav. Som Brünnhilde pressede Lee Bisset sin tone for hårdt i de tidlige scener, men hun fandt ro i rollen og leverede en autoritær, men også intim fortolkning af den afsluttende selvofringsscene. Simon Wilding vendte tilbage og leverede en fremragende præstation som Hagen, fuld af subtil og snigende ondskab. Simon Thorpe portrætterede effektivt Gunthers noget enfoldige brovten, og Lucy Anderson fik mere ud af den ellers begrænsede rolle som Gutrune end normalt. Min yndlingsscene, som var totalt gribende fra start til slut, var konfrontationen mellem Brünnhilde og Waltraute, hvor Angharad Lyddon fik det maksimale ud af den sidste chance for at afværge den katastrofale afslutning – alle Ringens temaer, fra svigt til håbet om forløsning, blev udspillet her.

Instruktør Julia Burbach og hendes kreative hold fortjener stor anerkendelse for at føre dette komplekse projekt sikkert i havn. De har virkelig præsteret over evne i forhold til budgettet på en uforglemmelig måde og har retfærdiggjort denne opførelsesversion, som forhåbentlig vil føre til mange flere produktioner fremover. Det kan kun gavne forståelsen og værdsættelsen af Wagner, uanset hvad puristerne måtte sige.