ANMELDELSE: Sweat, Gielgud Theatre London ✭✭✭✭✭

Paul T Davies anmelder Lynn Nottages prisvindende skuespil Sweat, som lige nu spiller en begrænset sæson på Gielgud Theatre i London.

Martha Plimpton (Tracey) i Sweat. Foto: Johan Persson Sweat Gielgud Theatre, London.

13. juni 2019

5 stjerner

Bestil nu

Denne Donmar Warehouse-produktion rykker ind i West End med en tung bagage af prestige og anmelderros at leve op til. Dramatikeren Lynn Nottage er den eneste kvinde i historien, der har vundet to Pulitzer-priser for drama, og Lynette Lintons opsætning var en af de mest eftertragtede billetter hos Warehouse. Det er let at se hvorfor; dette smukke, hudafskrabede stykke er knusende i sin kritik af kapitalismen, men lader samtidig menneskeligheden og omsorgen spire langsomt frem. Det hjælper naturligvis, at det bliver fremført af et fuldstændig fejlfrit cast.

Osy Ikhile (Chris) og Patrick Gibson (Jason) i Sweat. Foto: Johan Persson

I det glemte hjerte af det industrielle USA, i Reading, Pennsylvania, arbejder et lille lokalsamfund i det, der engang var selve maskinrummet for den amerikanske drøm. Arbejderne mødes på den lokale bar, hvor alle kender dit navn, men det her er ikke Sams Bar. Handlingen udspiller sig i år 2000 med præsidentvalgkampen som et relevant bagtæppe, mens cheferne begynder at fjerne maskiner fra fabrikken og hyre daglejere til en billigere løn. Venskaber knirker og brister, racismen bobler op til overfladen; stykket er en trykkoger, der bygger op til et punkt, hvor dampen slippes løs med ødelæggende kraft. Det viser med al tydelighed, hvordan profit før mennesker betyder, at verdens rigeste land tilsyneladende ikke har problemer med at acceptere fattigdom og hjemløshed.

Clare Perkins som Cynthia i Sweat. Foto: Johan Persson

Stykket begynder flere år efter hovedbegivenhederne med Evan (Sule Rimi), der interviewer Jason, som netop er løsladt fra fængslet med SS-tatoveringer i ansigtet – en suveræn præstation af Patrick Gibson, der sitrer af vrede og vold, men som samtidig er helt knust. På baren i år 2000 er han bedste venner med Chris (Osy Ikhele) uden skyggen af racisme; hvad er der sket, som har fået Jason til at skride ud mod den yderste højrefløj? Martha Plimpton er ganske enkelt enestående som Tracey – et helt almindeligt menneske, der har arbejdet på fabrikken siden teenageårene og er bedste veninder med Cynthia (en ligeledes fremragende Clare Perkins), hvis forfremmelse til ledelsen frembringer en latent racisme. Stuart McQuarrie er glimrende som bartenderen Stan, det konstante, stabile holdepunkt, hvis job i stigende grad handler om at bevare freden, som begivenhederne udfolder sig. Leanne Best er vidunderlig som alkoholikeren Jessie, der er fanget i en nedadgående spiral, som både hun og vi ved, hun ikke kommer ud af. Hver eneste nuance i Nottages manuskript forløses smukt, og der er humor i lige så store mængder som chok.

Stykkets helt store triumf er den stringente demonstration af, hvordan frøene til proteststemmer, manglende valgdeltagelse og troen på politikeres retorik om at lytte til "den almindelige arbejderklasse" blev sået i år 2000. Disse mennesker kunne lige så vel være stålarbejdere i Wales eller ansatte i bilindustrien. Stykket emmer af menneskelighed og er en af de mest gribende forestillinger, du vil se i år.

BESTIL BILLETTER TIL SWEAT