ANMELDELSE: Swifties, TheatreN16 ✭✭

Swifties

Theatre N16

1. marts 2016

Bestil billetter

Der gemmer sig en virkelig god idé til et teaterstykke her. Tag Genets 'Pigerne', fjern 'Madame' fra ligningen (selvom hun konstant dukker op i form af sange), og lad Solange og Claire kæmpe mod hinanden forklædt som hysteriske popfans, der efterligner deres idol – i dette tilfælde den fjerne Taylor Swift, der kun høres og aldrig ses. Placer dem i et hotelværelse, hvor de planlægger at overtage deres helts liv og lancere sig selv – à la 'Ruthless People' – ud af deres anonyme slid og ind i et liv i luksus og glimmer. Den borgerlige ramme ligger ikke langt fra Anhouilh eller endda Feydeau og kan ses som en form for sædekomedie.

Det er en meget begavet idé, og dramatikeren Tom Stenton fortjener ros for at have udtænkt den og bragt den så langt frem mod en scenisk form. Men han kæmper en hård kamp. Genet skriver subtile, intellektuelle debatter, hvor der lægges meget lille vægt på at skabe 'afrundede' karakterer; det gør ham fascinerende, men også udfordrende for publikum. Skal man yde ham retfærdighed i det britiske teaterlandskab, er det ofte nødvendigt at fortolke ham helt mod hårene og erstatte hans vision med én, der giver det britiske publikum det, de forventer på scenen: tredimensionelle, realistiske portrætter, solidt plantet i realisme – masser af den – og spækket med humor og ironi. Meget lidt lykkes på den britiske scene, hvis det ikke på en dybere måde svarer til dette paradigme.

Uanset hvad, så ved jeg ikke, hvor mange femstjernede hoteller frekventeret af popstjerner og deres entourage, Stenton har besøgt, men ud fra dette stykke får jeg ikke fornemmelsen af, at det er mange. På et tidspunkt lader han endda en repræsentant fra hotellets personale – spillet af en ukrediteret, uset stemme – banke på døren til suiten for at annoncere, at politiet står nede i lobbyen og efterforsker en sag, og at værelsets gæster – vores dristige heltinder – godt kan glemme alt om at møde La Swift. Jeg ved ikke med jer, men for mig lyder det ikke helt som noget, der ville foregå på The Dorchester. Hvis man kan stole på én ting hos personalet på luksushoteller, så er det deres diskretion.

Ikke desto mindre er værket lagt i hænderne på instruktør Luke Davies, der for nylig havde succes med 'The HIV Monologues'. Her er han dog på mere usikker grund, og hans håndtering af materialet virker ofte usikker og tilfældig. Han virker enten uvidende om de særlige krav, Genet stiller, eller uinteresseret i dem. Overforbruget af musik – der kører i baggrunden gennem næsten hver eneste dialog – er et tegn på usikkerhed. Han lader sine skuespillere – Taylor-look-aliken Tanya Cubric og den underkuede makker Isabella Niloufar – gennemgå noget, der ligner en række improvisationer fra en teaterskole, i håbet om at de på en eller anden måde når frem til en gyldig fortolkning af deres roller. De gør deres bedste, og indimellem lykkes de. Niloufar er netop blevet castet til hovedrollen i National Theatres kommende 'Salome', og man forstår efterhånden hvorfor. Cubric (for nylig set i Sky Atlantics 'The Tunnel') gør alt, hvad der står i hendes magt, som den krævende popgudinde. De to er hele vejen igennem værd at se på, men deres tragiske komedie er en svær størrelse at få hold på. En længere prøveperiode med en mere erfaren instruktør havde hjulpet. Som det står nu, virker det som om, skuespillerne er overladt til at kæmpe alene med materialets overflade.

Stentons manuskript hjælper dem heller ikke meget. Vi skal for eksempel meget langt ind i stykket, før vi finder ud af, at pigerne er fra Luton – en åbenbaring, der pludselig giver de skrigende og poserende wannabes en mening. Hvorfor forfatteren venter så længe med at etablere sine karakterer, er uforståeligt. Interessant nok så vi en anden 'version' af 'Pigerne' for blot få måneder siden, som led under samme mangel på klarhed. Mere lærerigt var det, at dets modstykke fra 1947, 'Dødsdømte' (Deathwatch), omkring samme tid blev leveret i en medrivende udgave af David Rudkin på The Print Room. Her brugte Geraldine Alexander et skarpt designkoncept og en høj grad af stilisering kombineret med stærke skuespillere til at skabe en fokuseret og troværdig produktion. Netop de to kvaliteter – fokus og troværdighed – er svære at fange hos Genet. Det har Stenton og Davies formentlig indset nu.

Spiller til 11. marts 2017

Fotos: Luke Davies

BESTIL BILLETTER TIL SWIFTIES PÅ THEATRE N16