ANMELDELSE: Pinocchios Eventyr, Greenwich Theatre ✭✭✭✭✭

The Adventures of Pinocchio

Greenwich Theatre

8. august 2015

5 stjerner

Man glemmer ofte, hvor mørkt og barskt eventyret om Pinocchio i virkeligheden er. Det er nærmere en ægte gyserfortælling end et klassisk eventyr – selvom der optræder en fe. Men små hoveder elsker gyset og spændingen. At præsentere dem for mørke sandheder og livets realiteter er mindst lige så vigtigt som at lære dem gode manerer og nødvendigheden af at behandle alle ligeværdigt.

Teatret har en unik evne til at åbne – eller rettere vedligeholde – fantasien. Scenekunst skabt til at underholde og fange et ungt publikum er helt essentiel. Her udvides horisonter, frygt overvindes, og forståelse opstår. I dag ser man ofte spektakel og store effekter erstatte den enkle glæde ved det rene skuespil; enorme kulisser og kostumer virker vigtigere for producenter end det at stimulere et barns fantasi eller røre deres sjæl. Mere er aldrig nok, og begrebet "less is more" er efterhånden en sjældenhed.

Heldigvis er det ikke tomme effekter, der driver værket i 'The Adventures of Pinocchio' på Greenwich Theatre. Det betyder ikke, at forestillingen mangler visuel magi, for det gør den slet ikke, men magien opstår her i samspillet mellem scenen og publikums egen fantasi. Hvis man lader sig rive med, bliver man taget med på en vild og givende rejse, hvor ingenting kan blive til alting, ræve og katte kan tale, og hvor kærlighedens og loyalitetens magt kan overvinde alt.

Instruktør Bronagh Lagan har sikret, at enkelhed og ærlighed definerer forestillingen. Det fem mand høje ensemble arbejder utrætteligt på at fange det unge publikum. At dømme ud fra den dybe koncentration og de begejstrede smil i salen, har Lagan og hendes hold ramt den helt rette balance. Børnene var fuldstændig opslugte – ikke kun af historien, men af måden den blev fortalt på – og de overværede det hele med åndeløs spænding over, hvor levende og tilgængeligt teater kan være. Man er ikke i tvivl om, at mange af dem fik en oplevelse for livet, som de vil tage med hjem til deres egen leg.

Pinocchio er naturligvis en marionetdukke – måske verdens mest berømte af slagsen. Derfor er det også yderst passende, at forestillingen starter med et skyggespil, hvor vi lærer personerne at kende og hører om Gepettos ensomhed. Det er smukt udført, men uden at pakke tingene ind; Gepettos kones triste skæbne bliver forklaret direkte, så børnene ved fra start, at det her ikke kun er sjov og ballade. Nysgerrigheden er vækket.

Dukketeater i bred forstand bruges gennem hele forestillingen og skaber en rød tråd. Det bliver en metafor for manipulation, hvilket giver de voksne i salen noget at tænke over – især i 'Terra Di Ragazzi'-sekvensen, hvor tingene går grueligt galt for Pinocchio og Lampwick.

De forskellige karakterer vækkes til live gennem små kostumejusteringer og stærkt karakterarbejde. Den enkle tilgang virker upåklageligt – børnene fanger straks de små skift og følger handlingen uden besvær. Man kan kun håbe, at deres voksne ledsagere følger lige så godt med.

Manuskriptet er direkte, legesygt og indsigtsfuldt. Forfatter Brian Hill og komponist/tekstforfatter Neil Bartram er et rutineret makkerpar, der tidligere har haft stor international succes med 'The Story of My Life'. Musikken er både morsom og ierefallende, og man kan mærke inspirationen fra mestre som Sondheim og Rodgers. Numre som "What Will You Be?", "Money Grows On Trees" og "Being Real" er fremragende med deres glade melodier og medrivende akkompagnement.

Kapelmester Freddie Tapner har gjort et førsteklasses stykke arbejde. Sangen og musikken sidder lige i skabet, og balancen er perfekt afvejet, så man kan høre hvert eneste ord – hvilket er afgørende for de mindste ører. Det lille orkester spiller med en livlighed, der gør det næsten umuligt at sidde stille.

Skuespillerne leverer også præstationer fra øverste hylde.

Christian James er en vidunderlig Pinocchio. Han indfanger perfekt karakterens følelse af at være anderledes (fordi han er lavet af levende træ) samt barnets nysgerrighed og trang til at gøre oprør. Scenen, hvor han lærer om løgn og mærker næsen vokse, er utroligt morsom – især da han hurtigt må barbere den ekstra længde af, før Gepetto kommer hjem.

Hans rejse gennem verden som en godtroende og uerfaren sjæl understreges af James med stor dygtighed. Han viser os Pinocchios gryende forståelse af verden og de hårde konsekvenser af hans handlinger, når han vælger cirkus frem for skole.

Samtidig har han det tydeligvis sjovt i rollen, både i de stille og de mere overmødige øjeblikke. Han har en stærk tenorstemme, som han udnytter til fulde i Bartrams sange. Han mestrer desuden Grant Murphys muntre koreografi med lethed og præcision.

Martin Neely synger fantastisk som Gepetto og bringer både varme og tyngde til rollen som faderfiguren. Han rammer perfekt balancen mellem den blide og den bekymrede nybagte far, og hans glæde ved genforeningen med Pinocchio er dybt rørende. Rachel Louise Miller er både fe og fortæller; hun er elegant og indtagende hele vejen igennem og synger med den helt rette, klare klokkerøst, som en fe skal have.

Miller spiller også Annette og kusken med stor overbevisning, præcis som Ceris Hine, der formår at give både den talende kat og den grådige dukkefører hver deres unikke personlighed. Jeg var især vild med hendes kats vilde energi.

Hines makker i rollen som ræven spilles med masser af energi af James Charlton. Med sit vindende væsen, en flot tenorstemme og skarpe danseevner er Charlton det perfekte valg til både ræven og Lampwick. Han formår desuden at give liv til en lille reference til Jesper Fårepilling, hvilket er en fin detalje. Charlton har et fantastisk tag i publikum og en god kemi med de andre skuespillere.

Lagan har skabt en fremragende produktion af en fængslende musical, der tør stole på den gode fortælling frem for tomme effekter. Man forlader teatret med et brændende ønske om at se meget mere af denne slags scenekunst for børn.

Fotos: Claire Billyard

'The Adventures of Pinocchio' spiller på Greenwich Theatre frem til den 23. august 2015