ANMELDELSE: The Flannelettes, King's Head Theatre ✭✭✭✭✭

The Flannelettes. Foto: Francis Loney The Flannelettes

King's Head Theatre

19. maj 2015

5 Stjerner

The Flannelettes indtager King’s Head Theatre som en del af deres 45-års jubilæumsfejring. Forestillingen genforener dramatikeren Richard Cameron og instruktøren Mike Bradwell, holdet bag den store succes på Bush Theatre med The Glee Club (2002). Stykket deler mange kvaliteter med sin succesfulde forgænger: en handling sat i en trøstesløs mineby i det nordlige England, befolket af hårdhudede eller udnyttede kvinder og voldelige eller uduelige mænd; et sted, hvor musikken udfylder det gabende tomrum mellem hverdagens rå realiteter og sjælens længsler. Tæppet går for et Tamla Motown-tributnummer i en lokal Miners' Welfare Club, der præsenterer os for fem af stykkets seks karakterer – Brenda (Suzan Sylvester), en enke der leder det lokale krisecenter; hendes niece Delie (Emma Hook), på 22 år men med et udviklingstrin som et barn; Roma (Holly Campbell), hendes veninde og den meget mishandlede kæreste til en lokal bandeleder; Jean (Celia Robertson), en veluddannet kvinde fra de finere kredse i Sydengland, der netop er ankommet til centret; og George (Geoff Leesley), en venlig men falmet lokal pantelåner, der modvilligt er trukket i dametøj for at fylde pladsen ud. De får senere følgeskab af Jim (James Hornsby), en gift lokalbetjent, der viser sig at have en affære med Brenda. Åbningsnummeret sætter tonen med en blanding af svimlende romantiske drømme og en følelse af uundgåelig skuffelse, som kendetegner hele stykket. Karaktererne gør deres ypperste for at undslippe deres skæbnefortællinger, mens de øver og fremfører Motown-numre som et korisk akkompagnement til den vold og fortvivlelse, der truer med at overmande dem. Selvom det kan lyde som et velkendt scenarie, er hver scene smukt skabt, så første akt opbygger en dyb karaktertegning, der lader et råt drama folde sig ud i anden akt. Det er detaljerige præstationer, hvor små nuancer i tekst og gestik vender tilbage med fornyet betydning senere. Der er en hårfin balance mellem komedie og patos, der svinger indtil en skæbnesvanger, mørk drejning i de sidste scener, som spilles med stor værdighed og dygtighed. Selvom der er fremragende enkeltpræstationer, er det først og fremmest en ensemble-sejr, hvor forfatteren sikrer – præcis som en operalibrettist – at hver karakter får sine soloer og duetter, før de deltager i energiske og velslebne fællesnumre. Alle skuespillerne står stærkt, og trods slutningens sorgfuldhed fremstår produktionen livsbekræftende; en forening af livslyst og en knivskarp undersøgelse af misbrugernes afgrund.

En del af årsagen til denne balance og produktionens overordnede succes er fokuset på den individuelle karakterudvikling frem for en skematisk placering af skyld. Der er ingen dogmatisk tese her: det socioøkonomiske forfald i minebyen er et givet vilkår, et dystert bagtæppe snarere end en politisk dagsorden. Ikke at der ville være noget galt med det politiske, men det ville gøre det til et helt andet stykke – en David Hare-tilgang ville ikke kunne rumme det urbrøl fra sjælen, der er så rørende her. Fundamentalt for handlingen er Sylvesters portræt af Brenda; slidt, uden illusioner, men uendeligt tålmodig. Hun er stykkets rolige centrum, som de andre cirkler om. Det ville være let at gøre hende til en karikatur af en sej nordengelsk kvinde, men hun forspilder aldrig chancen for at vise sin egen sårbarhed og smerte. Særligt interaktionerne med de to mænd er meget gribende. Ved hendes side på centret formidler Robertson dygtigt Jeans rejse fra traumatiseret hustru til fighter – reelt den eneste karakter, der ender stykket på et bedre sted psykologisk set. De to mænd – George og Jim – er sværere at portrættere på grund af den konstante følelse af fiasko; George har de bedste intentioner og reel godhed, men mangler handlekraft, mens Jim har energien, men mangler følelsesmæssig indsigt i både sig selv og andre. Begge fejler i at forstå de katastrofale konsekvenser, deres handlinger har for kvinderne. Magten ligger stadig hos mændene, hvad enten de er svage eller (uden for scenen) voldelige. Begge skuespillere formår at gøre disse mænd sympatiske, selvom stykkets hjerte ubestridt tilhører kvinderne.

Men de absolutte stjernestunder tilhører Holly Campbell og Emma Hook. Gennem det meste af stykket spiller Campbell en kvinde uden selvværd, der enten restituerer efter eller er på vej mod mere vold. Hun indfanger den tomme, lammede tilstand hos det evige offer helt uden sentimentalitet, mens hun bevarer en anden stemme til drømmene om eget hjem. I scenerne med Hook er deres fælles genopdagelse af håbet utroligt rørende. Delie er dog centrum for publikums opmærksomhed, hver gang hun er på scenen. Hun spiller karakteren med uskyld, men også med mange lag: barnets tunnelsyn og utrættelige nysgerrighed træder stærkt frem i første halvdel, mens mørket i anden halvdel bringer en uforstående smerte og et desperat ønske om tryghed frem. Hendes monolog i stykkets sidste del er et af de to-tre bedste teaterøjeblikke, jeg har oplevet i år; et af de øjeblikke, hvor publikum er ét med skuespilleren, og alt andet forsvinder.

Dette stykke er en værdig hyldest til alt det, King’s Head står for. Se det hvis I kan i dets sidste dage; jeg kan kun håbe, at det snart finder vej til en anden scene.

The Flannelettes spiller på Kings Head indtil den 6. juni 2015