ANMELDELSE: The Great Gatsby, Greenwich Theatre ✭✭✭

Den store Gatsby

Greenwich Theatre

6. oktober

3 stjerner

Den store Gatsby omtales ofte som et af de fineste hovedværker i det 20. århundredes amerikanske litteratur. Selvom der har været adskillige filmatiseringer, har få teaterkompagnier vovet at bringe historien til scenen – indtil nu...

Det er Blackeyed Theatre, der har taget den ambitiøse udfordring op med en opsætning bearbejdet af Stephen Sharkey. Historien er velkendt for alle litteraturinteresserede: Børsmægleren Nick Carraway ankommer til 1920'ernes New York på jagt efter den amerikanske drøm. Han flytter ind ved siden af millionæren Jay Gatsby, tæt på sin kusine Daisy og hendes utro mand, Tom. Nick bliver hurtigt suget ind i de velhavendes dekadente verden, fanget mellem sine stridende bekendtskaber og deres komplicerede kærlighedsliv.

Fitzgeralds letflydende og konverserende dialog fungerer glimrende på en scene. En af forestillingens mange nyskabelser er inddragelsen af musikalske indslag fra perioden. Dette giver ensemblet en fantastisk mulighed for at vise deres musikalske talenter; de synger og spiller kollektivt på alverdens instrumenter – og næsten hvert eneste medlem af castet når forbi klaveret i løbet af aftenen.

Selvom det er imponerende, er jeg ikke helt overbevist om, at de musikalske indslag reelt tilfører noget. De bringer ikke handlingen videre og får blot én til at ønske, at man havde prioriteret flere passager fra bogen i stedet. Da kun dele af castet har en baggrund i musicalverdenen, er den sangmæssige kvalitet desværre ikke helt konsistent. Det virker lidt ærgerligt at placere dem i den situation (eller at caste på denne måde), når de alle er fuldt ud kompetente skuespillere, og de musikalske afbrydelser føles ret overflødige.

Opsætningen er dog intet mindre end opfindsom, og dele af koreografien har en næsten Brecht-agtig kvalitet over sig. Til tider går det dog for vidt; efter en nøgleperson blev skudt og dræbt, endte han med at danse rundt på scenen i et stykke tid som en slags spøgelsesfigur, hvilket føltes både kaotisk og besynderligt.

Adam Jowett er en meget sympatisk og engagerende Nick Carraway, der fører os gennem stykket med en afslappet ligefremhed. Tristan Pate var også herligt morsom og irriterende som den ret usympatiske Tom Buchanan. Vi har alle vores egne indre billeder af litterære figurer, men jeg følte, at Max Rolls Gatsby manglede den mystik og karisma, som bogen lægger op til; til tider virkede Gatsby en anelse ordinær og ikke helt værdig til al den nysgerrighed, han vækkede.

Victoria Spearings scenografi var særpræget – en serie hvide blokke i flere niveauer (da Gatsby kom på scenen i sit hvide jakkesæt, føltes det lidt som om, stykket foregik på Nordpolen). Min sidemand elskede det, men jeg fandt det en smule sterilt. I en forestilling om den amerikanske elites overdådighed virkede det som en forspildt chance ikke at formidle dette i det visuelle udtryk. De sprudlende kostumer (Jenny Little) hjalp dog på det, med smarte og glamourøse outfits lige fra skarpe jakkesæt til elegante flapper-kjoler.

Der er flere sjove aspekter ved iscenesættelsen, herunder nogle fremragende projektioner på bagtæppet – blandt andet de ikoniske øjne fra bogens oprindelige omslag. Og en detalje, jeg sjældent nævner i en anmeldelse: forestillingen har et fantastisk program med nyttig kontekst, god indsigt og endda et kort over området; langt mere end hvad man normalt forventer af en mindre turnéforestilling.

Denne nyfortolkning af Den store Gatsby skal roses for at prøve noget nyt og anderledes. Desværre virkede de musikalske eksperimenter ofte mere distraherende end fremmende for teksten. Det var i sidste ende det geniale kildemateriale og nogle solide skuespilpræstationer, der fik forestillingen til at spille.

For yderligere information om Den store Gatsbys turné, besøg www.blackeyedtheatre.co.uk