ANMELDELSE: The Life, Southwark Playhouse ✭✭✭✭✭

The Life

Southwark Playhouse

29. marts 2017

5 stjerner

Book nu

En sjælden gang imellem dukker der en musical op, som taler til os som voksne mennesker. Det sker ikke ofte, men når det gør, er oplevelsen slet ikke til at tage fejl af. Og det her er præcis sådan en forestilling. Det er en voksen fortælling om sex, penge, magt, stoffer, udnyttelse, ambitioner, grusomhed og livet som en daglig kamp for overlevelse og succes. Det er ikke for børn. Og det er ikke kun på det punkt, at 'The Life' bryder med konventionerne: næsten hver eneste regel for, 'hvordan man skriver en musical', er smidt over bord til fordel for noget langt nyere, mere råt, vovet og spændende. Gå ind til den med åbne øjne – og et åbent sind – og effekten er bemærkelsesværdig, især når man tænker på det særlige og yderst usædvanlige udgangspunkt for historien.

'The Life' føles som om Chester Himes har skrevet en fortælling om New Yorks rå baggårde, og Quincy Jones har sat musik til den. Det er som en blaxploitation-film fra 1970'erne befolket af prostituerede, ruffere, pushere og misbrugere, natklub-stamgæster, barfluer, gadeprædikanter, strømere, bonderøve og bysmarte typer; en tarvelig, billig og brutal verden, der pludselig bades i glans og varme fra lyden af et storladent bigband, lumre bar-sangere og dansegulvets glimmer og mode. Konceptet opstod hos Ira Gasman en dag, da han med egne øjne så gadelivets rå virkelighed på Times Square; han skrev manuskriptet sammen med David Newman og Cy Coleman, og forfattede teksterne til Colemans storslåede musik, hans sidste mesterværk. Forestillingen spillede på Broadway i et år for tyve år siden i en opsætning af Michael Blakemore (som også reviderede manuskriptet); siden da har Blakemore forsøgt at få den til Storbritannien, men ingen turde røre ved en historie, der viger så langt fra det sentimentale musicalteaters pænhed.

John Addison, Joanna Woodward, Johnathan Tweedie i The Life

Indtil nu, hvor producenterne Amy Anzel og Matt Chisling kom på banen. Anzel var faldet pladask for forestillingen og ville føre den ud i livet; hun og Chisling søgte om rettighederne til at opsætte den på Londons fringe-scene, men fik besked fra Coleman-godset (komponisten døde i 2004), at kun Blakemore ville få lov at instruere den. Tanken om at få så stor en teaterveteran til at arbejde på Southwark Playhouse virkede umulig. Men de gjorde det alligevel og spurgte ham. Der blev arrangeret et møde, og en aftale kom hurtigt i stand. Siden da er andre producenter kommet til for at rejse de ikke ubetydelige summer, det har krævet, og et suverænt kreativt hold er blevet samlet omkring projektet. Frugten af deres fælles arbejde er nu blevet til en produktion, der er en af de mest bemærkelsesværdige bedrifter i nyere tid.

Forestillingen starter bagfra med en introduktion af den geniale fortællerfigur Jojo (John Addison), der slår tonen an med en ærlig og hudløs stil uden omskrivninger, mens han opregner skæbnen for hver enkelt karakter, vi skal møde. Langt fra at fjerne spændingen, vækker dette greb en fascineret interesse: de luvslidte og lidet beundringsværdige typer, vi bliver præsenteret for, ville normalt ikke vinde vores sympati, men – da vi kender deres alt for menneskelige skæbner på forhånd – begynder vi at holde af dem. Det er blot ét af de mange, mange geniale og originale træk i manuskriptet.

Jonathan Addison, Jo Jo Omari, Thomas Kidd, Matthew Kaputo, i The Life

Derefter springer vi tilbage i tiden for at lære dem ordentligt at kende og se, hvad der skete og hvordan. Listen over karakterer i denne fortælling afspejler meget specifikke krav i manuskriptet om alder, kropsform, etnicitet og køn, som er afgørende for, at forestillingen rykker grænserne for, hvad genren kan, og pure nægter at rette ind efter konventionerne. Blakemore fik hver eneste af sine førstevalg til castingen, og ensemblet er bjergtagende. Sharon D. Clarke leverer en stjerneindsats som gadehandlernes førstedame, Sonya; hun udstråler en bydende autoritet i hvert eneste præcist observerede og perfekt kontrollerede øjeblik, hun er på scenen, og hendes vokale præstationer er intet mindre end gysende gode. Hendes moderlige omsorg rettes mod at hjælpe T'Shan Williams' Queen – en nyankommet fra Georgia med en stemme af honning og stål – hvis traumatiserede eks-soldat og kæreste-pimp, David Alburys desperat energiske Fleetwood, er den motor, der driver dem mod deres endelige krise. Deres kemi er fantastisk, og man kommer til at holde mere og mere af dem, især Queen, hvis styrke man værdsætter, mens man begræder hans tragiske svaghed.

I sin kamp med stofmisbrug og forventningspres samler Fleetwood en tilsyneladende uskyldig pige op, Joanna Woodwards storøjede Mary. Hun får hurtigt fodfæste på en lokal stripklub og – i en scene, der på et par minutter opsummerer det meste af handlingen fra 'Gypsy' – slår hun igennem som den varmeste nye stripper på Times Square. Det kaster hende i armene på den lokale finanskonge, Jonathan Tweedies Theodore, der hurtigt forvandler Mary til 'Angel', ser hende blive kronet til dronning af 'Hustlers' Ball', og derefter skynder hende ud af byen mod den relative respektabilitet i den spirende pornoindustri i LA. Der er vindere såvel som tabere i denne verden, og manuskriptet viser os begge dele med kærlig objektivitet.

T'Shan Williams og David Albury i The Life

Dette baner vejen for Cornell S. Johns frygtindgydende og storslåede alfahan af en ruffe, Memphis (et navn, der som alle karakterernes navne i dette show, er nøje valgt for sine mytiske og symbolske undertoner), til at kaste sig over den sårbare Queen (som barn blev hun kaldt Princess, men Fleetwood 'forfremmede' hende). Mens Fleetwood lader hende rådne op i fængslet, går Sonja i forbøn hos Memphis for at få hende løsladt mod kaution – en gestus han indvilliger i, men absolut ikke uden betydelige modkrav. Dermed er scenen sat til det uundgåelige opgør mellem disse to rivaler om den følelsesmæssige og økonomiske kontrol over Queen. Seksuel magtkamp er selve fundamentet i denne forestilling, og det skuffer aldrig.

Alt imens nede på Lacy's Oasis krydrer den herlige vært Jo Servi begivenhederne med knivskarpe observationer og visdomsord leveret på rim, mens hans sted fungerer som hovedkvarter for den lokale sexhandel, fyldt med ruffere og deres piger. Ikke siden 'Laser og pjalter' har denne underverden været så kærligt og samtidig så nådesløst portrætteret i musicalteatret. Pigerne spilles af Jalisa Andrews, Charlotte Beavey, Aisha Jawando og Lucinda Shaw, mens deres ruffere spilles af Matthew Caputo, Lawrence Carmichael (der også står for de skræmmende realistiske kampscener), Omari Douglas og Thomas-Lee Kidd. De udgør et formidabelt kor og bærer en stor del af arbejdet med at puste liv i Tom Jackson Greaves' sensationelt opfindsomme og karakterstærke koreografi.

T'Shan Willliams

Hele produktionen er indhyllet i Justin Nardellas lækre æstetik, som også har skabt de originale dragter til Hustler's Ball: han rammer plet hver eneste gang i sin genskabelse af det snusede miljø under borgmester Kochs New York. På hans overbevisende urbane scenografi spiller Nina Dunns komplekse videoprojektioner perfekt sammen med David Howes belysning, der skifter mellem det teatralsk prangende og det rå, filmiske look. Sebastian Frost har skabt et knivskarpt lydbillede, der lader hver stavelse af Gasmans intelligente tekster funkle i ørerne og forstærker musikken med både finesse og sikkerhed.

Og sikke et partitur. Under ledelse af kapelmester Tamara Saringer får vi lov at høre hele det originale Broadway-partitur i de fuldstændig fantastiske arrangementer skrevet af Coleman selv, som ikke overlod opgaven til andre. Hendes 11-mands orkester er i særklasse. Udover hende selv består det af: Zach Flis (2. keyboard), Dan Giles (bas), Felix Stickland (guitar), Danny Newell (trommer), Alice Angliss (percussion), Joe Atkin Reeves, Elaine Booth og Matt Davies (blæsere), Annette Brown og Lewis West (trompeter). Helt ærligt, deres spil alene er grund nok til at købe en billet.

Det, Coleman og hans samarbejdspartnere har gjort – og som få andre har været i nærheden af – er at bygge videre på en anden slags tradition, en der sætter barren højere for teatermæssige ambitioner end det, man normalt ser i musicals. De har taget stafetten fra værker som Gershwins 'Blue Monday Blues' og 'Porgy and Bess', Kurt Weills 'Street Scene' og Bernsteins 'West Side Story', og ført den skridtet videre. Det er en type musicalteater, der ikke passer ind i 'standardmodellerne'. Den skal ikke forveksles med noget, den ikke er eller prøver på at være. Men der er mere sandhed i denne forestilling end i ti andre shows, der spiller i byen lige nu. Hvis du holder af livet og vil se det, som det virkelig er – og ikke som en virkelighedsfjern fantasi – så findes der ikke noget større fornøjelse end at tilbringe et par timer i selskab med de vidunderlige mennesker, der efter tyve år endelig har bragt denne forbløffende begivenhed til Londons scene.

Foto: Conrad Blakemore

BOOK BILLETTER TIL THE LIFE PÅ SOUTHWARK PLAYHOUSE