ANMELDELSE: The Nether, Royal Court Theatre ✭✭✭

The Nether. Foto: Johan Persson The Nether Royal Court Theatre 5. august 2014 3 stjerner Es Devlins scenografi til Jennifer Haleys stykke, The Nether, som nu har europapremiere på Royal Court (en samproduktion med Headlong) i Jeremy Herrins iscenesættelse, er intet mindre end ekstraordinær og i sig selv hele turen værd.

Det er en scenografi, der på besættende vis afspejler de temaer, stykket behandler: teknologiens forførende kraft, det virtuelle univers' tomhed og bedrag, muligheden for den perfekte flugt fra virkeligheden, den evige risiko for overvågning og misforståelser samt den konstante sammensmeltning af den virkelige verden og livet på internettet.

Derudover spiller den på fortællingens eventyrlige træk: Ligesom i Troldmanden fra Oz er den virkelige verden holdt i sort/hvid, mens den virtuelle virkelighed inde i computerens kosmos – præcis som Oz – stråler af farver og teksturer, der føles mere virkelige end virkeligheden selv.

Her er træer, forskellige niveauer og rå dystopiske forhørslokaler – alt sammen indrammet i noget, der ligner en computerskærm. Det er blændende begavet og pirrende dragende. Hertil kommer Luke Halls' videoprojektioner, som er både indviklede og djævelsk forførende.

Det er svært at forestille sig en bedre visuel produktion af dette stykke. Jeremy Herrins vision er her ganske bemærkelsesværdig.

Haleys tekst er interessant nok, men som thriller betragtet halter den lidt (pointerne er for gennemskuelige), og den bringer egentlig ikke meget nyt til torvs, hvis overhovedet noget.

Stykket rejser bestemt vigtige spørgsmål om, hvad der sker i internettets stadigt voksende univers, og ser nærmere på identitet i både den fysiske og virtuelle verden. Det gøres gennem rammen af en efterforskning af den værste form for forbrydelse – pædofili.

Historien dykker ned i det faktum, at de fleste af os har en online tilstedeværelse uden egentlig at overveje konsekvenserne af det digitale liv. Du skriver måske en kommentar på en hjemmeside, men hvad sker der, når folk reagerer på den? Kan man overhovedet stole på nogen, man møder på nettet? Er virtuelle venskaber eller dates overhovedet virkelige? Bør der være strammere regulering af internettet? Skal man have lov til at skabe alternative identiteter i den virtuelle horisont? Og hvis man indfører restriktioner, hvilke konsekvenser får det så for den virkelige verden?

Det er væsentlige og presserende emner, som Haleys stykke tager livtag med.

Men Herrins opsætning har en mærkbar svaghed: castingen. Ingen i ensemblet virker helt ideel til deres respektive roller. De gør det alle hæderligt, men med en skarpere casting kunne stykket have løftet sig til højder, det ikke når her.

Det er ikke fordi, skuespillerne er dårlige – tværtimod. De leverer alle solide præstationer; det er ikke pointen. Problemet er snarere, at deres fysiske fremtoning og spillestil ikke rammer helt plet. Stanley Townsend burde være mere naturligt charmerende og jovial, så man aldrig ville mistænke ham for at være en krænker. David Beames mangler klarhed, autoritet og trodsighed i rollen som professoren, der ønsker at leve et virtuelt liv. Amanda Hale savner mere skarphed og en stærkere, moraliserende overbevisning som efterforskeren, der kæmper for digital regulering.

Hver af karaktererne i den virkelige verden skal nemlig fungere i en præcis ramme, for at stykkets plotsving fungerer optimalt og giver plads til, at Ivanno Jeremiah (Woodnut) og Zoe Brough (Iris) kan stråle som modpunkter.

Med en spilleperiode på 90 minutter er det en seværdig teateroplevelse. Men en stærkere casting kunne have skabt en totaloplevelse, der stod mål med Es Devlins ekstraordinære scenografi.