ANMELDELSE: The Prisoner, National Theatre ✭✭

Sophie Adnitt anmelder The Prisoner, der netop nu spiller på National Theatre med tekst af Peter Brook og Marie-Hélène Estienne.

Hiran Abeysekera og Omar Silva i The Prisoner. Foto: Ryan Buchanan The Prisoner

Dorfman Theatre

To stjerner

Bestil billets her

Gik jeg glip af noget?

Det var i hvert fald det spørgsmål, jeg stillede mig selv, da jeg forlod National Theatres Peter Brook-iscenesatte opsætning af The Prisoner. Selvom bifaldet var pænt ved tæppefald (og der endda lød et par hvin fra de øverste rækker), og jeg sidenhen har set flere tweets, der roser den til skyerne, så var jeg personligt totalt forvirret, da jeg forlod teatret. Det er uden tvivl årets hidtil mest forvirrende forestilling; man er aldrig helt sikker på, hvad meningen er, eller om den overhovedet har et budskab.

Stykkets titulære fange er Mavuso, spillet dygtigt og med en beundringsværdig fysik af Hiran Abeysekera, der er på scenen det meste af aftenen. Mavuso begår et mord tidligt i forløbet (uden for scenen), og som straf bliver han forvist af sin onkel Ezekiel (Hervé Goffings) til at sidde uden for et enormt ørkenfængsel. Og stirre på det. Det gør han så de næste ti år. Dag ud og dag ind. Indimellem får han besøg. Nogle gange taler de om retfærdighed. Andre gange joker de om prostituerede og drikker gin.

Herve Goffings og Kalieaswari Srinivasan i The Prisoner. Foto: Ryan Buchanan

Handlingen udspiller sig i noget, der umiskendeligt er en ørken, og det minimalistiske design skaber effektivt et øde, solbagt og forladt sted. Lyden bruges også sparsomt, men godt – et særligt højdepunkt er, da Ezekiel går gennem en skov med den unge Mavuso, og resten af ensemblet efterligner fuglekald og andre naturlyde.

Forestillingens narrativ er pakket ind i en kluntet rammefortælling om en hvid, mandlig rejsende (Donald Sumpter), der bedriver en form for fattigdomsturisme. Af og til klipper vi tilbage til Mavusos søster Nadia (Kalieaswari Srinivasan), hvis traumer og misbrug bruges som dramatisk virkemiddel for derefter at blive affærdiget med foruroligende lethed.

Det føles også en smule frækt at markedsføre dette stykke på Peter Brooks berømte instruktion, når det er en af de mest fantasiløse iscenesættelser, jeg har set længe. Folk går ind, og folk går ud. Store dele af handlingen foregår ved, at karaktererne ligger eller sidder på jorden, hvilket betyder, at de er usynlige for alle bag anden række. Til sidst opgiver publikum overhovedet at prøve at se noget. Det siger alt, at et tidligt øjeblik, hvor Mavuso begynder at klatre op ad teatrets væg, er et visuelt højdepunkt – burde disse problemer med overblikket ikke være blevet opdaget under prøverne? Lange, gabende pauser dræber tempoet fuldstændigt, og på et tidspunkt bliver en række lysskift, der skal indikere dagene, der går, decideret komiske på grund af deres varighed. Omar Silva, i de dobbelte roller som vagt og lokal mand, bringer noget tiltrængt energi til scenerne, han medvirker i, men han er desværre ikke på scenen længe nok.

Donald Sumpter, Omar Silva og Hiran Abe Ysekera i The Prisoner. Foto: Ryan Buchanan.

Manuskriptet, som er skrevet af Brook og medinstruktør Marie-Hélène Estienne, bevæger sig så formålsløst afsted, spækket med klichéer om at 'tilgive og glemme', at det begynder at føles som en dom lige så uendelig som Mavusos. Heldigvis er der drysset lidt humor indover, ikke mindst da Mavuso får at vide, at efter ti års forvisning kan hans straf endelig begynde.

"Nu?!" spørger han vantro. "Hvad har jeg så lavet her i al den tid?" Det er præcis sådan, jeg har det.

Utilgiveligt kedelig og pinligt tam – The Prisoner er en stor skuffelse fra en teaterlegende.

Spiller frem til 4. november 2018

BESTIL BILLETTER TIL THE PRISONER HER