ANMELDELSE: The Red Lion, Dorfman Theatre ✭✭✭✭

The Red Lion

Dorfman Theatre

9. juni 2015

4 stjerner

Det ene uomtvistelige faktum ved Ian Ricksons opsætning af Patrick Marbers nye stykke, 'The Red Lion', som åbnede i aften på National Theatres Dorfman-scene, er, at Calvin Demba er en spirende stjerne og helt sikkert en skuespiller, man skal holde øje med. Han viste et enormt potentiale på Royal Court i 'The Wolf At The Door', og her demonstrerer han en flydende og ubesværet selvsikkerhed på scenen. Han formår at få selv de mest usandsynlige situationer, karaktertræk og replikker til at smelte sammen til en sammenhængende, forståelig og troværdig karakter.

På overfladen handler Marbers stykke om fodbold – de ritualer, tabuer, tricks og det hierarki, der omgiver og understøtter sporten. The Red Lion er en amatørklub grundlagt for længe siden af en gruppe mænd, der så et behov i deres lokalsamfund for en mekanisme, der kunne binde folk sammen og give fællesskabet et fokus. De tre karakterer i stykket er alle uløseligt forbundet med klubben – et sted, der nu knapt nok overlever, hungrer efter indtægter og hviler tungt på venligheden og generøsiteten fra de frivillige, der elsker spillet højere end livet selv.

Demba spiller den yngste af de tre, holdets nye potentielle "stjerne", Jordan. Peter Wight spiller Yates, der engang var en legendarisk spiller og senere træner/manager for klubben. Men Yates mistede fodfæstet, fik et psykisk knæk og passer nu klubben som en slags altmuligmand; han holder omklædningsrummet rent og velforsynet, sørger for at truppen er fokuserede og klar til kamp, og så holder han øje med – alt. Kampene, bestyrelsen, de frivillige, spillerne – han er kendt som "The Lege" (forkortelse for legend) og er grønsværens oversete, grå eminence.

Den tredje mand, med det passende navn Kidd, spilles af Daniel Mays. Kidd er klubbens nuværende manager, en håbefuld hustlertype fuld af store ord, manipulation og mystisk jargon. Halvt spasmager, halvt barn, og en desperat lykkeridder hele vejen igennem. Kidd er den mest prangende maskuline af de tre, men det er en facade, der smuldrer i takt med, at de forskellige taktiske planer slår fejl.

Men Marber skriver ikke kun om fodbold. Stykket handler fundamentalt set om forestillinger om maskulinitet og om det moderne samfund. Trioen udgør en slags fodboldens hellige treenighed – tæt forbundne og repræsenterende faderen, sønnen og ånden. Hvem af de tre der udfylder hvilken rolle, står ikke altid klart og skifter undervejs, hvilket måske er det mest interessante aspekt ved Marbers stykke.

Ingen af mændene har haft meget kærlighed i deres liv. Ingen har et velfungerende forhold til en kvinde. De, der er fædre, ser ikke deres børn; ægte ømhed virker flygtig og uønsket. Al følelse og energi kanaliseres ind i fodbolden. Stykket undersøger i dybden omkostningerne ved sådanne valg. Et kram viser sig at være aftenens mest forløsende øjeblik.

Derudover betrædes den velkendte sti om, hvordan faglighed og håndværk har måttet vige for forretningsmodeller og benhård profitjagt. Det er interessant at høre den debat udspille sig i denne særprægede klan-kontekst, og på en eller anden måde virker den mere vedkommende i denne arena af svedige trøjer, mudrede sokker, billige jakkesæt og fodboldbaner, end den har gjort i utallige andre dramaer centreret om bestyrelseslokaler og corporate-jargon.

Marber er en ekspert i plotopbygning og en snedig forfører af sit publikum. 'The Red Lion' er ingen undtagelse. Karakterer introduceres på en bestemt måde, hvorefter de handler stik mod forventning. Eller sådan ser det i hvert fald ud. Men som det ofte er hos Marber, er tingene ikke altid, som de syner, og fortællingen har flere twists og sving end en orkan i kategori 10.

Demba er fænomenal til at vise både Jordans naivitet og hans mørkere, mere komplekse sider. Han er adræt i enhver forstand – som fodboldspiller, som spirende stjerne og som en lærenem elev, om end ikke nødvendigvis en fornuftig en af slagsen. Han formår kunststykket at forene Jordans tro med hans handlinger, og han og Wight etablerer et nuanceret og fuldstændig troværdigt venskab.

Wight er bjergtagende som den triste, ensomme og dedikerede klubmand, hvis liv er centreret omkring sporten og The Red Lion. Holdet er hans familieerstatning, og de lyssky handler, der følger med klubdriften, er aldrig langt fra hans tanker. Yates har ritualer indlejret i hver eneste fiber af sin krop, og Wight gør dette elegant tydeligt i både sine ordvekslinger med Kidd og Jordan, og i den omhyggelige gentagelse, han bringer til sit arbejde i omklædningsrummet. Wight er så helstøbt og troværdig, at slutscenerne er utroligt rørende, uanset hvor uundgåelige de føles.

Som Kidd virker Daniel Mays til konstant at overspille. Han formår aldrig rigtig at gøre Kidd til et helt menneske, hvilket betyder, at den dybde, Demba og Wight bringer til stykket, mangler i hans præstation. Rollen kræver en hårdere, mere indædt desperat plattenslager; ja, den smarte snak og den påtagede overlegenhed er vigtig, men for at stykkets kompleksitet for alvor skal fungere, er der brug for mere fare, mere vanvid og mere ekstremitet – såvel som mere sårbarhed – i præstationen.

Rickson instruerer forløbet med en sikker og klar hånd. Heldigvis er han ikke bange for stilhed og bruger den til sin store fordel. Intensiteten er ofte høj, og grinene falder, hvor de skal – naturligt og perfekt integreret. Anthony Wards realistiske scenografi af omklædningsrummet med de tilhørende bad- og toiletfaciliteter er så nusset og slidt, som den bør være, hvilket øjeblikkeligt etablerer den rette stemning. Hugh Vanstones lys og Ian Dickinsons lyddesign kombineres for at understøtte stykkets atmosfære og temperatur, og Stephen Warbecks originale musik er stemningsfuld og spændingsmættet. Produktionsværdien er tårnhøj.

Dette er et fascinerende og omskifteligt stykke dramatik. Det er ikke Marbers allerstærkeste tekst (situationen bringer en del banale replikker med sig), men det er en af de bedste opsætninger af et nyt stykke, National Theatre har præsenteret i lang tid.

The Red Lion spiller indtil onsdag den 30. september 2015