ANMELDELSE: The Rink, Southwark Playhouse ✭✭✭✭✭

Douglas Mayo anmelder Kander og Ebbs The Rink med Caroline O'Connor og Gemma Sutton i hovedrollerne, som netop nu spiller på Southwark Playhouse.

Gemma Sutton og Caroline O'Connor i The Rink. Foto: Darren Bell The Rink

Southwark Playhouse

5 Stjerner

Bestil nu

For en lille musical viser The Rink, skabt af de tunge drenge John Kander og Fred Ebb (mændene bag Chicago og Cabaret, for blot at nævne to), sig at være en sand guldgrube af oplevelser. Musicalen skildrer en generationskonflikt, hvor mor og datter tørner sammen over en gammel familievirksomhed, men kradser man i overfladen, er der utroligt meget mere at hente. Jeg så første gang The Rink på Leicester Haymarket for omkring tyve år siden. At vende tilbage til den nu med mere livserfaring i bagagen gjorde, at jeg så mange af musicalens temaer med friske øjne og fik en langt større forståelse og respekt for Annas synspunkt.

Kander, Ebb og manuskriptforfatter Terence McNally har skabt en form for erindrings-musical i stil med det, Tennessee Williams gjorde med Glasmenageriet. Det er nemt at se på fortiden gennem rosenrøde briller – vi har alle romantiseret fortiden på et tidspunkt – men i The Rink er der selve rulleskøjtebanens fysiske konstruktion at forholde sig til. Bygget efter datidens standarder har denne bane overlevet to krige, og selvom det ydre forfald er tydeligt, er det stadig en solid struktur, der har huset Antonelli-familien gennem to generationer.

Gemma Sutton, Caroline O'Connor og Stewart Clarke i The Rink. Foto: Darren Bell

Caroline O'Connor spiller Anna. Det er en mesterlig præstation af en skuespiller, der har musical-genren løbende direkte i årerne. Caroline behandler teksterne som et fuldt behersket modersmål. Det ser ubesværet ud, men det er en fintunet færdighed, der er studeret og mestret til fulde. Hendes Anna er stærk, beslutsom og fremadsynet, men Angels ankomst efter syv år bringer øjeblikke, hvor smerten anes som revner i hendes blå venetianske krystal. Den største forsigtighed er nødvendig, så det hele ikke splintres, og med kufferterne pakket har hun ikke tænkt sig at lade det ske.

Gemma Suttons Angel er lige dele hvas datter og træt rejsende. Havde hun været et par timer senere på den, ville hun være kommet hjem til en tom bygning under nedrivning. Angel kender præcis de knapper, hun skal trykke på hos sin mor, og hun gør det med kirurgisk præcision, men efterhånden som hendes baggrundshistorie udfolder sig, forstår man måske, hvorfor Angel har opbygget et skudsikkert panser. Da vi nåede slutningen af 'All The Children In A Row', må jeg indrømme, at jeg fik tårer i øjnene, ligesom adskillige publikummer omkring mig.

Det er fantastisk at se to så bemærkelsesværdige skuespillere matche hinanden perfekt og være i stand til at løfte dette partitur. Der er en ægte familiær gnist i numre som 'Don't "Ah Ma" Me!', præcis som det skal være.

Holdet bag The Rink. Foto: Darren Bell

Seks andre skuespillere bebor universet i The Rink, og det er alene billetprisen værd at se deres enorme kraftpræstation i at påtage sig snesevis af andre roller – både mandlige og kvindelige – mens fortiden fortælles gennem en serie flashbacks. Stewart Clarke, Ross Dawes, Michael Lin, Elander Moore, Ben Redfern og Jason Winter kan det hele, det er jeg ikke i tvivl om. Uanset om det er det storladne i numre som 'The Rink' eller de subtile teatralske detaljer, der fremkalder det feminine i en nabo fra fortiden, så er det rent guld. Det er et ensemble, der er på højde med det bedste, jeg nogensinde har set.

Jeg nød især Stewart Clarkes Dino, pint og fanget efter krigen i en familievirksomhed og med en familie, han ikke ønsker, samt Ross Dawes og Ben Redferns samspil med Caroline O'Connor i noget, der kun kan beskrives som ren dynamit. Jason Winters korte forvandling til en nonne post-Vatikanet II var også et højdepunkt. Selv i komikken findes der en medfødt ærlighed.

Castet har fået en herlig legeplads stillet til rådighed takket være scenograf Bec Chippendale. Der er så mange detaljer, et solidt fundament og tydeligt forfald, men når diskokuglen tændes, kan man for et kort øjeblik forestille sig bygningen i dens storhedstid. Sørg også for at læse hendes biografi i programmet; den er meget rørende, og hun forstår virkelig dette show! Becs arbejde bliver oplyst perfekt af Matt Daw. Det er et komplekst lysdesign med øjeblikke af ekstrem præcision kombineret med en iscenesættelse, der kunne have virket overvældende, men det er til hans store ros, at det aldrig forstyrrer, men derimod løfter den dramatiske handling.

Joe Bunkers lille, men fremragende orkester med nye orkestrationer af Greg Arrowsmith supplerer castet perfekt og får John Kanders musik til at stråle.

Fabian Aloise må efterhånden være klar til at genopsætte Starlight Express. At få dette ensemble til ikke blot at stå på rulleskøjter, men nærmest at steppe i dem, er ingen lille bedrift. Sammen med instruktør Adam Lenson har dette makkerskab skabt nogle af de smukkeste øjeblikke, som i den førnævnte 'All The Children In A Row'. Adam Lenson er hurtigt ved at skabe sig et navn som musical-instruktør. Det er tydeligt, at han virkelig forstår genren, og teatret har brug for flere instruktører af den støbning. Gode musicals kan være vidunderlige, men der findes ingen genveje, og det forstår Lenson.

Jeg er ellers varsom med at bruge det udtryk, men denne opsætning af The Rink er en sand magtdemonstration i, hvad man kan opnå, når man samler sit A-hold. Det er fuldt på højde med alt, hvad man finder i West End i øjeblikket, og fortjener bestemt et langt liv.

Som det lyder i sangen: "There's nothing to beat The Rink I Think!"

Få rulleskøjterne på og få fat i en billet inden nedrivningsdagen den 23. juni!

BESTIL BILLETTER TIL THE RINK NU